Yashar Kemal: Blikdåserne. En fortælling fra Anatolien

Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.

Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med.

Blikdåserne (opr. 1955) ses også ofte blandt Kemals fremhævede værker, så da jeg faldt over den i mine forældres bogreol i en dansk bogklubversion fra 1974, tænkte jeg, at den med sine kun 127 små sider kunne være en hurtig introduktion til forfatterskabet.

Jeg er dog ikke en litteraturhistorisk læser, men lystlæser. Og bedømmelserne her på bloggen er lystlæserens, mere end litteraturhistorikerens. Og lystlæserens oplevelse var, at historiens tand har været lidt hård ved Blikdåserne.

Handlingen udspiller sig i et landdistrikt i Anatolien i det sydlige Tyrkiet. Storbønderne i området har kastet sig over risdyrkning, og forsøger via korruption at få riskoncessioner til at overrisle stadigt større arealer til brug for risdyrkning. Resultatet er imidlertid oversvømmede landsbyer og malaria.

I romanen følger vi den nye, unge præfekt i distriktet, som i begyndelsen er et let offer for storbønderne, men siden får øjnene op for konsekvenserne og derefter tager bøndernes parti. Men til sørgeligt ingen nytte. Mod kapitalen kæmper alle forgæves, er budskabet.

Romanen er åbenlyst velskrevet og veloplagt oversat til dansk af Jens Juhl Jensen. Den er befolket af et galleri af gode typer, omend jeg godt kunne have ønsket mig, at flere af dem blev udfoldet lidt mere. Den er endda ikke uden humor.

Og så er den drevet af en social og politisk indignation på vegne af landbefolkningen i Anatolien, som man kun kan blive grebet af og sympatisere entydigt med.

Det sidste er imidlertid også romanens problem. Jeg savnede nogle flere nuancer i personerne og historien. Der er ansatser til mere komplekse personskildringer, men måske på grund af romanens korthed bliver de ikke udfoldede.

I stedet får vi en politiseret historie om de meget, meget onde og dumme, men snedige og i sidste ende alligevel sejrrige (på grund af deres kapitalstærkhed og skruppelløshed) storbønder mod de fattige, ærlige, men magtesløse småbønder. Iblandet den tyrkisk-kurdiske konfliktlinje, som jo stadig er i den grad aktuel.

Hvad var de dog for nogle størrelser, disse mennesker? Der ikke havde øjne for noget som helst andet end deres egen profit. Og som var rede til at ofre menneskeliv bare for at kunne inkassere nogle usle skillinger.

Den sociale indignation går tydeligt igennem, og Kemals socialpolitiske ærinde er svær at sætte fingre på. Det bliver mig bare for skabelonagtigt, og et eksempel på, hvordan potentiel god litteratur ofte må lade livet, når de politiske intentioner tager over.

Så selv om jeg langt hen ad vejen fandt Blikdåserne let og fornøjelig læsning, som en slags anatolsk Scherfig, så faldt den i sidste ende alligevel igennem for mig af ovennævnte grunde.

Jeg skal dog ikke afvise, at jeg senere vil tage fat i Memed, My Hawk fra bogreolen, men jeg venter lidt.

K's vurdering: