Fin, stilfærdig, men indtrængende novellesamling med glimt af levede liv blandt nepalesere i Nepal og andre steder i verden.

Novellerne i nepalesisk-canadiske Majushree Thapas samling Tilled Earth (2007) er overraskende forskelligartede, både i længde, stil, tema, sociale miljøer og geografisk placering. De er også forskellige i kvalitet. Det var ikke dem alle, jeg fandt rasende interessante, men omvendt var der flere små perler imellem, som samlet set gjorde samlingen til et interessant bekendtskab.

Udgangsordene i samlingens sidste novelle, The Girl of No Age, kunne også have stået indledningsvist som dens credo:

I want the gall, the gumption – for that is what it takes – to ask people I do not know if I may come into their lives, without fearing that they might say no, or fearing that once they let me in, they might hurt me. I want to know, truly know, others, reach out to people who would otherwise just come and go, passing through my life as strangers.

For det er dette, Majushree Thapa synes at forsøge i alle disse noveller: At træde ind i andre menneskers liv, at leve sig ind i livet, som det tager sig ud for mennesker fra forskellige sociale lag, i forskellige omstændigheder, i forskellige lande, med deres forskellige drømme. Dét, Thapas personer har til fælles er dels, at de er nepalesere (på nær en enkelt amerikansk ex-pat i Nepal) – uanset om de lever i Nepal og ikke har ønsker om at leve andre steder, om de forsøger at emigrere til USA, Japan eller bare et eller andet andet sted, eller om de allerede er emigreret. Først er fremmest har de dog alle det til fælles, at de drømmer om noget andet.

Der er den fattige bondekone, der ønsker sig retfærdighed i skilsmissen, hvor hendes mand er løbet af med alle deres køer. Der er den højtstående statslige embedsmand, der formidler visaer mod bestikkelse, men egentlig hellere ville være digter. Der er den etniske nepaleser, der er født og opvokset i USA, men er flyttet til Nepal med drømmen om at blive “ægte nepaleser.” Der er computerprogrammøren, der drømmer om en uddannelse i Bangkok som softwareingeniør. Der er statistikeren, der bare er sulten og drømmer om mad. Og mange flere.

Thapa gør det gennemgående ret godt. Hendes pen bevæger sig let hen over papiret, også når hun skriver om tunge emner. Tonen er fin og afdæmpet og for det meste en fornøjelse at læse.

Manjushree Thapa
Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Tilled Earth består af i alt enogtyve historier. Nogle af dem har gængs novellelængde, andre er ganske korte, helt ned til en halv side.

De korteste af dem har karakter af et flygtigt kig ind bag forhænget til et andet menneskes liv. Nogle af dem er nærmest uden hverken begyndelse eller slutning, blot et glimt at et stykke levet liv, en enkelt situation. Det gør Thapa udmærket, men generelt kunne jeg nu bedst lide de lidt længere historier, hvor hun giver sig tid til at folde sine personer mere ud.

En af de bedste historier i samlingen er titelnovellen, Tilled Earth, om en ung, nepalesisk kvinde, der er på studieophold i Seattle, USA – men reelt samtidig er flygtet fra hjemlandet og hendes forældres planer om et arrangeret ægteskab med en anden mand end ham, hun tror, hun er forelsket i, og som har planer om at støde til hende i USA for at gifte sig med hende.

Henover novellens få sider formår Thapa at formidle et indlevet og troværdigt billede af jeg-fortællerens udvikling fra de indledende, famlende og frygtsomme forsøg på at begå sig i et USA, hvor hun hverken behersker sproget eller de kulturelle koder, til en ny fase af selvsikkerhed og frigørelse, der ender i, at hun – men ikke uden tøven, tvivl og sorg – kapper båndene til sit gamle liv i Nepal og kaster sig ud i et nyt som illegal immigrant i USA. En fin historie fortalt uden romantisering eller sentimentalitet, afdæmpet og alligevel stærk.

There was a woman who decided to rerwrite her life story, she thinks. To rewrite her life story – and she does, but in a language that is completely foreign.

Andre historier var knap så interessante, nogle af dem lidt småkedelige for min smag. Men sådan er det jo næsten altid med novellesamlinger – det hele kan ikke være lige godt. Samlet set dog en fin læseoplevelse.

• Lignende indlæg

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married

Masatsugo Ono: At the Edge of the Wood