Christian Kracht: Air

Schweiziske Christian Kracht (f. 1966) er en af de mest originale forfatterstemmer, jeg er stødt på blandt aktuelle europæiske forfattere. I hans seneste roman udfordrer han igen både vanlige litterære genrer og læserne. Air er som roman afgjort original, den emmer af vid og humor, den er stedvist underholdende – men i sidste ende alligevel ikke helt vellykket efter min vurdering.

Spoiler alert: Hvis du vil have hele fornøjelsen ved selv gradvist at afkode bogens plot, så skal du ikke læse videre. Jeg skal bestræbe mig på ikke at afsløre for meget, men det er ikke muligt at give bogen en begrundet vurdering eller i det hele taget skrive ret meget meningsfuldt om den, uden også at løfte sløret for nogle af de plotelementer, der ellers først afsløres hen ad vejen i bogen. Nu er du advaret.

Bogens hovedperson er den moderne indretningsarkitekt, Paul. Han dyrker den rene og enkle æstetik, inspireret af japansk og nordisk arkitektur og design, men med en forkærlighed for det endnu mere minimalistiske: Ubrudte flader, tomhed, materialernes ærlighed og den slags. Grå er hans yndlingsfarve. Gråt i gråt er endnu bedre.

Paul lever ved romanens begyndelse i selvvalgt eksil i et simpelt hus på Orkney-øerne i det nordlige Skotland. Helst vil han ikke have noget med nogen at gøre, men han bliver alligevel lokket til Stavanger af et lukrativt jobtilbud fra hans foretrukne designmagasin, som vil hyre ham til at udvælge “den perfekte hvid” til at male et gigantisk datacenter indvendigt.

Den perfekt hvide farve er angiveligt vigtig som kontrast til de milliarder af billeder og livshistorier, virkelige og fantaserede, fra hele verden, som det enorme datacenter kommer til at rumme.

Da Paul første gang besøger datacenteret går det dog galt. Jorden bliver ramt af en elektrisk solstorm, som for et kort øjeblik kortslutter hele datacenteret og i processen forsvinder den fysiske Paul. På en eller anden måde er han blevet opslugt i datacenteret og kastet ind i en virtuel parallelverden.

Jeg fik associationer til en gammel science fiction-klassiker af Philip K. Dick, Øjet på himlen (opr. 1957), hvor en gruppe personer som følge af en ulykke på et atomkraftværk indfanges i hinandens mentale vrangverdener, mens deres fysiske kroppe stadig ligger på gulvet i atomreaktoren (note til mig selv: den skal jeg genlæse ved lejlighed for at teste, om den stadig holder).

I Krachts roman er det imidlertid ikke så nemt at afgøre, præcis hvilken verden, Paul bliver indfanget i. Der synes at være tale om et slags middelalderligt eventyrunivers, som man kunne finde det i en fantasyroman.

Her møder Paul en forældreløs, men meget kapabel, niårig pige, Ildr, og sammen flygter de senere for en ond hertug, der hersker i disse lande. Og de kommer til endnu mærkeligere egne og støder på endnu mere besynderlige folkefærd.

Skal vi forestille os, at der er tale om en slags arkaisk verden, der uddestillerer nogle af de mange forestillinger om sådanne, som menneskene rundt i verden har og har haft, og som måske er at finde blandt de mange data i datacenteret i Stavanger? Eller kommer eventyruniverset slet og ret fra Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, som vi i starten af romanen for at vide, at Paul for nylig har læst?

Det får vi ikke svar på, tør jeg godt røbe, men det er tydeligt, at Pauls oplevelser i paralleluniverset (og oplevelserne for hans arbejdsgiver fra det norske arkitekturmagasin, som ad en anden vej også forvilder sig ind i denne eventyrverden) samtidig – i ét eller andet omfang – skal læses som en samfundskritisk allegori med både politiske, sociale og økokritiske elementer.

Et eksempel på Krachts underfundige humor er følgende passage, hvor Paul funderer over verdens beskaffenhed i lyset af hans erfaringer hos et særligt folk, der bor i stenhuler tæt ved havet og kun lever af fisk og tang:

Og pludselig følte han et intenst ubehag ved tanken om grøntsager. Ting, der voksede op af jorden, forekom ham med ét artificielle, blade og træer var modsætninger til den egentlige natur. At ernære sig ved andet end havvand og fisk og at omgive sig med andet end sten forekom ham rent ud forkert. Den mørkebrune, frugtbare, spirende jord gennemtrængt af snegle og orme var mindreværdig og væmmelig. […] Han kunne ikke befri sig for indtrykket af, at verden var i færd med på harmonisk vis at blive fladere, som om alt var på vej til at blive todimensionalt.

Det ville ikke være helt rammende at kalde Air for en postmodernistisk roman, men dette (lidet præcise) begreb dukker alligevel op hos mig i kraft af bogens ubekymrede blanding af litterære genrer og dens notoriske undergravning af enhver form for stabil mening.

Dertil kommer Krachts legesyge forkærlighed for gang på gang at lade delelementer fra én sammenhæng dukke op i nye sammenhænge. Som når en pamflet om, hvordan man fremstiller en pistol med en 3D-printer, som Paul finder i et genbrugsbogskab på Orkney-øerne, materialiserer sig som en rigtig pistol i eventyrverdenen. Eller når motivet på et maleri, Paul har hængende i sin hytte på Orkney-øerne, og som beskrives i detaljer i første kapitel, optræder igen i sidste kapitel, nu blot opført som en scene i den parallelle eventyrverden.

Fortællesporet om Paul og pigen Ildr i dette eventyrland er egentlig forbløffende velfungerende i sig selv som en fantasy-historie – ihvertfald i den første del af historien, siden hen flyder det hele lidt ud. “Forbløffende,” fordi det ikke nødvendigvis var det, jeg havde ventet af en eventyrfortælling, der har karakterer af et drilsk allegorisk element inde i en mere eller mindre postmodernistisk (de)konstruktion.

I sidste ende fylder hele denne fantasyagtige historie dog for meget. Det bliver for fjollet til sidst, og de allegoriske pointer kan ikke helt bære, at denne del optager så mange sider i bogen.

Selv om jeg i de første kapitler om pigen Ildr egentlig var godt underholdt, så kunne jeg bedre lide de dele af bogen, der foregår i den såkaldt virkelige verden. Her får Krachts satiriske pointer lov til at stå skarpere, blandt andet hans svidende morsomme ironiseren over dele af design- og arkitekturverdenen.

Så jeg er ikke helt lige så ovenud begejstret, som andre anmeldere har været at dæmme efter de overskrifter, jeg har screenet. Jeg kunne bedre lide Kracht i De døde (opr. 2016, da. 2018) eller Imperium (opr. 2012, da. 2014).

Madame Nielsen har oversat fra tysk til dansk med et gennemgående rigtig godt resultat, og der er kun få trykfejl (hvilket man nu om stunder jo skal være taknemmelig for). En enkelt oversættelsesmæssig flovser bliver jeg dog nødt til at påtale. Et sted hedder det således, “at denne evige stormvind på Orkney ville ruinere hans hvide tæppe ..” (min kursivering). Nu har jeg ikke krydstjekket med den tysksprogede original, men jeg gætter på, at der i originalen har stået “ruineren,” hvilket på tysk både kan betyde at ruinere (i finansiel forstand) eller at ødelægge. På dansk bruger vi imidlertid kun ruinere i den finansielle betydning, men i den citerede sammenhæng er det åbenlyst, at der her er tale om, at tæppet bliver ødelagt af stormvinden, ikke finansielt lænset for sine sidste stakater.

Nå, nuvel, det var måske et lidt tarveligt hår i suppen at fremdrage, for ellers fremstår Nielsens fordanskning faktisk fremragende.

K's vurdering: