Fernando Pessoa: Den anarkistiske bankier

Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.

Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger.

Den anarkistiske bankier (opr. 1922, da.1991), som i sidste uge blev genudgivet på dansk af forlaget A Mock Book, er en ganske anden slags tekst. Teksten bryder gængse genredefinitioner, men kan måske bedst karakteriseres som et satirisk, filosofisk essay i fiktiv form.

Den korte, men koncentrerede tekst har form af en samtale mellem en anonym interviewer og titlens anarkistiske bankier. Formen i sig selv er et lille stykke filosofihistorisk satire, for så vidt fortællingen fremstår som en pastiche på Platons sokratiske dialoger mellem den docerende filosof og en mere eller mindre tungnem elev.

Fernando Pessoa i 1914. Foto: Livros Quetzal, S.A. e Maria José de Lencastre (Wikipedia)

Samtalen udformer sig som en udforskning af, hvordan den interviewede bankier i fuld alvor kan kalde sig anarkist, ikke bare i teori, men efter hans egen opfattelse i allerhøjeste grad i praksis, samtidig med at han som bankier skovler penge ind gennem finansiel spekulation. Og bankieren opfatter sig vel at mærke ikke som anarkist på trods af det sidste, men netop derved.

Teksten udgør denne bankiers filosofiske argumentation for, hvorfor han er verdens muligvis eneste ægte anarkist, over for den i begyndelsen skeptiske interviewer, der som udgangspunkt ikke unaturligt mener at se en selvmodsigelse i påstanden, men som til sidst bliver så overbevist, at han må udbryde: Ja, “De er virkelig anarkist.”

Jeg skal ikke her referere hele argumentet, det må man selv læse sig til. Men afsættet for bankierens argument er, at en anarkist “er én, der gør oprør mod det uretfærdige i, at vi i social forstand fødes ulige – dybest set er en anarkist ikke andet.” For en anarkist gælder det da om at bekæmpe de “sociale illusioner” i samfundet, som gør denne ulighed mulig. Og den mest betydningsfulde af disse sociale illusioner i vores samfund er penge.

Så langt, så godt. Indtil nu ligner det en ideologisk position, vi kan forbinde med den gængse opfattelse af anarkismen. Men herfra tager argumentet en ukonventionel drejning:

For hvordan tvinger man penge til underkastelse for at besejre og uskadeliggøre dem? Der er kun én realistisk vej, docerer bankieren:

Hvordan skulle jeg bære mig ad med at få magt over pengene og samtidig bekæmpe dem? Hvordan skulle jeg slippe for deres indflydelse og tyranni uden helt at undgå dem? Der var kun en metode – at komme i besiddelse af dem, at komme i besiddelse af en tilstrækkelig stor mængde til ikke mere at være under deres indflydelse; og jo flere jeg ville få fat i, jo mere frigjort ville jeg være for deres indflydelse.

Så han sætter sig for at skrabe så mange penge som muligt sammen til sig selv – ved brug af alle de mest kyniske, finanskapitalistiske metoder.

Gjorde han det da for efterfølgende at kunne dele ud af pengene til fattige for at reducere økonomisk ulighed eller for på anden måde at investere i en anarkistisk revolution? Nej, for det ville ifølge hans argument være at gribe ind i andre menneskers frihed, hvilket ville være i strid med de ægte anarkistiske principper.

I det hele taget ville enhver social organisering omkring den anarkistiske sag være et brud med anarkismens frihedsprincipper, fordi der med enhver organisering med nødvendighed følger, at nogle vil komme til at lede andre og dermed gribe ind i deres frihed.

Hvoraf ses klart: Den eneste ægte anarkist er den der i forfølgelsen af sine egoistiske principper søger at samle så mange penge sammen til sig selv som overhovedet muligt.

Jeg har kun skabt frihed. Frihed for en. Jeg har skabt frihed for mig selv. Det er fordi, min metode, som jeg har påpeget for Dem, er den eneste virkelige metode, og den tillod mig ikke at frigøre andre. Jeg har frigjort, hvad jeg kunne frigøre.

På denne måde lader Pessoa i teksten sin figur tage afsæt i nogle anarkistiske grundprincipper og forfølge dem ad absurdum frem til en konklusion, der står i skærende kontrast til udgangspunktet. Resultatet er naturligvis en udlevering af den anarkistiske ideologi (som i 1922, hvor Pessoa skrev teksten, var en i allerhøjeste grad aktiv politisk bevægelse flere steder i Europa).

Mere generelt kan man også læse teksten som en satire over akademisk, politisk-ideologisk argumentation i det hele taget. Og undervejs er der konkrete, drøje, satiriske hug til både marxister og liberalister.

Det hele er ganske vittigt, hvis man kan sine politiske ideologier. Jeg klukkede ihvertfald flere gange undervejs for mig selv over Pessoas tørre humor.

Den, der forventer et stykke prosa i stil med Rastløshedens bog (som jeg selv måske nok gjorde indledningsvist) vil dog velsagtens blive skuffet. Men det er sådan set ikke tekstens skyld, da dens karakter, form og ærinde som nævnt indledningsvist er et ganske andet.

Selv om teksten er kort, havde jeg dog gerne set den skærpet endnu mere. Der er en del unødvendige gentagelser undervejs, men det tager vi med – samlet set er den trods alt hurtigt læst.

Den nye udgivelse er beriget med smukke illustrationer af billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag, og der er i det hele taget tale om en lækker lille bog, hvor der er kælet for de designmæssige detaljer.

Herudover har Karl Erik Schøllhammer forsynet teksten med et forord, der introducerer til Pessoas værk. Der er ingen tvivl om, at Schøllhammer ved, hvad han skriver om, og forordet er ganske indsigtsfuldt. I sin stil henvender det sig imidlertid mest til et snævert akademisk publikum. Det synes jeg egentlig er lidt synd, da det derved i mindre grad bidrager til at åbne Pessoas værk op for den almindelige læser.

Den anarkistiske bankier i Mone Hvass’ oversættelse er tidligere udkommet på forlaget Nansensgade Antikvariat (1991), men den udgave har længe været umulig at opdrive. Det er således meget velkomment, at mikroforlaget A Mock Book nu har taget initiativ til en genudgivelse.

K's vurdering: