Yasunari Kawabata: Dandelions

Reflektioner over blindhed, galskab og normalitet, kærlighedens natur, skyld og skæbne, sorg og selvmord. Kawabatas efterladte roman er ikke uden kvaliteter og bærer også flere af mesterens kendetegn. Men i sin tydeligvis ufærdige stand er den dog mest for særligt forbenede fans og forskere.

Dandelions (“Mælkebøtter”) blev Yasunari Kawabatas (1899-1972) sidste værk, udgivet posthumt efter hans selvmord i 1972. Eller mere præcist: Det kunne være blevet hans sidste værk, hvis han ellers havde gjort det færdigt, inden han stak hovedet i en gasovn. Det gjorde han imidlertid ikke, og det sætter sit præg på romanen, som virker uafsluttet og især savner at blive skrevet igennem.

Dandelions begynder med, at den unge kvinde Ineko indlægges på en afsidesbeliggende psykiatrisk klinik – i en dal fyldt med blomstrende mælkebøtter – af sin mor og sin forlovede. Herfra er romanen fortalt stort set udelukkende i form af en dialog mellem Inekos mor og Inekos forlovede, Kuno, mens de følges til fods fra klinikken og på vejen derfra beslutter at overnatte på et herberg i den nærliggende landsby.

Gennem den forlovede og morens dialog oprulles gradvist Inekos og hendes mors forhistorie og Inekos besynderlige sygdomsforløb. Hun er diagnosticeret med (den fiktive) sygdom “somagnosia” eller “kropsblindhed,” hvis symptomer er anfald af partiel blindhed. Hun oplever anfald af, at hun pludselig ikke kan se bestemte ting – f.eks. sin kærestes krop – mens alt andet fortsat står lysende klart.

Inekos sygdom i den form, den har i romanen, er fiktiv, men asomatognosi eksisterer som medicinsk begreb for en lignende neurologisk lidelse, der giver forstyrrelser i evnen til at genkende kropsdele. Kawabatas interesse er dog ikke medicinsk-neurologisk, men psykologisk og filosofisk. Mere om det nedenfor.

Som en slags underlægningsmusik kan Inekos mor og forlovede hver tredje time i det fjerne høre lyden af en buddistisk tempelklokke, der anslås på klinikken. Lægerne på stedet har fortalt dem, at man lader patienterne skiftes til at slå på klokken som en slags terapi, og at man fra måden, de anslår klokken på, kan udlede noget om deres psykiske tilstand.

Mens de går, taler Kuno og hans svigermor om blandt andet årsagen til Inekos sygdom: Er den et udtryk for kærlighed, da det tilsyneladende kun er de ting/mennesker, hun holder mest af, som forsvinder for hende? Eller er den måske forbundet til en traumatisk hændelse nogle år tidligere, da Ineko som ung pige var vidne til sin fars dødsulykke til hest?

De kommer i deres dialog omkring temaer såsom galskab og grænserne for normalitet, kærlighedens natur, skyld og skæbne, jalousi, sorg og selvmord.

Et af de underliggende temaer er blindhed. Udover Inekos kropsblindhed er også de øvrige karakterer på forskellig vis blinde, blinde for både sig selv og dem, de elsker. Det gælder Inekos mor, hendes forlovede og også hendes afdøde far, som spiller en hovedrolle i romanens dialog, selv om han er død flere år tidligere,

Dandelions adskiller sig fra andre af Kawabatas værker ved i så høj grad at være dialogbåret. Den er også noget tungere og mere eksplicit filosofisk reflekterende, end vi er vant til fra hans hånd. Romanen er i lange passager tæt på i sin form at minde om en slags sokratisk dialog mellem moren og den forlovede – uden at nogen af dem dog evner at fastholde den privilegerede position som læreren, og uden at de kommer frem til nogen sikre erkendelser.

Det er til tider lidt tungt, og dialogen er ind i mellem faktisk også lidt kluntet.

Der er dog også øjeblikke af velkendt kawabatask skønhed og raffinement. Det gælder for eksempel enkelte øjeblikke, hvor der med uendelig finhed blot antydes en antydning af en erotisk spænding mellem Inekos forlovede og hans svigermor, så lille, at den ikke erkendes af dem selv, men blot får en flygtig eksistens i den opmærksomme læsers bevidsthed.

Antydningerne forfølges ikke handlingsmæssigt i romanen, men for mig som læser er det, som om ordene på linjerne pludselig sitrer med en elektrisk intensitet, svangre med noget, ordene ikke engang selv ved af. Selv om der egentlig ikke sker noget handlingsmæssigt i bogen. Det er i sådanne øjeblikke, jeg for alvor genkender den Kawabata, der har begejstret mig i de tidligere værker.

I halen på romanen har udgiverne af den engelske oversættelse, jeg har læst, valgt at optrykke Kawabatas tale, “Japan, the Beautiful, and Myself,” som han holdt i forbindelse med overrækkelsen af Nobelprisen i litteratur i 1968. Udgiverne har ikke fundet anledning til at kommentere på valget af at sætte disse to tekster sammen. Mit eget gæt er, at man måske har tænkt, at talen kunne give et fortolkningsbidrag til romanen.

I talen kommer Kawabata således ind på flere klassiske zenmestre, herunder den zenbuddhistiske munk og digter Ikkyu (1394-1481), som Kawabata blandt andet citerer for dette ordsprog: “It is easy to enter the World of the Buddha, it is hard to enter the world of the Devil.” Denne sætning optræder også flere steder i Dandelions (i en lidt anden form, i hvert fald i den engelske oversættelse):

“To enter the Buddha world is easy; to enter the world of demons is difficult.”

I romanen er det en af de gale på klinikken, der igen og igen kalligraferer denne samme sætning. Fortolkningen er op til læseren, men hjulpet på vej af Kawabatas få reflektioner i nobelpristalen kunne den godt læses som en nøgle til romanen og de vanskeligheder, de tre centrale karakterer gennemlever (eller fire karakterer, hvis vi tæller den i kraft af sit fravær måske mest betydningsfulde person, Inekos døde far, med):

I såvel buddhistisk tradition som i mange andre religiøse traditioner er man vant til at tale om dydens vej som den smalle, og om vejen til Nirvana eller Himmerige (eller hvilket andet endemål, man måtte abonnere på) som den svære vej, der kræver disciplin, viljestyrke og afkald – i modsætningen til den besnærende, forlokkende og lette vej, der fører til helvede eller evig genfødsel i dette kummerlige jordeliv.

Ikkyus ordsprog fanger opmærksomheden, fordi forholdene her tilsyneladende er vendt om. En tolkning kan være, at mens det er nemt at erklære sig for det gode og Buddhas verden, hvor alt er rent, simpelt og gennemsigtigt, så er det anderledes vanskeligt træde ind i dæmonernes verden forstået som de gales eller afvigernes verden:

At se det anderledes, det skræmmende, det dæmoniske i øjnene og erkende det som en del af sig selv. Måske er det noget af dette, Kawabatas ufuldendte roman handler om.

Måske rumsterer Kawabatas ven og forfatterkollega, Yukio Mishima (1925-1970), også et sted i baggrunden som en slags motivation eller inspiration for romanen. Mishima begik selvmord ved seppuku i 1970 i forlængelse af en periode, hvor han blev mere og mere politisk radikaliseret. Mishima tog den japanske kejsers overgivelse til amerikanerne i 1945 tungt som et æreløst nederlag (men kæmpede ikke selv ved fronten) og blev siden fortaler for en tilbagevenden til konservative dyder fra kejsertiden og samuraiernes krigerære. Læs mere om Mishimas historie i min anmeldelse af hans fænomenale novelle Fædrelandskærlighed.

Mishimas selvmord og omstændighederne ved det ramte Kawabata hårdt. Og måske fordi jeg lige har læst noget af Mishima (Confessions of a Mask) og derfor har hans historie i frisk erindring, kunne jeg ikke lade være med at læse noget af hans historie ind i faderfiguren i Kawabatas Dandelions. I romanens tilbageblik hører vi således om, hvordan Inekos far i skam over Japans nederlag i krigen drog ind i skoven for at begå selvmord, men under lidt mystiske omstændigheder alligevel ombestemte sig. Nogle år efter endte han så med i stedet at dø i en faldulykke til hest.

Der er dog i Kawabatas roman noget uforklaret ved denne faldulykke. Hvori dette nærmere består afsløres ikke i den roman, Kawabata efterlod. Var det en faldulykke eller var det i virkeligheden fuldbyrdelsen af det selvmord, faren ikke eksekverede år tidligere? Som en slags parallel til Mishimas på forstyrret vis politisk motiverede selvmord i 1970?

Jeg læser formentlig for meget ind i Dandelions ved at trække denne parallel til Mishima op så skarpt, men jeg tror ikke, at det vil være helt ved siden af (også) at læse værket symbolsk som en kommentar til det moderne Japan og dets bearbejdelse – eller mangel på samme – af erfaringerne fra Anden verdenskrig.

Under alle omstændigheder er det svært at udfolde en særlig overbevisende tolkning af bogen, al den stund, at Kawabata netop ikke fik den færdiggjort.

Hvad det sidste angår, det uafsluttede, er det dog for så vidt ikke ukarakteristisk for Kawabata. Hans værker er generelt netop kendetegnede ved ikke at have nogen afrundede slutninger. Jeg er således slet ikke sikker på, at Kawabata manglede at skrive en slutning på romanen. Til gengæld forekommer det mig åbenlyst, at han manglede at færdigredigere den.

Om udgivelsen
Én ting er, at Kawabata ikke nåede at gøre Dandelions færdig. Noget andet er, at udgiverne af den engelske oversættelse, jeg har læst, heller ikke synes at være blevet færdige, inden de lod den gå i trykken.

Ganske vist er jeg normalt tilhænger af at lade skønlitterære værker stå for sig selv uden forklarende og pædagogiserende for- og efterord. I dette tilfælde kunne et lille efterord eller bare et par ord i kolofonen dog have været på sin plads: Gør vi som læsere ret i at opfatte værket som ufærdigt fra Kawabatas side? Hvad har i givet fald været udgivernes overvejelser om ikke desto mindre at oversætte og udgive det? Hvad har været overvejelserne bag at inkludere Kawabatas tale fra hans modtagelse af Nobelprisen i 1968?

Den slags oplysninger er der imidlertid ingen af i denne udgivelse fra Penguin. At Dandelions er udgivet posthumt og betragtes som uafsluttet, er således oplysninger, jeg har googlet mig til.

Derudover er der tydeligvis nogle noter, der er faldet ud (om det kun gælder min paperbackudgave fra Penguin (2019) eller også den første udgave på engelsk fra New Directions (2017), ved jeg ikke). På side 69 er der f.eks. en note, der henviser til oversætterens efterord på side 121 for nogle bemærkninger om visse kronologiske inkonsistenser i Kawabatas manuskript. Men der er bare ikke noget efterord, og den nævnte side 121 er midt i optrykket af Kawabatas Nobelpristale. Sjusk.

I det hele taget er man som læser overladt noget til sig selv her. Det er fair nok, det bedste fortolkningsarbejde er jo det, man selv laver. Men det kunne nu alligevel have været rart med et fortolkningsbud fra en kvalificeret litteraturforsker på, om det mon var Kawabatas intention, at romanen skulle stoppe, hvor den gør, eller om han oprindeligt havde tænkt sig at skrive videre?

Og når man nu ellers kender Kawabata for disse sirlige kompositioner, hvor hvert ord og hver sætning synes vejet på en vægt, om det så mon også er med vilje, at Dandelions indeholder så mange gentagelser, eller om man måske kunne tænke sig, at han ville have haft som intention at udrydde nogle dem i en senere redigeringsfase?

Især det sidste forekommer mig oplagt. Under den antagelse, at Kawabata selv ville have betragtet bogen som ufærdig, giver Dandelions således – måske – et indblik i hans skriveproces: At skrive derudad og senere beskære kraftigt, indtil der kun står lige præcis de ord og sætninger tilbage, der er nødvendige. Men det er bare en spekulation fra min side.

Svarene på den slags spørgsmål giver udgivelsen fra New Directions/Penguin ikke nogen bud på, og det ville selvfølgelig heller ikke have ændret noget ved værket i sig selv. Og det er bestemt et værk med kvaliteter og ansatser til noget, der kunne være interessant. Som det står, virker Dandelions imidlertid temmelig ufærdigt – som noget, der er blevet netop forladt.

Det ville på den baggrund faktisk ikke være helt uberettiget at spørge til, om værket overhovedet burde have været udgivet. Det synes jeg nu så bestemt, at det burde, for om ikke andet giver bogen de særligt Kawabata-interesserede indsigter i, hvad den aldrende forfatter var optaget af i sine sidste år, og som nævnt også – måske – i hans måde at arbejde på.

Dandelions er med andre ord mest for forskere og særligt dedikerede fans af Kawabata. Andre kan med fordel starte et andet sted i forfatterskabet, f.eks. med Snelandet, De sovende skønheder, Thousand Cranes eller The Sound of the Mountain.

K's vurdering: