Diaa Jubaili: No Windmills in Basra

“There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am I supposed to fight?”

Ovenstående korte digt står som epigraf til flash fiction-samlingen No Windmills in Basra (opr. 2018, eng. 2022) af irakiske Diaa Jubaili (f. 1977). Med sin på én gang humoristiske, implicitte reference til Don Quixotes legendariske kamp mod vejrmøllerne og sin – med Iraks nyere krigshærgede historie i baghovedet – samtidig tragisk-sørgmodige, ja, fortvivlede tone rammer digtet ganske godt noget af grundstemningen i samlingen.

Men der sker vildere ting i Jubailis litterære univers end som så. Mennesker transformerer sig til dyr, planter eller ting. De døde går igen. Igen og igen indhentes mennesker af skæbnen, som ikke sjældent synes styret af en syret, lunefuld associationslogik.

Nogle tekster i samlingen kan genremæssigt rubriceres som en art arabisk magisk realisme. Andre bevæger sig over i det surrealistiske. Mens atter andre nærmest har karakter af fabler.

Mange tekster er humoristiske. Nogle gange med held. Oftere falder humoren – for denne læser – dog lidt fladt til jorden som bare fjollet, grænsende til plat eller bare fadt.

For hovedparten af teksterne danner de tragiske begivenheder i Iraks historie imidlertid et barsk bagtæppe: Den langvarige og blodige iransk-irakiske krig i 1980-88, de to Golfkrige i 1991 og 2003 og i det hele taget undertrykkelsen og forfølgelserne under de forskellige irakiske regimer i perioden.

I “The Scarecrow” træder menig Hakim i det sidste år af den iransk-irakiske krig på en landmine. For ikke at udløse den bliver han stående – i år efter år, mens han transformeres til et fugleskræmsel, der holder krager og ørne væk fra hans soldaterkammeraters hvide knogler.

I “The Taste of Death” forsøger en bonde at opdyrke sin jord efter krigen, hvorved han forstyrrer en deling døde soldater, der graver sig op af jorden og humper væk, mens de piller rustne kugler ud af kranierne og forsøger at holde deres øjenæbler på plads i øjenhulerne.

En mand bliver i “Warts like Pegs” voldsomt angrebet af vorter med form og størrelse som pløkker, indtil han bliver kendt som pindsvinet.

I “The Dung Beetle” begynder Burhan skæbnesvangert på vejen hjem at sparke til en lille sten og kan ikke holde op, mens stenen samler mere og mere skidt sammen og bliver større og større, og han selv gradvist forvandles til en lille møgbille.

De religiøse fanatikeres had til kvinder behandles poetisk i “The Scent of Cherry Blossom”, hvor en kvinde frem for at dække sit hår med tørklæde ifører sig søstjerner og går i druknedøden.

I en anden satire over de skæggede religiøse fundamentalister sidder en mand på en bænk i en park og læser Walt Whitman. Ved hans side sidder en gammel mand, der til forveksling ligner den amerikanske forfatter, og ud af hans skæg vælder et flor af sommerfugle, mens skægget vokser og vokser og til sidst dækker hele parken og danner nye gemmesteder for unge elskende som erstatning for de træer og buske, de skæggede fundamentalister ellers havde fjernet for at forhindre netop slig utugtighed.

I “Salma’s Sparrows” bor der en flok stærefugle i pigen Salmas brystkasse, som forårsager hende stærke brystsmerter, hver gang hendes forældre er på nippet til at få hende gift i et arrangeret ægteskab.

Og sådan kunne jeg blive ved, for der er historier nok at tage tage af i No Windmills in Basra. Nok også for mange.

Diaa Jubaili (f. 1977). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Med i alt 77 korte historier og én længere novelle fordelt på reelt kun 172 sider er mange af teksterne i samlingen endog meget korte. De fleste kan ikke engang kaldes noveller, men har karakter af kortprosa eller flash fiction, som formen kaldes på engelsk. De fleste er på kun et par sider, de korteste bare omtrent ti linjer.

I en del historier følte jeg mig en lille smule lost in translation.

I nogle tilfælde kan det skyldes mere eller mindre banale oversættelsesvanskeligheder fra arabisk til engelsk. Oversætter Chip Rossetti gør i sit forord opmærksom på, at Jubaili i vidt omfang benytter sig af ordspil, som i nogle tilfælde vanskeligt lader sig oversætte. Det kan måske undskylde, at en del af ordspillene i teksterne for ofte faldt lidt tamme til jorden for mig.

En anden oversættelsesvanskelighed kan være den kulturelle. Også ifølge Chip Rossettis forord er Jubaili i høj grad inspireret af arabisk folklore, som han i sine historier refererer til implicit eller eksplicit.

I nogle tilfælde kunne jeg i et vist omfang følge med, f.eks. kunne jeg genkende de gentagne motiver fra det klassiske arabiske sagn om Majnun Qays og Layla (som jeg har skrevet lidt om for år tilbage i min anmeldelse af Qassim Haddads Chronicles of Majnun Layla). Men oftere havde jeg under læsningen en klar fornemmelse af, at der var kulturelle referencer på spil, som imidlertid slet og ret gik hen over hovedet på mig.

Sproglige og kulturelle oversættelsesudfordringer uagtet: Jeg havde gerne set omkring to tredjedele af historierne i No Windmills in Basra luget ud. Så kunne der måske været løbet en stjerne mere på i min samlede vurdering. Som samlingen står nu, er der for mange nitter imellem.

Ikke desto mindre var Diaa Jubaili et interessant bekendtskab. Og da teksterne sprogligt er ganske let tilgængelige og hurtigt læst, tøver jeg ikke med at anbefale samlingen til den, der gerne vil smage lidt på nyere, eksperimenterende litteratur fra en del af verden, vi herhjemme ikke støder på så ofte i litteraturen. Blandt nyere irakiske forfattere inden for samme genre vil jeg dog før Diaa Jubaili anbefale Hassan Blasim eller Ahmed Saadawi.

K's vurdering: