Mohamed Mbougar Sarr: Menneskets dybeste erindring

“Du ville kun skrive én bog. Du ved inderst inde, at der kun er én der tæller: den som alle andre bøger vokser ud af eller indvarsler. Du ville skrive bogmorderen, det værk der slår alle andre ihjel, udvisker de tidligere og tager modet fra de kommende som overvejer at blive til, så de ikke giver efter for denne galskab.”

Mohamed Mbougar Sarrs prisbelønnede roman, Menneskets dybeste erindring, er en ambitiøs dannelsesroman om litteraturens kraft, om postkolonial afrikansk litteratur, om eksilets rodløshed og om den evige søgen efter sig selv. Sarr kan skrive, og romanen har bestemt kvaliteter, men jeg deler nu ikke helt den begejstring, flertallet af anmeldere har modtaget bogen med.

Mohamed Mbougar Sarr (f. 1990) er født i Senegal og bosiddende i Paris. Menneskets dybeste erindring (opr. 2021, da. 2023) er hans store gennembrudsroman, for hvilken han modtog den franske Goncourt-litteraturpris.

Som epigraf til romanen anfører Sarr et citat fra Roberto Bolaños De vilde detektiver. Og det er ikke tilfældigt. Menneskets dybeste erindring fremstår i sin form og idé på flere måder som inspireret af – og som en hilsen til – Bolaños roman.

I De vilde detektiver følger man to unge digtere, som – optaget af litteraturens revolutionære kraft – sætter sig for at opspore en myteomspundet, men forsvundet forfatter, der dyrkes i de litterære kredse, de begår sig i – en eftersøgning, der bringer dem rundt i verden i en vildt fabulerende roman fortalt fra mange perspektiver.

Mohamed Mbougar Sarr (f. 1990). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Sarrs Menneskets dybeste erindring deler i sin form adskilligt med De vilde detektiver. Romanen er fortalt af den unge senegalesiske forfatter Diégane, som er flyttet til Paris, hvor han begår sig i en lille gruppe af andre afrikanske eksilforfattere. De bruger det meste af deres tid på at diskutere litteratur, drikke vin og have sporadisk sex med hinanden.

En dag kommer Diégane tilfældigt i besiddelse af et eksemplar af den ellers uopdrivelige og i litterære kredse sagnomspundne roman, Umenneskelighedens labyrint, af den (fiktive) senegalesiske forfatter T. C. Elimane. Romanen høstede ved udgivelsen i Frankrig i 1938 umiddelbart stor hæder, og Elimane blev af anmeldere udråbt til at være “den sorte Rimbaud.” Efterfølgende blev han imidlertid anklaget for plagiat på det grundlag, at han i vidt omfang – som en bevidst del af romanens idé – benyttede sig af referencer til den vestlige litteratur. Romanen blev trukket tilbage, forlaget gik konkurs, og Elimane selv forsvandt sporløst.

Diégane har kendt til romanen siden sin gymnasietid i Senegal, hvor den var omtalt i “Lille lærebog i negerlitteratur,” som siden kolonitiden var blevet brugt i undervisningen i den fransktalende del af Afrika.

Men da han først har fået mulighed for at læse romanen, bliver han besat af den og sætter sig for at opspore historien om forfatteren Elimane. Det gør han først og fremmest i samtaler med en anden senegalesisk og i Frankrig bosiddende, aldrende – men stadig erotisk forførende – forfatter, Siga D. (udstyret med “et par litteraturhistoriske bryster”), fra hvem han i første omgang også har fået bogen.

Om en forfatter og hans værk kan man i hvert fald vide dette: Sammen bevæger de sig rundt i den mest fuldendte labyrint man kan forestille sig, en lang cirkulær bane hvor deres bestemmelsessted løber sammen med deres udgangspunkt: ensomheden.

Diégane er romanens fortæller, men store dele af den er fortalt via andres fortællinger, først og fremmest Siga D.’s. Inden i disse fortællinger gemmer sig andres fortællinger og inden i disse atter andres. Romanen har således i lange stræk karakter af en slags litterær kinesisk æske.

Menneskets dybeste erindring er en roman om litteraturen og om at skrive. Det er også en dannelsesroman om den postkoloniale, psykologiske tilstand for afrikanere i Europa, om splittelsen mellem på én gang at være afrikaner, in casu senegaleser, og samtidig del af en europæisk kultur. Og mere snævert er den en kritik af den europæiske reception af postkolonial, afrikansk litteratur.

Jeg er ikke lige så begejstret for romanen som flertallet af anmeldere. Med fare for at fremstå en smule blasert, kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at grunden til den overvældende positive reception af bogen primært er, at Menneskets dybeste erindring er dét, man kunne kalde en “anmeldernes bog.” Forstået sådan, at den er en af den slags bøger, der tigger om gode anmeldelser i kraft af sin ambition, sin brug af forskellige fortælleperspektiver, sin labyrintiske struktur og ikke mindst sine mange referencer til litteraturhistorien og virkelige forfattere.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Sarr skriver godt, faktisk virkelig godt (her i Niels Lyngsøs fordanskning)..

De første hundrede sider var jeg ganske vist temmelig irriteret på Sarrs skrivestil, som forekom mig krukket, overdrevent floromvundet, opstyltet, ungdommeligt selvbevidst, nærmest studentikos. Denne del af bogen har form som en dagbog skrevet af romanens overordnede fortæller, Diégane.

Diégane harcelerer i sine dagsbogsnoter blandt andet over den affekterede skrivestil, som andre samtidige eksil-afrikanske forfattere skriver i, men det forekom mig irriterende ironisk, at hans egen stil virker præcis lige så opstyltet. Et eksempel er en passage som denne fra en scene sammen med forfatteren Siga D., som Diégane for sig selv kalder “hunedderkoppen”:

Jeg forsøgte ikke at rive hende ud af erindringes melankoli. Tværtimod lod jeg hende fordybe sig i den og forsøgte ud fra skyggerne i hendes øjne at lodde hvor dybt hun var sunket ned i sin hukommelse. Mens hunedderkoppen rejste ned gennem tiden, var det som om hun var endnu mere til stede her og nu, tættere på, mere virkelig. På fortidens spinderok spandt hun i tavshed ukendte, indviklede og smukke billeder af sår der syntes at åbne sig.

Isoleret set måske ikke så grelt et citat, men når nærmest hele teksten er skrevet i denne stil, hvor mere eller mindre rammende metaforer læsses ovenpå hinanden, så bliver det for meget for min smag.

Længere inde i romanen overgives fortællestemmen imidlertid til andre personer, og pludselig ændrer skrivestilen sig. Og min første irritation over Sarrs form ændres til noget, der nærmer sig beundring. Stilen i Diéganes dagbog viser sig ikke at være Sarrs skrivestil, men netop den umodne og litterært selvbevidste Diéganes stil.

Som læser kunne jeg så ganske vist have ønsket mig, at Sarr ikke havde trukket mig igennem helt så mange sider i denne studentikose form, før han fandt ind til den mere ligefremme fortællestemme, der heldigvis præger det meste af resten af romanen.

Mit samlede indtryk af romanen var imidlertid først og fremmest, at den har for mange ord. Alt for mange. Sarr genfortæller de samme pointer igen og igen på nye måder og med brug af stadigt nye metaforer. Han kender ikke begrænsningens kunst. Jeg havde gerne set romanen skåret ned til det halve.

Mere grundlæggende problematisk er det imidlertid, at Sarr aldrig rigtig formåede at gøre mig særlig interesseret i denne mystiske forfatter, T. C. Elimane. Romanens intrige er bundet op på en postuleret fascination af denne skikkelse, som igen og igen undflyr sig fastholdelse i Diéganes og romanens forsøg på at opspore ham og indkredse, hvem han egentlig var, og hvad der drev ham.

For mig som læser forblev denne angiveligt fascinerende skikkelse imidlertid et postulat. Jeg mistede slet og ret ret hurtigt interessen for figuren. Og så kan 460 sider godt føles som mange. Jeg forfaldt da også til skrålæsning i passager.

Sarr tilegner bogen den malinesiske forfatter Yambo Ouologuem (1940-2017). Lige som Bolaño-citatet er heller ikke dette tilfældigt. Sarr har i interviews (bl.a. i Politiken den 2. marts 2023) selv fortalt, at romanens hovedfigur, T. C. Elimane, er inspireret af Ouologuem og hans roman Pligten til vold (opr. 1968, da. 1970). Pligten til vold har jeg tilfældigvis allerede stående i reolen, og den står næst for på min læseliste. Så mere om den i et senere indlæg.

K's vurdering: