Velskrevet, sanselig, poetisk, rørende, humoristisk og tragisk. Srilankansk-britiske Romesh Gunesekera har styr på virkemidlerne i sin veldrejede og helstøbte debutroman Reef fra 1994 om Sri Lanka i 1960’erne og 1970’erne.

Romanen er fortalt i tilbageblik af den unge mand Triton fra hans eksil i England. Den forældreløse Triton kommer i 1962 som elleveårig i tjeneste som houseboy i huset hos den velhavende Mister Salgado i Colombo, Sri Lanka. I starten udfører drengen kun simple pligter og tyranniseres af den ældre tjener i huset, der hurtigt føler sig truet.

Triton har lige akkurat gået i skole længe nok til at kunne læse og skrive, han er kvik, hurtigtlærende, og inden længe overtager han alle pligter i huset som Mister Salgados eneste tjener – rengøring, husvedligholdelse, madlavning, oppasning, alt. Triton arbejder hårdt, men det er en god tid, og som læsere lever vi os hurtigt ind i Tritons verden og glæder os med ham over hans succes, ikke mindst i køkkenet.

Mister Salgado er marinebiolog og i 1960’erne blandt de første i Sri Lanka, der bekymrer sig om nedbrydningen af koralrevene ud for Sri Lankas kyster.

Koralrevet er som bekendt en levende organisme, kendetegnet ved at være i konstant forandring, det nedbrydes og fornyer løbende sig selv i en delikat balance med resten af havet, med havets bevægelser og øvrige liv.

Romesh Gunesekera (f. 1954). Foto: Yemisi Blake

Revet er i romanen en metafor for menneskelige relationer. Både for de nære relationer mellem elskende og venner, der i løbet af romanen bevæger sig ind og ud af Mister Salgados hus, men også for relationerne i det srilankanske samfund, som i romanens tidsspand fra de tidlige 1960’ere til 1970’erne bevæger sig ind i en tumultarisk periode præget af sociale og politiske spændinger, som ikke sjældent eskalerer i vold mellem singhalesere og tamiler frem mod den politiske uafhængighed i 1972 og fra 1983 i egentlig borgerkrig.

Sri Lankas (indtil 1972 Ceylons) politiske historie er til stede romanen igennem, men mest som et bagtæppe, vi kun hører lidt om – troværdigt fortalt gennem drengen/den unge mand Triton, hvis hele verden ellers udgøres af Mister Salgados husholdning og husets umiddelbare nærområde, ind i mellem afbrudt af kortere ture til havet, hvor Triton er med som oppasser på Mister Salgados marineekspeditioner.

Det, vi hører om den politiske udvikling, er kun de stumper, Triton opsnapper ved at lytte til samtalerne i huset og ved at læse i husets aviser. Triton ved, at der er forandringer i gang i samfundet omkring ham, og hans tankebaner er ikke helt upåvirket heraf, men hans fokus vedbliver at være tjenesten hos Mister Salgado (og dennes senere kæreste) og den fortsatte sublimering af sin kokkekunst.

Madlavningen fylder herligt meget i romanen, som kan nydes alene for de mange duftende og smagfulde beskrivelser af Tritons kulinariske frembringelser og for hans små gastro-æstetisk-filosofiske observationer:

I could see the meal was going to be a succes even before anyone had taken a single mouthful: the mood was right, and mood, I am convinced, is the most essential ingredient for any tate to develop. Taste is not the product of the mouth; it lies entirely in the mind. I prepare each dish to reach the mind through every possible channel.

Sproget flyder ubesværet med et sanseligt nærvær og overskud, og portrættet af drengen Triton er troværdigt og rørende og fortalt med ganske meget humor.

Reef følger i en vis forstand en velkendt skabelon fra herskab-og-tjenestefolkgenren, hvor begivenhederne i både den store verden udenfor og herskabets privatliv fortælles gennem tyendets skarpe blik, som dog aldrig lader sig distrahere fra pligterne og stoltheden i arbejdet.

Samtidig er den en skøn og medrivende historie om en drengs udvikling og drømme fortalt med sans for den poetiske skønhed i de små detaljer, i madlavningen, i naturen (som for Triton især er haven omkring huset, men også havet). Og det er en fin, tragisk kærlighedshistorie mellem Mister Salgado og kvinden i hans liv.

Romanen forekom mig at tone en smule tamt ud til sidst, selv om historien som sådan egentlig er fint nok afrundet og helstøbt på sin egen idés præmisser. Under alle omstændigheder en fornøjelse at læse.

Jeg har læst Reef i en såkaldt jubilæumsudgave udgivet i 2014 med et nyt forord af forfatteren, tyve år efter den oprindelige udgivelse (samtidig med en samlet nyudgivelse af hele Romesh Gunesekeras bagkatalog, som tæller seks romaner og en novellesamling).

• Lignende indlæg

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Begenas Sartov: When the Edelweiss Flowers Flourish

Irmgard Keun: Barn af verden

Judith Hermann: Lettipark