Michel Houellebecq: Underkastelse

Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.

Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.”

Jeg har ikke fulgt debatten om Houellebecqs Underkastelse (opr. 2015, da. 2020), men mon ikke kritikere af Houellebecq som offentlig person har fundet rigeligt med stof i romanen at boltre sig i?

Romanen er en slags dystopisk satire sat i en nær fremtid, nærmere bestemt Frankrig i 2022. Houellebecqs karakteristik af Frankrig og den vestlige verden i det hele taget er et billede af et degenereret samfund, der har spillet politisk, moralsk og menneskeligt fallit i de fleste henseender.

For eksempel karakteriseres demokratiet i den version, som praktiseres i Frankrig og andre steder i den vestlige verden i begyndelsen af det 21. århundrede, som grundlæggende ikke andet end et valgsystem, der sikrer, at magten går på skift mellem partier, der ligner hinanden til forveksling:

Besynderligt nok var de vestlige lande utrolig stolte af dette valgsystem, som dog næppe var meget mere end en magtdeling mellem rivaliserende bander, af og til gik de endda i krig for at tvangsindføre det i lande der ikke delte deres begejstring for det.

Da Houellebecq udgav romanen i 2015 var Francois Hollande præsident i sin første periode. I romanen forestiller Hoellebecq sig, at Hollande er fortsat i en anden periode (hvilket dog som bekendt ikke skete i virkeligheden), og nu står præsidentvalget mellem på den ene side Front Nationals Marine Le Pen og på den anden side en (fiktiv) muslimsk kandidat, Mohammed Ben Abbes, fra partiet Det Muslimske Broderskab, som venstrefløjen – for at undgå Marine Le Pen – har allieret sig omkring.

Mohammed Ben Abbes vinder sensationelt. Umiddelbart efter valget frygter mange for en regulær borgerkrig, men magtovertagelsen går overraskende stilfærdigt for sig. Gradvist indføres sharia-baseret lovgivning i en light-version, som det i forvejen moralsk, politisk og intellektuelt nedbrudte Frankrig og Vesteuropa kan kapere.

Det hæderkronede Paris-Sorbonne, hvor romanens hovedperson er universitetsprofessor, omdannes ligesom andre statslige undervisningsinstitutioner til en islamisk læreanstalt, og lærere, der ikke vil konvertere til islam, bliver fyret. Kvinderne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og arbejdsløsheden falder. De kvindelige former forsvinder fra gadebilledet.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Underkastelse, Francois, er en falleret universitetsprofessor i 50’erne, som har baseret sin knapt nok eksisterende karriere på en afhandling om den franske, dekadente forfatter Joris-Karl Huysmans (1848-1907). Huysmans bevægede sig i sit forfatterskab fra naturalisme over æstetisk symbolisme i en forgæves søgen efter en slags mening med det hele for at ende i religiøs mysticisme og selv omvende sig til katolicismen.

Fortælleren Francois inkarnerer i romanen en satirisk parodi på den franske “intellektuelle.” Han har grundlæggende intet relevant at byde på, hverken akademisk eller politisk, personligt er han gået i stå, lever af billige færdigretter og bruger ellers sit liv på udsigtsløse affærer med unge studiner og prostituerede. Venner har han aldrig rigtig haft nogen af, højst enkelte udvalgte, som han “uden at føle væmmelse kunne overveje at gå ud og drikke en kop kaffe eller en øl med efter undervisningen.”

Forfatteren Huysmans og hans litterære og personlige biografi fungerer i romanen som en slags spejl for fortællerens – og samfundets – egen udvikling i en satirisk, forvrænget form. Jeg røber ikke for meget – for det ligger så at sige indbygget i romanens set-up ret tidligt – ved at fortælle, at hvor hovedpersonen i begyndelsen af romanen ytrer passende, obligatorisk modstand mod indskrænkelsen af den universitære frihed efter Det Muslimske Broderskabs magtovertagelse, så ender han pragmatisk (eller: principløst) med selv at overveje at konvertere til islam – lokket af muligheden for en genstart af sin akademiske karriere, og – ikke mindst – udsigten til flere koner.

Der skal ret beset ikke megen overtalelse fra universitets nye, muslimske leder til for at lokke Francois med over i folden, hvorfra han til sidst kan konkludere: “… jeg [ville] få en ny chance; og det ville være chance for et andet liv der ikke havde meget at gøre med det tidligere liv jeg havde levet. Jeg ville ikke have noget at fortryde.”

Jeg associerede uvilkårligt til Orwells 1984, som toner ud med de berømte afsluttende ord: “… det var okay, det hele var okay, kampen var ovre. Han havde vundet over sig selv. Han elskede Big Brother.”

I det hele taget er der ikke så få formmæssige ligheder mellem Underkastelse og Orwells klassiker, om end Houellebecqs vision er mindre brutalt undertrykkende end Orwells. Jeg tror ikke, at sammenfaldende er et tilfælde – de er en del af satiren.

Underkastelse er på flere måder en meget fransk bog. For det første selvfølgelig i den åbenlyse forstand, at den foregår i Frankrig, og at der optræder en række virkelige franske politikere og forfattere, nulevende såvel som afdøde. For den læser, der ikke i forvejen har et relativt godt kendskab til Frankrig og fransk politik i det seneste tiår, er der ikke meget hjælp at hente hos Houellebecq. Han skriver tydeligvis til franske læsere og forudsætter, at læserne er bekendte med det (på udgivelsestidspunktet i 2015) aktuelle politiske landskab i Frankrig.

For en som mig, der ikke følger overdrevent meget med i fransk politik, betød det, at jeg kunne være i tvivl om, hvilke personer i romanen, der refererede til virkelige personer (i mere eller mindre karikerede versioner), og hvilke, der var rent fiktive. Jeg googlede så mange, jeg gad, men man kan sagtens læse romanen med udbytte uden det. Man går sikkert glip af en række fransk-interne satiriske pointer, men som roman fungerer Underkastelse fint alligevel.

Det er også en meget fransk roman i den forstand, at den i lange stræk kan læses som en satirisk kommentar til “den franske intellektuelle.” Sammenlignet med f.eks. Danmark har Frankrig en langt stærkere tradition for, at intellektuelle (forfattere, filosoffer, kunstnere m.fl.) indtager markante positioner i den politiske debat. Fra Voltaire og Rousseau i det 18. og 19. århundrede over Jean-Paul Sarte, Albert Camus og Simone de Beauvoir i første del af det 20. århundrede frem til for eksempel filosoffen Bernard-Henri Lévy, økonomen Thomas Piketty og kønsdebattøren Élisabeth Badinter i nyere tid.

Michel Houellebecq (f. 1958). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Michel Houellebecq selv kunne også nævnes i det selskab, selv om han sikkert kun ville have et foragteligt fnys tilovers for den status. I det hele taget udviser Houellebecq mestendels satirisk foragt for det meste og de fleste – inklusive sig selv. Politikere, bureaukrater, intellektuelle, universitetsprofessorer og studerende. Ungdommen og alderdommen. Kristne, muslimer og ateister. Mænd og kvinder. Alle får mere eller mindre med grovfilen.

Houellebecq er misantrop med stort M – en arvtager efter Celine. Og mange vil sikkert kunne enes om, at Houellebecq ligesom Celine rimeligvis kan betragtes som et dumt svin. Men også ligesom Celine forhindrer det ham ikke i at være en begavet – og god – forfatter. Houellebecqs misantropiske udgydelser serveres således som oftest med vid og humor, om end af den sorte slags.

Er Underkastelse et anti-muslimsk opråb om muslimske horder, der er ved at løbe Europa over ende og truer vores demokrati, ligestillingen mellem kønnene og andre basale værdier? Måske. Ihvertfald er der næppe tvivl om, at Houellebecq ikke har meget til overs for islam som religion. Men på den anden side er det også tydeligt, at han heller ikke har meget til overs for katolicismen eller andre religioner. Eller ateister for den sags skyld.

Som jeg læser Underkastelse er den ret beset ikke så meget en roman om islam eller “den muslimske fare” som det er en roman om de vestlige samfunds indre moralske, intellektuelle og politiske krise. Det er en roman om et sammenbrud, ikke en overtagelse. Det er således tydeligt, at den fremtidsvision om et muslimsk styret Frankrig, som Houellebecq opruller i romanen, ikke fremstår hverken værre eller bedre end den samfundsmodel, Frankrig kommer fra.

Og så hører det med, at Houellebecq skriver godt. Sproget i Underkastelse flyder let afsted her i Niels Lyngsøs oversættelse, og bogen er gennemgående underholdende læsning. Enkelte afsnit af mere filosofisk tilsnit om fortællerens nyfortolkning af sin litterære helt, Huysmans, blev mig lidt lange i spyttet, men det er kun små skønhedsfejl.

Underkastelse er den første roman af Michel Houellebecq, som det er lykkedes mig at læse færdig. Jeg har tidligere forsøgt mig med Muligheden af en ø, men den kastede jeg fra mig uden at have læst den færdig (det sker ellers næsten aldrig med en bog for mig) – som jeg husker det blev jeg for irriteret og træt af Houellebecqs pubertært overdrevne fokus på sex i romanen.

Som det fremgår af det foranstående, havde jeg en ganske anden læseoplevelse med Underkastelse, og jeg vil bestemt ikke afvise at læse mere Houellebecq. Elementarpartikler kunne blive den næste.

K's vurdering: