Lev Tolstoj: Bekendelser

Bekendelser er Tolstojs beretning om sin personlige søgen efter svaret på menneskehedens universelle spørgsmål: Hvad er meningen med mit liv? Og uanset, om man er i stand til at spejle sig i de svar, han ender med at finde, så er Tolstoj reflektioner værd at følge. For hans anfægtelser er lige så relevante at forholde sig til for en gennemsnitsdansker i 2022, som de var for en adelig russisk forfatter i 1870’erne.

Lev Tolstoj (1828-1910) fremstår ikke bare for os i dag som en af litteraturhistoriens største forfattere. Han var faktisk også i sin samtid ganske feteret og oplevede stor succes med både sine fortællinger og store romaner Krig og fred (1869) og Anna Karenina (1873-1877). Dertil kommer, at han var født med en sølvske i munden som arving til et rigt gods.

Tolstoj voksede op med den russisk-ortodokse kristendom, men havde allerede tidligt valgt kirken fra, egentlig ikke på grund af filosofiske eller religiøse overvejelser, mest bare fordi troen og kirken forekom irrelevant for en ung, veluddannet mand som Tolstoj, der var del af en spirende modernitet.

[…] troslæren har ingen del i livet, og i omgangen med andre mennesker vil man aldrig træffe på den, og i ens eget liv skal man aldrig tage stilling til den; denne troslære forkyndes et sted langt fra livet og uafhængigt af dette. Hvis man støder på den, er det kun som et ydre fænomen, der ikke har noget at gøre med livet.

Midt i livet kastes Tolstoj imidlertid ud i en eksistentiel krise og depression, som bringer ham på randen af selvmord. Han kiggede sig rundt i verden og i sin omgangskreds og ikke mindst på sig selv – og han så først og fremmest åndløshed, forfængelighed, havesyge og stolthed.

Tolstoj stiller sig selv det universelle eksistentielle spørgsmål, som alle generationer af mennesker i historisk tid (og sikkert også før) har stillet sig: “Hvorfor skal jeg leve, hvorfor skal jeg ønske noget, hvorfor skal jeg gøre noget?”

Bekendelser er disponeret som personlig, selvbiografisk fortælling om Tostojs søgen efter tilfredsstillende svar gennem litteraturstudier af både religion, filosofi og naturvidenskab.

Han finder dog ikke inden for nogen af disse vidensfelter svar, der kan overbevise ham om, at selvmordet ikke er den mest rationelle handling. Han er tæt på at fuldbyrde selvmordet, men gør det ikke – efter eget udsagn primært af fejhed.

Hos naturvidenskaberne er der – allerede ifølge videnskabens natur – ingen svar at hente på, hvad der meningen med livet. Tolstoj opsummerer naturvidenskaberne svar på, hvad livet er, således:

Du er en tilfældigt formet lille klump af noget. Den lille klump rådner. Denne rådneproces kalder klumpen for sit liv. Den lille klump går i stykker, og det er slut med rådneprocessen og alle spørgsmålene.

Heller ikke i det, Tolstoj kalder de spekulative videnskaber (metafysikken), er der andre svar at hente end dem, han allerede selv har tænkt sig frem til:

Hvad er meningen med mit liv? – Der er ingen mening. Eller: Hvad kommer der ud af mit liv? – Intet. Eller: Hvorfor eksisterer alt det, der eksisterer, og hvorfor eksisterer jeg? Fordi det eksisterer.

I sin midtvejskrise kigger Tolstoj også i retning af den kirke, han ellers tidligere havde forladt, men i den ortodokse kirkes troslære finder han fortsat ikke svar. Det hjælper ikke på det, at de gejstlige personer i hans omgangskreds heller ikke ligefrem fremstår som lysende forbilleder ud i livsførelse:

På et menneskes liv kan man nu som før ikke se, om det er troende eller ej. Hvis der er en forskel mellem dem, der tydeligt forkynder den ortodokse tro, og dem, der fornægter den, er det ikke til fordel for de første.

Ikke desto mindre er det i den kristne tro, at Tolstoj ender med at finde sine svar. Dog ikke i kirkens troslære og ritualer, derimod i den tro, der praktiseres som en del af dagliglivet for almindelige, arbejdende mennesker – mennesker, for hvem tro og overtro ikke bare er “epikuræisk underholdning,” som for de adelige og intellektuelle i Tolstojs egen omgangskreds, men en nødvendig og helt naturlig del af dagliglivet.

Den udogmatiske, kristne tro (særligt inspireret af Bjergprædikenen i Det Nye Testamente) kombinerede Tolstoj med socialistisk inspirerede ideer og en radikal pacifisme.

Tolstoj lod det i øvrigt ikke blive ved denne intellektuelle og følelsesmæssige erkendelse. Da han i 1879 påbegyndte arbejdet med Bekendelser havde han allerede i årevis praktiseret et stort socialt engagement på sit eget gods ved f.eks. at etablere skoler for bønderne m.v. Og i de sidste årtier af sit liv praktiserede han i stigende grad en asketisk livsførelse (ingen tobak og alkohol og så lidt sex som muligt), frasagde sig sin aristokratiske privilegier, arbejdede selv i marken med bønderne og gik klædt ganske simpelt og fattigt.

Eksempler på, hvordan denne nye fase i Tolstojs liv satte aftryk på hans skønlitterære værker, kan man finde i den danske antologi Herre og tjener og andre noveller med fortællinger fra perioden 1872-1895 og i hans mesterlige kortroman Ivan Iljitjs død (opr. 1886). Kreutzersonaten (1889) er et eksempel på, hvordan hans asketiske seksualmoral løber af sporet (men en fremragende fortælling er det nu alligevel).

Det er helt sjovt at læse Bekendelser direkte i forlængelse af ungdomsværket Barndom, ungdom og opvækst (1852-1856). I den aldrende Tolstojs bekendelser af sin ungdoms skørlevned og åndelige vildfarelser genkender man næsten 1:1 den unge jeg-fortæller fra det tidlige værk. Det sidstnævnte værk fuldførte han aldrig med det oprindeligt planlagte fjerde bind, men det toner ud med antydning af en spirende selverkendelse hos den unge jeg-fortæller af, at han måske er på en forkert vej i livet – svarende til de reflektioner, Tolstoj fører videre senere og redegør for i Bekendelser.

Først og fremmest er Bekendelser dog værd at læse i dag på grund af de eksistentielle spørgsmål, Tolstoj stiller, og hans begavede reflektioner over mulige veje til at finde svar – og ikke mindst hans overvejelser over, hvorfor han ikke kan finde tilfredsstillende svar hos hverken naturvidenskaberne, socialvidenskaberne eller den filosofiske metafysik.

Det er spørgsmål og reflektioner, som er lige som aktuelle for et moderne menneske i Danmark i 2022, som de var for Tolstoj i midten af det 19. århundrede. Og man behøver på ingen måde at tegne abonnement på Tolstojs egen løsning i form af hans særegne kombination af socialistisk inspireret bonderomantik og kristen tro for at blive klogere af hans spørgsmål og reflektioner.

Dertil kommer, at Tolstoj i Bekendelser skriver, så det er en sand fornøjelse.

Bogen er oversat til flydende dansk af Lars Peder Poulsen-Hansen og forsynet med et glimrende forord af Anna Libak, som også netop sætter fokus på relevansen af at læse Tolstojs bekendelser i dag.

K's vurdering: