Ida Holmegaard: Graceland

Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.

Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie:

Den tolvårige skolepige Daisy kommer alene hjem fra skole og keder sig, mens hun savner sin tolv år ældre storebror, Theo, der er på vej hjem fra New York efter et halvt års studieophold. Daisy og Theos mor, Sylvia, der er skuespiller, er samtidig på vej hjem i bil fra en forestilling i Randers.

Imens kører Theo i taxa gennem New York på vej mod lufthavnen, mens han reflekterer over mændene i hans liv: Ekskæresten, som han slog op med, før han tog til New York. Et flygtigt dansk bekendtskab i New York. Og newyorkeren Kamal, som han har forelsket sig i derovre, men for hvem Theo formentlig kun er (endnu) en snart glemt elsker.

Kamal, Kamal. Det er ulideligt at tænke på, at jeg måske ikke kommer til at lære ham bedre at kende. Måske kommer jeg ikke til at vide mere om ham, end jeg gør nu. […] Han er stået ud af taxaen, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi stadig er i hvert fald delvist fiktive for hinanden. At vi begge to er noget, den anden har fundet på.

Dét er sådan set hele den ydre handling i den korte roman. Romanens styrke og ærinde skal imidlertid heller ikke findes i den ydre handling, men i indlevelsen i Daisys, Sylvias og Theos tanker (faren og lillebroren i familien kommer ikke selvstændigt til orde). Gennem deres tankestrømme maler Ida Holmegaard med god sans for mange små detaljer et billede af afstand mellem mennesker, der ellers burde stå hinanden nær, af forskellige måder, hvorpå vi mennesker kan længes og elske på nær og på afstand, af mere eller mindre irrationel angst for katastrofer, af vores optagethed af, hvordan vi tager os ud over for andre og af mangt og meget andet.

Tankestrømmene hos de tre hovedpersoner er formidlet troværdigt med alle de spring frem og tilbage mellem stort og småt, vigtigt og uvigtigt, der på en helt almindelig dag løbende kendetegner den menneskelige bevidsthedsstrøm – herunder den mere eller mindre bevidste reflektion over små detaljer i de ydre omgivelser, vi passerer forbi, og som løbende fanger vores opmærksomhed.

Ida Holmegaard (f. 1990)

Holmegaard gør alt dette rigtig glimrende. Og jeg er helt med på, at det er en del af bogens idé og præmis, at den ikke fokuserer på ydre handling, og at den handler om helt almindelige menneskers hverdagsliv. For mig var det bare ikke nok til for alvor at fastholde min interesse.

Den bedste del af bogen er den første om pigen Daisy. Holmegaard udviser her et fint blik for, hvordan tankerne også hos et barn inden for kort tid kan løbe frem og tilbage mellem det nære og banale og mere abstrakte og store tanker: Det, der fylder denne eftermiddag for Daisy, er blandt andet veninden, der ikke havde tid til at gå med hjem fra skole, Luciaoptog i skolen, tv-serier i fjernsynet, et dødt egern i haven, hendes savn af storebroren, morens medvirken i en julekalender, men også spekulationer over billeder af krig og katastrofer, der har hæftet sig fra fjernsynet og andre steder (terrorangrebet 9/11, det forsvundne Malaysia Airlines-fly m.m.).

Kapitlet om moren Sylvia fungerer også fint nok, men er mig måske nok lidt for kort. Omvendt var afsnittet om Theo, som optager næsten to tredjedele af bogen, mig derimod for langt med for mange gentagelser, og det havde svært ved at fange mig.

Igen: Det hele er fortalt troværdigt, og romanen fungerer for så vidt glimrende på egne præmisser. Jeg havde bare lidt svært ved at holde interessen, måske fordi det hele trods alt er for almindeligt og banalt.

Det er romanens største styrke, at Holmegaard gennemgående skriver godt, let og flydende med sans for de konkrete detaljer. Enkelte, ikke helt vellykkede, lidt for kunstlede metaforer kan jeg se igennem fingre med. Men – og kald mig bare en sur, gammel sprogpedant – kæden hopper af for mig, når jeg ikke bare én gang, men gentagne gange, støder på formuleringer som “Det skal ligne, at vi vil købe noget” og “Det ligner, at krybbespillet har presset bygningen nedad …” Det kan man simpelthen ikke sige og slet ikke skrive. I den skole, jeg har gået i, ville det derimod hedde: “Det skal se ud, som om …” eller “Det ser ud, som om …”

Ja, jeg ved godt, at den måde at behandle sproget på over de senere år er blevet udbredt blandt primært yngre sprogbrugere. Men i min optik er og bliver det bare dårligt sprog – af den karakter, som den herligt grovkornede sprogrevser Susanne Staun ville kalde det rene og skære sprogspasseri.

Nuvel, kan man se bort fra den slags skønhedsfejl (og det er der givetvis skræmmende mange, der kan), så er bogen som nævnt faktisk meget velskrevet.

Hvis dine læsepræferencer går i retning af udramatisk hverdagsrealisme om helt almindelige middelklassemenneskers helt almindelige liv, så er der gode chancer for, at du vil finde Graceland værd at læse. Den var blot ikke rigtig noget for mig, og det afspejles i min samlede stjernetildeling.

Ida Holmegaards Graceland er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv nominerede i januar-februar 2018.

K's vurdering: