Tahmima Anam: A Golden Age

Historisk roman om nationen Bangladesh’ fødsel i krig i 1971 fortalt fra en mors pespektiv. En udmærket pageturner, stedvist gribende og interessant for de historiske detaljer, især fra hverdagslivet i Østpakistan/Bangladesh på krigens tid. Men også lidt for meget til den melodramatiske side for K’s smag.

A Golden Age åbner med en prolog i 1959 i Dhaka, det daværende Østpakistan, med enken Rehanas ord til sin afdøde mand:

Dear husband,
   I lost our children today.

Som kvinde uden egne indtægter må Rehana efter mandens pludselige død af et hjerteanfald se sine børn blive taget fra sig og sendt til Lahore i Vestpakistan for at bo hos hendes svoger og svigerinde. Hun får dem igen to år senere, men oplevelsen af at have givet afkald på og at have svigtet sine børn kan ikke forlade hende og bliver afgørende for hendes handlinger i resten af romanen.

Historien om en mors kærlighed til og følelse af svigt over for sine børn sine er hjertegribende fortalt, og man skal være svært hårdhjertet for ikke at lade sig berøre. Som her, hvor Rehana i starten af bogen genkalder sig scenen, hvor hun genser sine børn første gang:

She remembers the reunion exactly. They were playing hula hoops on the lawn. Their faces were darker and their legs were longer and her heart had stopped at the sight of them, and even now, a decade later, she was sometimes frozen in that moment of disbelief, at the possibility that she might discover them, repossess them, bring them home and become their mother again.

Skift til marts 1971. Rehana forbereder fejringen af tiåret for hendes to børns hjemkomst, sønnen Sohail og datteren Maya, nu 19 og 17 år gamle.

Marts 1971 er samtidig måneden, hvor længere tids spændinger efter de første frie valg i Østpakistan i 1970 – hvor det seperatiske parti vandt absolut flertal – udløses. Den pakistanske hær erklærer den 25. marts 1971 undtagelsestilstand i Østpakistan, militæret sættes ind mod civilbefolkningen lederen af de bengalske seperatister, Mujib Rahman, arresteres og deporteres til Vestpakistan. Seperatistpartiets øvrige ledere svarer igen fra eksilet i Indien ved at udråbe Østpakistan som en selvstændig nation, Bangladesh. Borgerkrigen er en realitet, og den ruller indtil december 1971, hvor den pakistanske besættelseshær må overgive sig, efter at Indien er trådt ind i krigen på bengalernes side.

Tahmima Anam fortæller historien om borgerkrigen fra marts til december 1971 fra kvinden og moren Rehanas synsvinkel. De historiske begivenheder udspiller sig primært i baggrunden af romanen, og det handlingssmæssige drive er romanen igennem betinget af Rehanas ubetingede kærlighed til børnene og hendes ønske om for enhver pris at holde dem sikre – et ønske, som imidlertid kommer i konflikt med hendes endnu stærkere, dybtliggende dårlige samvittighed over én gang at have svigtet børnene, hvilket gør hende ude af stand til at sige nej til dem, heller ikke da de på hver deres måde involverer sig aktivt i guerillakrigen mod de pakistanske besættelsestropper.

Tahmima Anma (f. 1975). Foto: Goodreads-profilfoto

Tahmima Anams fortællemæssige greb, at berette om krigen om Bangladesh fra kvindernes perspektiv, Rehanas og hendes naboers, er både romanens styrke og en del af dens svaghed.

En af de største styrker er det levende billede af dagliglivet i Dhaka, Tahmima Anam får tegnet. Der bliver tilberedt og spist meget mad, der bliver købt ind på markedet, vi hører om bryllupstraditioner og om religionens – relativt afdæmpede – rolle i dagligdagen.

Historien om Østpakistans kvinder under krigen er relevant, og Anams perspektivvalg er som sådan sympatisk. Kvinderne i romanen er mestendels afskåret fra at deltage direkte i krigen, men må se til fra sidelinjen i stadig angst for deres børns liv. Rehana ender dog med at bidrage til guerillakrigen i det små, omend drevet mindre af den bengalske sag end af sin loyalitet overfor børnene.

Jeg kunne imidlertid ikke lade være med at tænke undervejs i romanen, at den dramatiske historie om Bangladesh’ fødsel har et fortællesmæssigt potentiale, som Tahmima Anam ikke udnytter fuldt ud. Det kan være et aktivt valg som følge af Anams fokus på historien om en mor, der vil gøre alt for sine børn, og respekt for det. Men for mig gjorde det romanen mindre interessant, end jeg havde håbet på.

Spændingerne i Østpakistan mellem den muslimske og hinduistiske befolkning berøres sporadisk i romanen, primært via Rehanas hinduistiske lejere, der må flygte fra Dhaka på grund af den pakistanske hærs forfølgelse. Vi hører også antydningsvist om en stigende muslimsk, religiøs vækkelse gennem en af naboernes datter, der i en form for afmagt overfor krigen, må man forstå, flygter ind i religionen og for eksempel begynder at bære tørklæde, hvilket ellers ikke var så almindeligt i det overvejende sekularistiske Bengalen.

For en historisk romanen at være kunne jeg godt have ønsket disse og andre historiske aspekter fra perioden udfoldet lidt mere.

Historien om en mor til børn i krig er for så vidt gribende nok – og der var passager, hvor også denne læser måtte kigge sig om efter lommetørklædet – men den er i nogle stræk også en smule stillestående. Sprogligt set er romanen skrevet okay, lige ud af landevejen uden at være bemærkelsesværdig. Men den undslipper ikke et vist melodramatisk præg.

Samlet set fin nok ferielæsning (den fungerede således fint nok for mig i den andalusiske sol ved en pool og med en G&T inden for rækkevidde), men så heller ikke mere.

Jeg har læst A Golden Age på det engelske originalsprog, men den er også oversat til dansk som En gylden tid. Romanen er den første i en trilogi, hvor de to næste romaner er The Good Muslim (2011) og The Bones of Grace (2016). Dem venter jeg dog nok lidt med at sætte i kø på læselisten.