Robert Walser: Jakob von Gunten. En dagbog

“Man lærer meget lidt her, der er mangel på lærerkræfter, og vi drenge fra Institut Benjamenta vil ikke drive det til noget, det vil sige, vi bliver alle noget meget småt og underordnet senere i livet.”

Således lyder den første sætning i Robert Walsers pudseløjerlige kortroman Jakob von Gunten, og det kan med en vis ret hævdes, at denne første sætning rummer hele romanen i sig, resten er så at sige blot en udfoldning i lidt flere detaljer eller en serie af eksemplificeringer, om man vil.

Denne iagttagelse er ikke min egen, men skyldes Robert Walsers navnebror, forfatteren Martin Walser (de er, så vidt jeg ved, ikke beslægtede), hvilket jeg igen har læst mig til i oversætter Karsten Sand Iversens korte, fyndige efterskrift til kortromanen.

Dermed er også antydet, at der ikke er meget ydre handling i bogen. Det er en slags “udviklingsroman” i miniformat, bare uden udvikling. Snarere kan den læses som en lettere ironiserende karikatur over der Bildungsroman som genre, der jo for alvor fik sit gennembrud i det nittende århundrede.

Schweiziske Robert Walser (1878-1956) er vi tidligere stødt på her på bloggen i en anden udgivelse fra Forlaget Virkelig i deres fine udgivelsesserie Bestiarium i form af novellesamlingen Helblings historie. Små digtninge.

Walser gjorde det i det hele taget meget i den ganske korte form. Jakob von Gunten er en hans få romaner, men som sådan er den også kort – og yderligere er den opbygget af en serie ganske korte tekststykker, som hver især til en vis grad udgør et afrundet hele. Også selv om der trods alt er en slags – om end minimal – fortællemæssig fremdrift i bogen.

Jakob von Gunten er således skrevet i dagbogsform, som undertitlen implicerer, men uden datoangivelser og i det hele taget uden tydelige tidsmarkører. Dagbogsforfatteren er titelpersonen, Jakob von Gunten, som i bogen beretter om sin tid på drengekostskolen Institut Benjamenta i en unavngiven tysk by.

På skolen er der ganske få elever (vi hører i hvert fald ikke om mere end en håndfuld) og kun to lærere: Institutforstanderen, den strenge hr. Benjamenta og hans søster, frøken Lisa Benjamenta, som alle drengene er mere eller mindre forelskede i.

Skal man tro Jakobs dagbogsoptegnelser (hvilket man dog ikke nødvendigvis skal, idet det udgør en del af den sitrende spænding i teksten, at man som læser aldrig er helt sikker på, hvilken karakter disse “dagbogsoptegnelser” egentlig har) lærer man, som nævnt i det indledende citat, ikke meget på instituttet, det vil sige ikke meget andet end at gøre, hvad der bliver sagt uden ambitioner om nogensinde at blive til noget særligt.

Men netop lydighed og underdanighed fremhæves af Jakob gentagne gange som den fineste lærdom, en skole kan bibringe et ungt menneske, langt nyttigere end f.eks. at tænke selvstændigt (andre steder skriver han dog det stik modsatte – teksten er på ingen måde entydig):

Vist skal man også tænke, meget endda. Men at føje sig, det er meget, meget finere end at tænke. Tænker man, så stritter man imod, og det er altid så grimt og ødelæggende. Tænkerne, hvis de bare vidste hvor meget de ødelægger. […] Menneskeslægterne mister livsmodet med al den afhandlen og fatten og viden.

Denne lovprisning af lydigheden, underdanigheden og afkaldet på selvstændig tænkning lyder jo ikke umiddelbart som en magtstrategi. Men gradvis gennem romanen sker der nogle forskydninger i relationerne mellem eleverne og lærerne på instituttet.

Det ene ved jeg med bestemthed: vi venter! Det er vores værd! Ja, vi venter, og vi lytter ligesom ud mod livet, ud mod denne slette man kalder verden, ud på havet med dets storme.

Som også Karsten Sand Iversen er inde på i sit efterskrift er der et element af nietzscheansk ressentimentsfølelse over den måde, hvorpå Jakob von Gunten og hans medelever spiller efter reglerne på Institut Benjamenta, der også kan ses som en metafor for det menneskelige samfund som helhed.

Venter vi bare tålmodigt og længe nok, så skal de sidste blive de første, og de svage og underdanige skal få deres hævn over de stærke.

Hvor Robert Walser selv placerer sig i Nietzsches opgør med det, filosoffen kaldte den kristne ressentimentsfilosofi, er ikke nødvendigvis så nemt at afkode ud fra romanen. Men det gør den sådan set kun mere interessant.

Jakob von Gunten er ikke en roman, man bliver grebet af på grund af dens fortællemæssige kraft. Som allerede antydet er det handlingsmæssige drive i romanen minimalt. Men Walser skriver fænomenalt godt – her i Karsten Sand Iversens fordanskning fra det tyske. Dertil vibrerer teksten af en underspillet, ironisk humor, som gør hvert af de mange, korte afsnit fornøjelige at læse.

Mit råd: Efterlad forestillingen om traditionel, handlingsmæssig fremdrift ved indgangen til bogen og nyd slet og ret Walsers sproglige ekvilibrisme og ironiserende vid.

K's vurdering: