Shūsaku Endō: Hav og gift

En stærk fortælling om kollektivt og individuelt moralsk forfald – fortalt inden for en ramme af rå realisme omkring de mistrøstige, tuberkuløse operationsstuer på et japansk hospital under Anden Verdenskrig.

Shūsaku Endō (1923-1996) var en af efterkrigstidens markante, japanske forfatterstemmer. Han var katolik og var i sit værk optaget af spørgsmål om tab af tro, skyld og lidelse. Der er gennem tiden oversat fem-seks af  Shūsaku Endōs romaner til dansk, men Hav og gift (opr. 1957, da. 2026) er mit første møde med ham.

Romanen indledes med en slags rammehistorie, som formentlig foregår midt i  1950’erne, hvor en jeg-fortæller med en lungesygdom er flyttet til et trist beboelseskvarter i Tokyo og her fatter interesse for den lidt besynderlige, lokale læge Suguros personlige forhistorie.

Herfra springer bogen tilbage i tiden til et universitetshospital i byen Fukuoka på øen Kyūshū i det sydvestlige Japan på et tidspunkt under Anden Verdenskrig.

Historien fortælles fra dette punkt fra forskellige personers perspektiv: Lægen Suguro, der dengang var en ung lægestuderende på universitetshospitalet, der er specialiseret i behandling af tuberkulosepatienter. Hans medstuderende Toda, som vi får et endnu tidligere portræt af som skoledreng, der er vant til at manipulere sin omverden. Og endelige sygeplejersken Ueda, der har en hård fortid i et ulykkeligt ægteskab.

Alle tre presses de på universitetshospitalet til at medvirke i ulovlige kirurgiske eksperimenter på raske, levende, amerikanske krigsfanger.

Romanens centrale omdrejningspunkt er de enkelte medvirkendes moralske beslutning om at medvirke i disse forsøg, som de selv – ikke kun i retrospekt, men også i situationen – godt ved er forkerte.

Hvilke omstændigheder og hvilke forhistorier bringer i bund og grund almindelige mennesker til at begå så moralsk forkastelige handlinger? Hvilken slags undskyldninger giver de for sig selv i situationen og efter?

Bogens styrke er, at den ikke giver nogen klare svar. Bogen svælger ikke unødigt i selve det moralske valg, og efterlader det i vidt omfang til læseren selv at forestille sig, hvilke liv, der kommer ud af det efterfølgende (ud over det glimt, vi får i romanens indledning af lægen Suguros anonyme liv i et kedsommeligt Tokyo-kvarter). Og det gør, at romanen efterlader et langt stærkere og dybere aftryk på læseren end en eksplicit morale ville have gjort.

Til gengæld lader Shūsaku Endō ikke noget ufortalt, når det kommer til de mistrøstige forhold på hospitalet, de udsigtsløse behandlinger og de brutale kirurgiske indgreb, som også hospitalets helt normale, tuberkuløse patienter udsættes for i form af thorakoplastiske operationer.

Thorakoplastik var angiveligt state-of-the-art på den tid, og bestod i store træk af, at man skar patienten op kirurgisk, brækkede ribbenene af i den ene side med det formål at få den ene lunge til at klappe sammen, hvilket angiveligt skulle have haft en befordrende effekt på den tilbageværende lunges evne til at overvinde tuberkulosen. Det er mig bekendt ikke en form for operativt indgreb, man benytter længere mod tuberkulose.

Shūsaku Endō led selv af tuberkulose og fik den ene lunge fjernet, og man fornemmer som læser, at beskrivelserne fra tuberkulosehospitalet er vokset ud af førstehåndserfaringer med den “dumpe lyd af knogler, der brækkedes, og det klangløse ekko, når de efterfølgende faldt ned i skålen,” og den slags.

En afgjort anbefalelsesværdig bog, som med sit fokus på skyld, samvittighed og personligt valg mindede mig lidt om Kenzaburu Oë, særligt hans stærke eksistentialistiske værk, En privat sag (opr. 1964).

Og lad mig så afslutningsvist rose Mads Schanz’ fordanskning. Tidligere på året var jeg hård ved samme oversætters danske udgave af Taijun Takedas Lysende mos, men jeg har ikke noget at udsætte på Hav og gift.

K's vurdering: