Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet.
Jeg har aldrig rigtigt fået dyrket Per Petterson (f. 1952), som jo ellers er et stort navn både i Norge og internationalt, herunder i Danmark. Jeg læste for nogle år tilbage hans internationale gennembrudsroman Ud og stjæle heste. Jeg var ikke i tvivl om dens kvaliteter, men ramte mig ikke helt på det tidspunkt.
Min læseoplevelse med Jeg nægter fra 2012 (da. 2013 ved Annelise Ebbe) var lidt den samme. Der er utroligt meget godt at sige om romanen, jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget alvorligt at sige den på. Men jeg havde alligevel svært ved helt at blive fanget, før hen mod den sidste tredjedel af romanen. Måske har jeg læst den over lidt for lang tid, men det siger på den anden side også noget: at det ikke var en roman, jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Men tag ikke dette mit forbehold for tungt – andre anmeldere har været ovenud begejstrede, og det er der da også mange gode grunde til.
Jeg nægter er især en roman om venskab og om, hvor skrøbelige selv de stærkeste relationer i virkeligheden kan være. Om relationen mellem venner, mellem fædre og sønner, mellem søskende, og om vold i familier. Om uforsonlighed. Og mere generelt om, hvordan livet ikke altid former sig, som man håbede og ønskede, og at lykken ikke altid venter for enden af det, man stræber efter.
Romanens hovedhistorie foregår over et enkelt døgn i 2006. To mænd mødes kort og tilfældigt på en bro uden for Oslo en tidlig morgen. Som børn var Jim og Tommy de tætteste venner, “venner for livet,” troede de. Men deres veje skiltes, og de har ikke set hinanden i 35 år. Det korte møde udløser for dem begge i løbet af det følgende døgn et vendepunkt, mere drastisk for den ene end for den anden.
Undervejs i romanen opruller Petterson i lange tilbageblik de to mænds fortid, først og fremmest de afgørende barne-og ungdomsår. Den er skiftevis fortalt i førsteperson fra henholdsvis Jims og Tommys perspektiv. I enkelte kapitler får Tommys søster også en stemme. Andre kapitler er fortalt i tredjeperson af den alvidende fortæller og giver indblik i enkelte andre bipersoners indre liv.
Som barn bor Jim alene med sin mor, han har aldrig kendt sin far. Tommy bor med sin far og tre søstre, moren forlod dem uden et ord, da de var små, og faren får afløb for sine frustrationer som skraldemand ved at tæve alle børnene. I barndommen og ungdommen er Jims fremtidsperspektiver tilsyneladende de bedste, han er den smarte og intellektuelle fyr, mens Tommy og hans søskende er hårdt prøvede af den voldelige far.
Tidligt i romanen, efter en særlig voldsom omgang tæv fra faren, tager Tommy til fysisk genmæle og smadrer farens ankel med et boldbræt. Faren forlader hjemmet uden – før mange år efter – at lade høre fra sig, og de fire søskende bliver anbragt hos forskellige familier.
Da vi i begyndelsen af romanen møder Jim og Tommy, er forholdet imidlertid vendt om: Jim er alkoholiseret og langtidssygemeldt og går stadig i sin gamle, slidte sømandsjakke, som var smart i skoletiden, men nu mest lugter af fisk. Tommy har haft erhvervsmæssig succes og kører i en dyr bil og klæder sig i dyrt tøj. Ingen af dem er lykkelige.
Mere vil jeg ikke afsløre, for et vigtigt element i romanens komposition er den gradvise optrevling – gennem flakkende tilbageblik – af de videre begivenheder og årsagerne til, at de to venner mistede kontakten, og hvordan det i øvrigt gik.
Det er ikke en feel good-bog, som man måske fornemmer. Det er hård realisme Stemningen er grundlæggende melankolsk, med enkelte glimt af lykke, og især den sidste del af romanen er stærk og svær ikke at blive berørt af.
Petterson skriver godt. Der er sådan set ikke mange ord, eller sætninger, man ville være foruden. Han gør udstrakt brug af korte helsætninger adskilt af kommaer, og han gør det gennemgående med god effekt. Hans stil er krads realistisk, og han har en fornem fornemmelse for de små detaljer.
Rytmisk er Pettersons skrift dog ikke på niveau med for eksempel mesterlige Jon Fosse, og han skriver ikke med samme uforlignelige klarhed som en Tarjei Vesaas. Det er selvfølgelig også et hårdt sammenligningsgrundlag, og det siger noget om Pettersons format, at det netop er forfattere som Fosse og Vesaas, der rinder mig i hu.
Alligevel blev jeg som antydet ikke helt fanget før den sidste tredjedel, som til gengæld er virkelig stærk. Derfor kan jeg ikke komme helt op at ringe i min samlede vurdering.
Titel: Jeg nægterForfatter: Per Petterson
Udgiver: Batzer & co.
Udgivelsesdato: 17.05.2013
Sider: 287
Originalsprog: Norsk
Oversætter: Annelise Ebbe
Originaltitel: Jeg nekter
Opr. udgivelsesår: 2012
Læst: April 2022
K's vurdering:
Hej Kasper,
Jeg må igen påpege en uoverenstemmelse, mellem karakter på index-siden, og så her af anmeldelsen. Hhv. 5 og 4 stjerner.
Fortsæt dot vigtige arbejde. Jeg glæder mig til hver nye anmeldelse!
Vh. Emil
Tak, det er rettet. Godt med korrekturhjælp 😉