Jeg var i går ganske begejstret for Helle Helles Ned til hundene, så i dag fandt jeg Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand frem fra et hengemt sted i bogreolen. Den kan jeg dog ikke mobilisere samme entusiasme for.
Helle Helle skriver ganske vist også her i samme sikre minimalistiske stil. Og også her er der tale om moderne dansk hverdagsrealisme. Men i Forestillingen…. bliver det nok bare for meget hverdag for min smag. Det er et virkelig kedeligt, almindeligt liv, som hovedpersonen Susanne lever med sammen med sin kedelige, almindelige mand. Og for at det ikke skal være løgn, så drømmer hun om, at det skal blive endnu mere almindeligt og kedeligt….
Det er ret nedstemmende at læse. Bestemt ikke uden kvaliteter, men ikke helt min kop te. Og selv om Helle Helles stil er den samme som i Ned til hundene, så mangler der alligevel noget af den sprødhed og underliggende farlighed i det enkle sprog, som fangede mig i hundebogen.
Jeg er glad for, at Forestillingen…. ikke er det første, jeg har læst af Helle – for så var det muligvis også blevet det sidste. Som det er nu, har jeg imidlertid stadig ihvertfald Rødby-Puttgarden på min at-glæde-sig-til-at-læse-liste.
Titel: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mandForfatter: Helle Helle
Udgiver: Samleren
Udgivelsesdato: 2002
Sider: 167
Læst: Juni 2013
K's vurdering: