Panaït Istrati: Hajdukerne

Rumænske Panaït Istrati er som forfatter båret af en kombination af kommunistisk idealisme og folkloristisk bonderomantik. Det er ikke uden historisk interesse, men jeg tror, at man må sige, at denne litterærre genre har set sin tid.

Min læsning har de første par måneder af 2022 været dedikeret til primært russisk og især klassisk russisk litteratur. I marts bevægede jeg mig en smule vestpå, hvor jeg har hoppet lidt frem og tilbage over grænsen mellem Ukraine og Ungarn for siden at bevæge mig videre til Rumænien. Jeg er stadig i Rumænien.

Panaït Istrati (1884-1935) nød en vis popularitet i sin tid, men huskes formentlig ikke af så mange i dag. Det er nok, som det skal være.

Istrati var født i Rumænien, men skrev som forfatter på fransk. Han ar det meste af sit liv en dedikeret kommunist og havde store forhåbninger til bolsjevismen. Han var optaget af det sovjetiske eksperiment og besøgte Sovjetunionen to gange i slutningen af 1920’erne. Det andet besøg åbnede imidlertid hans øjne for de repressive elementer i Stalins regime, og han endte sine dage politisk desillusioneret.

Hajdukerne (opr. 1925) stammer fra tiden før Sovjetbesøgene, og romanen er båret af et tydeligt politisk engagement.

Romanen foregår – at dømme efter referencer til “den tyrkiske besættelse” – i sidste del af 1800-tallet, efter Rumæniens selvstændighed fra det Osmanniske Rige i 1866, men tæt nok herpå til at flere af de historier, der fortælles i romanen, foregår under det osmanniske herredømme.

En hajduk er – ihvertfald i Istratis gestaltning – en ædel røver, en slags rumænsk svar på Robin Hood og hans lystige svende. Mænd og kvinder, der i oprør mod herremændenes, præsteskabets og de tyrkiske overherrers undertrykkelse af almindelige mennesker er gået i skoven eller bjergene, hvorfra de bedriver røvervirksomhed mod de rige og deler med de fattige.

Hajdukerne er én bog i en længere romancyklus om Panaït Istratis alter ego Adrien Zograffi. I Hajdukerne optræder “hovedpersonen” dog ikke som andet end en helt passiv lytter til hajdukernes fortællinger omkring lejrbålet.

Romanen består således af fem beretninger fra fem personer i en bande af hajduker, der gennem disse fortællinger konstituerer sig påny, efter at deres leder er blevet dræbt. Hver især fortæller de om deres fortid og om, hvad der fik dem til at forlade deres respektive liv og slutte sig til de ædle røvere i bjergene.

“Siden dengang er jeg blevet kureret for den drøm, der binder frie mænds skæbne til slavernes. Vi er ikke alle skabt af det samme stof. Lad den, som lider mere under åget end under tabet af sin frihed, blive ved med at være lænket; jeg skal ikke befri ham. Friheden vil forsvares; og jeg ved ikke, hvem jeg hader og foragter mest, den, der undertrykker friheden, eller den, der er bange for at forsvare den. Jeg er kun hajduk for hajdukerne! …”

Det er barske historier om udbytninger og undertrykkelse af landbefolkningen, og de er ikke helt uden underholdningsværdi. Hvis man har en særlig interesse i rumænsk folklore, er der givetvis også en del at komme efter her.

Meget stort litterært indtryk gjorde bogen dog ikke på mig. Den forekom mig til gengæld en smule bedaget. Ikke al slags vin bliver bedre af at blive gemt, og det gælder også litteratur.

K's vurdering: