Ithell Colquhoun: Hermogenes’ gås

Her får du litterær surrealisme for fuld udblæsning – i gotisk klædedragt og tilsat elementer af okkultisme, kabbalisme og alkymisme. Lyder det syret? Vær advaret: Det er meget mærkeligere end som så. Ithell Colquhouns roman bevæger sig hinsides det rationelt forståelige, langt hinsides. Helt sikkert ikke en roman for alle. Herunder ikke for mig.

Ithell Colquhoun (1906-1988) er allerede et interessant bekendtskab af den grund, at hun var en af meget få kvindelige surrealistiske kunstnere i det 20. århundrede. Tilmed var hun dybt interesseret i det okkulte, ikke mindst alkymismen (forstået ikke bare som drømmen om at lave bly til guld, men som en vej til åndelig oplysning), og hun var igennem sit liv medlem af adskillige okkulte selskaber.

Ithell Colquhoun (hvis gæliske navn udtales “Aithel Kå(l)’huun”) var foruden aktiv okkultist både billedkunstner og forfatter (se et eksempel på hendes malerier nedenfor).

Hermogenes’ gås var hendes første roman, som hun angiveligt arbejdede på (on and off, må man antage) i mere end 20 år frem til udgivelsen i 1961, og som nu for første gang er udgivet på dansk ved Rikke Oberlin Flarup og Iben Hendel Philipsen.

Bogen er forsynet med et glimrende forord af udgiver og medoversætter Rikke Oberlin Flarup, som jeg – i modsætning til min standardanbefaling vedrørende forord – kraftigt kan anbefale, at du starter med. Om ikke andet, så for på forhånd at blive bekræftet i, at det ikke er dig, det er galt med, hvis du ikke forstår en bønne af, hvad der foregår i romanen.

Bogens besynderlige titel refererer ifølge forordet dels til Fugl Føniks (her som gås) og dels til den græsk-egyptiske gudeskikkelse Hermes Trismegistos, hvis navn er knyttet til den hermetiske filosofi og alkymismen.

I romanens “handling,” for så vidt man overhovedet meningsfuldt kan tale om en sådan (den er ihvertfald ikke vigtig for bogen), rejser en unavngiven, kvindelig jeg-fortæller ud for at besøge sin onkel på en mystisk ø. Vi forstår aldrig helt, hvorfor hun overhovedet tager dertil, og det viser sig også hurtigt at være en dårlig idé.

Den gådefulde onkel sysler med okkultisme og alkymi. Han har forhekset øen, så fortælleren ikke er i stand til at slippe væk fra den. Motivet herfor – regner hun sig selv frem til på et tidspunkt – er angiveligt, at onklen vil forsøge at fralokke hende hendes dyrebare arvesmykker, som han har en forestilling om at kunne bruge i nogle magiske ritualer, der skal give ham evigt liv

Udover onklen selv har fortælleren på øen primært kontakt med hans ildevarslende fåmælte portner og tjener (kun omtalt som “anakoreten,” dvs. eneboeren). Under påvirkning af onklens hypnose og drømmemagi bevæger fortælleren sig imidlertid også rundt på øen, hvor hun blandt meget andet møder magiske planter, levende gudindestatuer, liderlige spøgelser og diverse andre væsner.

Alt på øen – planter, klipper, dyrerester, statuer, møbler – synes at antage en slags liv og er bærere af uigennemtrængelige, okkulte betydninger.

Undervejs finder fortælleren ud af, at også hendes mor og søskende holdes fanget på øen, og hun besøger sin døde far (som ikke ved, at han er død) i familiens forladte hus.

I en af de kulminerende scener bliver fortælleren centrum i en rituel ofringsscene af sadomasochistisk og orgiastisk karakter:

Jeg fornemmede min onkels skikkelse tårne sig op bag mig, højere end statuen. Fra en bunke ved siden af mig valgte han en bøjelig stav og begyndte at piske mig, mens musikken tog til, hårdere stød, en mere insisterende trommen, en voldsommere jamren. Jeg kunne mærke en stigende vildskab hos de nu usynlige tilskuere, jeg kunne høre deres rumsterende bevægelser, dystre åndedræt og undertrykte råb, mens deres rundkreds langsomt blev mindre. Hvert slag sendte et gys af glæde gennem mig; jeg så, at der var blodstænk ned ad siderne på min krop, men alligevel følte jeg ingen smerte efter slagene, kun svidende, ubærlig pirring.

Romanen er opdelt i tolv kapitler efter en alkymistisk teori om tolv stadier, der siges at føre til De Vises Sten, det vil sige til den højeste oplysning. Romanen kan således læses som fortællerens bevægelse gennem alkymiens stadier frem til en form for oplysning – hvor hun figurligt bliver til guld.

Dén fortolkning, skal jeg skynde mig at vedgå, er ikke en, jeg selv er kommet på – den har jeg udelukkende fra bogens forord. Som læser på egen hånd var jeg ærlig talt mestendels fuldstændig fortabt undervejs.

Faktisk rummer romanen også et trettende kapitel med titlen Hexentanz. Det var ikke med i den oprindelige bogudgivelse, men blev fundet blandt Colquhouns efterladte papirer og inkorporeret i senere udgivelser, herunder den danske oversættelse.

Kapitlet stikker lidt ud fra de andre, da det ikke indeholder nogen referencer til onklen eller den mystiske ø. Det er også i særklasse mere modbydeligt end de øvrige kapitler. På væmmelsesskalaen er kapitlet så nogenlunde på niveau med den berømte indledningsscene i Luis Buñuel og Salvador Dalis surrealistiske filmklassiker, Den andalusiske hund, hvor en kvindes øjeæble bliver skåret op med en ragekniv. Men væmmelighederne er også så groteske, at de faktisk er ret morsomme.

Som nu i mødet med familien Stump, som ud over far, mor, børn og bedstemor består af den trediveårige mand, Stumpen, der mangler arme, ben og ører:

Stumpen lå bare i sin kasse, han kunne ikke andet, men børnene plejede at lege en leg med ham, når han blev begejstret, hvor de snurrede ham rundt som en snurretop. Han var dækket af størknende sår; børnenes hovedmåltider bestod af de skorper, de pillede af disse sår, og den grønlige, sirupsagtige substans blandet med blod, de fandt nedenunder.

Velbekomme.

Blandt meget andet gav romanen mig også associationer til Shakespeares The Tempest (da. Stormen) – med onklen som troldmanden Prospero og anakoreten som tjeneren Caliban på deres forheksede ø.

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det er en bevidst reference. Men der er ingen tvivl om, at romanen er sprængfyldt med implicitte og eksplicitte referencer til alt muligt, herunder især til diverse esoteriske og okkulte traditioner såsom alkymisme, jødisk kabbala og tarotkort m.v., men også til antik, kristen og keltisk mytologi.

Sådanne referencer kan man som læser givetvis bruge lang tid på at identificere og forsøge at afkode og fortolke. Hvis man orker. Jeg orkede det ikke.

Ithell Colquhoun (1906-1988)

Man kan også – som Rikke Oberlin Flarup i forordet foreslår som én mulig læsestrategi – vælge at kaste ambitionerne om en rationel fortolkning overbord og i stedet åbne sanserne for en mere intuitiv læseoplevelse.

Jeg opgav hurtigt den rationelle tilgang og forsøgte at læse bogen med åbent sind. Bogen rummer da også mange på sin vis fascinerende og sanseligt pirrende scenerier. Men det lykkedes mig ikke at blive fanget.

Dels var det hele mig simpelthen for mærkeligt. Dels er bogen skrevet i et – givetvist bevidst – lidt stift, gammelmodigt sprog (som jeg ikke tror skyldes oversættelsen, som jeg ikke har noget at udsætte på), som var det en nøgtern, distanceret gengivelse af fortællerens drømme.

Ifølge forordet har Colquhoun da også i vidt omfang inkorporeret optegnelser fra sin personlige drømmedagbog i romanen. Måske med det afsæt, at hun betragtede sin egen drømmeverden som en kilde til esoterisk indsigt.

Men vi ved jo godt, hvordan vi alle i virkeligheden har det med andre menneskers drømme: Vi gider i bund og grund ikke rigtigt at høre om dem …

Rikke Oberlin Flarup afslutter sit forord med at stille sig selv spørgsmålet: “Hvad i alverden har jeg lige læst?” og opfordrer læseren til at bidrage med sit eget bud. Jeg må beklage, jeg kan desværre ikke hjælpe, jeg har ikke rigtigt noget bud …

Kan jeg anbefale bogen? Det ved jeg ikke helt. Colquhouns surrealisme er, når det kommer til stykket, nok for vild for min smag, og jeg har grundlæggende ikke en tilstrækkelig interesse for det okkulte og alkymisme til, at jeg kunne mobilisere energi til at forsøge at afkode romanens mulige budskaber.

Jeg fandt den nok mest interessant som et litteraturhistorisk kuriosum, og det er som sådan, at den udløser tre stjerner. Jeg kan i den forbindelse kun komplimentere forlaget Arkiv for Detaljer for at begive sig ud i en oversættelse og udgivelse af den.

Som sådan er Hermogenes’ gås (endnu) et eksempel på, at det er hos de små, danske forlag, at vi i disse år skal kigge efter de vildeste udgivelsessatsninger.

K's vurdering: