Viggo Madsen: De beskrevne blade falder af! – Novelletter

Komiske, surrealistiske eller helt absurde små kortprosatekster om mangt og meget og ingenting og gakkelak. Giver det mening, mine herrer og damer? Nej, slet ikke. Men læs med alligevel.

Viggo Madsen (f. 1943) debuterede helt tilbage i 1966 og har en længere publikationsliste bag sig, som især omfatter lyrik, men også en del prosa, herunder både børnebøger og kortprosa for de voksne.

Dagens kalendergave i min bogpakkekalender fra Forlaget Korridor hører til i den sidste kategori og er faktisk mit første møde med Viggo Madsen.

De beskrevne blade falder af! bærer betegnelsen novelletter. Om det er forfatterens eller forlagets neologisme ved jeg ikke, men den er meget passende for disse små stykker kortprosa, som er for korte til at kunne kaldes noveller. De længste tekster i samlingen er på kun to små sider, og de fleste på ikke mere end halvanden.

Teksterne er illustreret med tretten collager fra Viggo Madsens egen serie De Elektrificerede Jokere – som alle er bygget op efter samme koncept: Den samme tegning af den elektriske stol fra det berygtede fængsel Sing-Sing påklistret forskellige varianter af jokeren fra et sæt spillekort

Har illustrationerne noget med teksterne at gøre? Overhovedet ikke. Giver de mening? Overhovedet ikke. Giver teksterne mening? Ja, nogle af dem … eller: ihvertfald på en måde … eller: til dels … eller: nej, ikke rigtigt … Men de er ret sjove.

Jeg har faktisk ikke rigtigt noget bud på, hvad Viggo Madsens selv måtte have opfattet som den dybere mening med de fleste af disse tekster. Jeg har heller ikke tænkt meget over det, og det skal man formentlig heller ikke.

Vi er i genren for absurdprosa.

I nogle af teksterne etablerer Viggo Madsen et lille tableau – som en scene fra et stykke absurdteater eller en surrealistisk film.

Andre tekster giver fornemmelsen af, at Madsen er startet i et hjørne med et billede eller en idé og så bare har skrevet derudad, dér hvor hans pen nu måtte føre hen.

Nogle af dem har en slags tematisk indre sammenhæng, men ikke af den grund nødvendigvis nogen egentlig pointe.

Teksterne bærer poetiske titler (der jo næsten kan stå alene) som: “AT BLIVE VÆK MIDT I EN SÆTNING,” “DEN LYD DET GIVER NÅR DRØMMEN SLIPPER OP,” “4U /UMÆTTELIGT UMÅDEHOLD UDEN UNDSEELSE: U-U-U-U.” og “SE NU FLUEN, SOM ÆDER MIT FINGERAFTRYK: JEG SIGER VELBEKOMME!”

Her er et karakteristisk eksempel på en af “novelletterne” i sin helhed:

STORE LÅDNE LUFFER OG DUMPEHULLER

Inde i skoven /bliver man ædt i nummerorden /Jeg så hende først! Pludselig går døren op, og den usynlige mand vælter ind. Det er blæsten, tænker man beroligende og lukker igen. Det er, hvad det er. Hvad der så end er kommet ind, kommer det ikke ud igen, så må det uundgåelige ske. Det sker så også. I sit fortvivlede forsøg på at påføre – eller skal man sige tilegne – sig en skæbne, kom German Gladensvend omsider til Bangkok. Bang Cock! Og ned gennem negationerne tumlede Alice, Wonderland eller ej: Det var kaninen som begyndte!

Tja. Hvad skal man lige mene om det? Jeg ved det ikke, tænker jeg. Mens jeg associerer til nogle af Viggo Madsens åndsfæller udi den eksperimenterende, til tider gakkelakkende modernisme i dansk litteratur såsom Per Højholt og Poul Vad.

Der skal ikke herske tvivl om Viggo Madsens fornemmelse for sproget. De fleste af teksterne er skrevet i en bevidst gammelmodig stil, som imidlertid ikke stiller sig i vejen, tværtimod, for Madsens underfundigt humoristiske leg med ord og rytme.

Madsen er som sådan en fornøjelse at læse i disse små novelletter. For min personlige smag er de fleste af teksterne dog lige en tand for langt ude i det absurde – eller bare for pointeløse – til virkelig at fange og fastholde min interesse. Jeg nød i høj grad Madsens sprogfinurligheder, men for mange af teksterne endte for mig i et uforløst eller bare ligegyldigt: “Tja, nå, det var det så nogle flere ord.”

Til gengæld er “novelletterne” pakket fornemt ind. De beskrevne blade falder af! er en smuk lille sag i lommeformat. Smudsbindets tekstur er lækkert at røre ved, omslagets simple design og layout passer godt til den gammelmodige sproglige stil i teksterne, og kombineret med illustrationerne i form af Madsens egne collager er det samlede grafiske udtryk i det hele taget med til at forlene udgivelsen med en tyngde, som teksterne måske ikke helt kan bære.

Men en fin lille adventsgave, dét var det. Uanset om det var kaninens skyld eller ej.

K's vurdering: