Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger

Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.

Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd.

Gogol omtales ofte som den første realist i russisk litteratur, men ikke mindst hans noveller indeholder også markante groteske og (med en anakronisme) surrealistiske præg.

De fem fortællinger i Petersborg-fortællinger er, som det fremgår af oversætter René Wad Andersens forord, oprindeligt udgivet særskilt og først senere samlet under overskriften Petersborg-fortællinger. Fortællingerne er da også ganske forskellige og af forskellig kvalitet (inden for spektret “høj” til “særdeles høj”).

Den mest berømte af Gogols fortællinger, Kappen (1842), er også den suverænt bedste i denne samling. Den formelig tilintetgør de øvrige, men den er også mesterlig, og den alene får min vurdering af denne samling til at gå i top.

Flere har i litteraturkritikken peget på netop Kappen som en direkte inspiration og indflydelseskilde for Dostojevskij, ikke mindst til karakteren Devusjkin i Stakkels mennesker (1846). Men den letterede maniske stemning og følelsen af, at hovedpersonen ikke er helt virkelig (og til sidst bliver han til et decideret genfærd) synes jeg også, at man kan genfinde i for eksempel Dostojevskijs Dobbeltgængeren.

Kappen lægger ud med et afsnit, som afslører, at krænkelseskultur ikke er noget nyt, hvilket får fortælleren til i allerførste linje at stoppe sig selv, da han er på nippet til at afsløre, i hvilket departement, hovedperson var ansat, men … “nej, det er nok bedst ikke at nævne hvilket departement. […] Det er efterhånden kommet så vidt, at alle og enhver føler sig krænket på vegne af hele samfundet.” Hvorefter følger en lille digression om en politikommissær, som anlagde en sag, fordi han på vegne af embedet (og måske især sig selv) følte sig krænket over en “romantisk roman,” som omtalte en politikommissær i mindre flatterende vendinger. Så altså:

… i et vist departement arbejdede en vis embedsmand, en embedsmand, der afgjort ikke var særlig bemærkelsesværdig; han var temmelig lav, en smule koparret, en smule rødhåret, øjensynlig en smule svagtseende, med en lille skaldet plet i panden, med rynker på begge kinder og med den ansigtsfarve, der kaldes hæmoridalsk … Hvad skal man sige? Det er Petersborg-klimaets skyld.

Embedsmanden er titulærråd Basjmatjkin. Titulærråd lyder måske nok af noget vældig fint, men i realiteten dækker det over, at Basjmatjkin er en skriver, en afskriver på en skrivestue – ligesom Dostojevskijs Devusjkin i Stakkels mennesker. Til gengæld er han god til sit arbejde, som han udfører med stor dedikation og samvittighedsfuldhed. Faktisk i en grad, så hans overordnede på et tidspunkt gav ham en mere udfordrende opgave, hvor han ikke bare skulle skrive af, men også “ændre overskriften og visse steder ændre verberne fra første til anden person.” Men det var for slemt, og til sidst måtte han kaste håndklædet i ringen: “Nej, lad mig hellere få et eller andet, jeg kan skrive af.”

Basjmatjkin er en lille mand, undseelig og ludfattig, udsat for overbærende latterliggørelse blandt sine kolleger. Og så ubemærkelsesværdig, at ikke engang hans mindre flatterende træk er særligt udtalte, jf. citatet ovenfor. Hans skæbne har været beseglet fra barnsben: Allerede ved dåben “stak han i gråd og skar en grimasse, som om han allerede fornemmede, at han ville blive titulærråd.”

Men Basjmatjkin kæmper for at opretholde sin værdighed som menneske. Og i fortællingen bliver alle hans anstrengelser og forhåbninger – og penge – investeret i bestillingen af en ny elegant kappe hos hans skrædder. Kappen bliver for den fattige, underkuede embedsmand til materialiseringen af hele hans værdighed og hans forhåbninger for fremtiden.

Og den nye kappe synes at indfri det hele, men selvfølgelig går det galt. Midt i sin triumf over den nye kappe, bliver han den berøvet. Et slag, han ikke overlever. Og her forlader Gogol realismen, for den underdanige, forsmåede embedsmand opstår derefter som et hævnende genfærd, der hærger Petersborgs gader.

Kappen er forrygende morsom i sin satire over embedsværket og de sociale statusmarkører i samfundet i øvrigt. Den er samtidig rørende i sit portræt af den stakkels Basjmatjkin, som i livet var så uanseelig, men på en eller anden måde får et come-back i døden som genfærd. Basjmatjkin er en storartet litterær karakter – og i dén grad i egen ret, selv om Dostojevskijs nævnte Devusjkin har mere dybde.

Gogols næsten maniske stil i Kappen folder sig endnu mere ud i andre af Petersborg-fortællingerne. Ikke mindst i En afsindig mands optegnelser (1835), der er skrevet som en dagbog af titelpersonen. Her syrer Gogol helt ud, efterhånden som fortælleren bliver mere og mere rablende gal. Det er ret sjovt, og man bliver helt forpustet som læser, men fortællingen har også et præg af formeksperiment over sig, og jeg fandt, at det var den mindst interessante i samlingen.

Novellen Nevskij Prospekt (1834) udmærker sig omvendt som en realistisk, levende, sitrende miljøbeskrivelse af Petersborgs mondæne hovedstrøg, som novellen tager sin titel af. Gogol lægger ud med en lovprisning af den fashionable gade set ovenfra. Derfra dykker fortællingen ned i gaden, nærmest som en kamerapanorering, og beskriver dens foranderlige rytme i løbet af en dag fra morgen til aften. Vi får levende beskrivelser af de forskellige typer af mennesker, der dominerer gadebilledet på forskellige tidspunkter, af butikkerne og i det hele taget af livet, som det udfolder sig i gaden.

Men novellen er også interessant for sin litterære stil. For pludselig zoomer “kameraet” ind på to danderende mænd, der følges ad, men snart skilles, da deres opmærksomhed fanges af to forskellige kvinder, som de hver sætter efter. Først følger vi den ene, siden den anden, og to helt forskellige, små historier udfolder sig, som hver giver et glimt af de forskellige liv, der udfolder sig på prospektet, men også i de omkringliggende, mindre (noget mindre) mondæne gader.

Portrættet (1834-1842) er en gotisk gyserfortælling om et forbandet maleri, som i første omgang kan bringe sin ejermand lykke, f.eks. i form af penge, men snart efter synes at udvirke en forandring af ejerens personlighed, der uvægerligt fører ham i ulykke. Jeg associerede uvilkårligt til Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray (1891). Mon Wilde har hentet inspiration herfra? Jeg ved det ikke, og har heller ikke undersøgt, om Gogols novelle faktisk blev oversat til engelsk så tidligt, at det er en mulig inspirationskilde.

Endelig er der Næsen (1836-1842), som lægger ud med en slags lille prolog, hvor en barber til sin store bestyrtelse finde en menneskenæse i det brød, hans kone serverer til morgenmaden. Større bliver bestyrtelsen, da han straks genkender næsen som tilhørende en af hans faste kunder, kollegieassessor Kovaljov. Barberen (der “som enhver anden hæderlig russisk håndværker var […] en værre drukkenbolt”) har ingen anelse om, hvordan næsen skulle have fundet vej til hans morgenbrød, men beslutter sig straks for at skille sig af med den ved at kaste den diskret i floden.

Klip til kollegieassessor Kovaljov (som for at tilføre sin titel lidt mere værdighed dog altid benytter militærets tilsvarende titel, “major”). Han får sig om muligt et endnu større chok, da han samme morgen ser sig i spejlet og i stedet for sin vanlige, karakterfulde næse kun finder en glat flade. Endnu værre bliver det i løbet af dagen, da han til sin berettigede fornærmelse møder næsen i Petersborgs gader, hvor den frækt spankulerer rundt, ikke bare som kollegieassessor, men i en statsrådsuniform.

Karakteristisk for Gogols stil er kollegiesassessor Kovaljov imidlertid ikke først og fremmest forundret over det eventyrligt urealistiske i, at hans næse går rundt i gaden, men mest af alt bekymret over, hvordan situationen håndteres korrekt:

“Hvordan skal jeg tiltale ham?” tænkte Kovaljov. “Det hele, både uniformen og hatten, viser jo, at han er statsråd. Fanden vide, hvordan den skal kringles?”

Herfra bliver det kun mere gakket. Næsen er lille, satirisk perle.

Næsen er i øvrigt den eneste af fortællingerne i samlingen, jeg har læst tidligere – i en pragtfuld version fra forlaget Rhodos (1987, ovs. Karina Windfeld-Hansen) illustreret med skønne tegninger af Helge Jensen udført i 1920’erne. Jeg huskede ganske vist novellen som lidt skarpere, og jeg var på den baggrund en smule skuffet ved genlæsningen.

Det, der kan fremstå som manglende skarphed i fortællingen, hører dog retfærdigvis også sammen med Gogols fortællestil. Som i flere af de øvrige fortællinger leger han også i Næsen med fortælleplanerne. Ikke alene skifter fortællerperspektivet fra barberen til kollegieassessoren, men med mellemrum lader han en fortællerstemme blande sig eksplicit – imidlertid en fortæller, der ikke er klassisk alvidende, men også selv synes en smule perpleks over historien (“men her lægger der sig en tæt tåge over hændelsen, og hvad der videre skete, er ganske uvist,” hedder det således et par steder). Og afslutningsvist ryger vi helt op i et metaperspektiv, hvor forfatteren kommenterer på fortællingen som helhed med et blik udefra:

Men det allermest mærkelige og ubegribelige er, hvad der får forfattere til at vælge den slags emner. Jeg må indrømme, at det er helt ufatteligt, det er simpelthen … Nej, nej, jeg forstår det slet ikke. For det første har fædrelandet ikke den mindste gavn af det. For det andet … for det andet gavner det heller ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget …
     Men alligevel, når alt kommer til alt, kan man selvfølgelig godtage både det ene, det andet og måske også det tredje … Og er der da ikke noget fornuftsstridigt i alting, når det kommer til stykket?

Og jo, det er svært ikke at medgive Gogol i, at der synes at være noget fornuftsstridigt i mangt og meget. Og selv om jeg heller ikke forstår det hele i Gogols fortællinger, og selv om de fleste af dem er lidt løse i kompositionen, så er jeg ikke i tvivl om, at de gavner noget. Ihvertfald har de gavnet litteraturen, og det gavner også at læse dem i dag.

K's vurdering: