Dorte Karrebæk: Stensamleren / Evige gentagelser

Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.

Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten.

Jeg kendte ikke noget til begreber som zen eller meditation i mine helt unge dage på stenstrandene. Men det var jo faktisk dét, vi praktiserede uden at vide det. Tidsfornemmelsen forsvandt, når vi gik frem og tilbage langs stranden i timevis med blikket rettet nedad, med øjnenes fokus indstillet på uendelig og med sindet åbent – fordi det var forudsætningen for at kunne spotte fossilerne mellem alle de andre sten. Zen under bevægelse på stenstrand. Stenstrandzen.

Sidenhen er jeg blevet voksen og har måtte indrømme, at stenstrande jo i virkeligheden er temmelig dårlige at bade fra, ubehagelige at ligge på og typisk mangler både skygge og udskænkningssteder og alt det andet, de fleste af os søger ved en strand (og jeg har erkendt, at det er okay at søge disse ting ved en strand, også for mig).

Anyway: Dorte Karrebæks nyeste bog, Stensamleren/Evige gentagelser, sendte mig på en tur tilbage til min barndoms stensamlerdage. Og det var en skøn tur.

Bogen er en slags dobbeltudgivelse. Læst fra den ene ende er det en novelle (Stensamleren), fra den anden ende en serie af kolorerede tegninger (Evige gentagelser). Men de to dele hænger sammen.

Stensamleren er en lille historie om en aldrende tegner (Karrebæk selv, tænker vi som læsere), der er tæt på at miste inspirationen: Hun er blevet bevidst om, at hendes streg er blevet for professionel, den har mistet noget af sin vildskab.

I den tilstand går hun ture på stranden og samler forstenede søpindsvin. Hun foragter turisterne, der samler sten med huller eller sten, der er egnede til at bemale med søde og charmerende motiver, der kan udstilles i forhaven.

Som illustrationerne på bogens omslag viser, så finder hun på et tidspunkt ikke desto mindre også selv en vej til stenmalingen (omend hendes malede sten hverken er søde eller charmerende, men gnæggende, gnallede og i det hele taget helt vidunderlige dødningesten).

Stensamleren er en fin lille historie om kunstnerisk inspiration, og den tilføres tyngde af en indbygget beretning om en døende ven på hospice og af fortællerens ironiske, men alligevel nærværende samtaler med hendes gud.

Undervejs i Stensamleren hører vi om fortællerens forskellige udkast til tegninger. Gentagelser, variationer over de samme motiver, som hun tegner i forsøget på at finde tilbage til en tidligere inspiration.

Disse – og andre – tegninger kan vi studere i Evige gentagelser, som udgør den anden halvdel af dobbeltudgivelsen, som man i den fysiske version af bogen går til ved at vende den rundt og starte bagfra.

Karrebæk tegner blomster, sneglehuse og klassebilleder af sære børn. Og hun tegner utroligt mange variationer over den samme, knælende kvinde (måske et selvportræt?) i lurvet, fransk cabarettøj i en stil, der gav mig associationer til Klee.

Det er fine tegninger, alle i Karrebæks vidunderlige streg. I de lidt vrængende, men alligevel kærlige menneskeportætter er det nemt at genkende Karrebæk, som vi f.eks. kender hende fra den fænomenale Biblia Pauperum Nova – Ny bibel for de fattige i ånden, som hun skabte sammen med Oskar K.

De tekniske tegninger af blomster og sneglehuse er af en anden karakter, men det er også virkelig fine tegninger og jeg fandt faktisk stor nydelse i at studere dem. De tyve variationer over den samme Klee-/cabaret-agtige kvinde var mig nok atten til nitten for mange, mens de forskellige “klassebilleder” til gengæld var ganske sjove.

En anmelder (beklager, jeg husker ikke hvem) har skrevet, at Stensamleren/Evige gentagelser måske nok kræver, at man er fan af Dorte Karrebæk i forvejen. Det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Men hey!, jeg er fan i forvejen!

K's vurdering: