En kort roman fra Burundi med en enkel kernehistorie, som ikke desto mindre formår at berøre en stor mængde temaer, som på én gang er meget konkret forankret i Burundis aktuelle virkelighed og nylige historie og samtidig har universel relevans.
Scenen for Baho! (som på kirundi, Burundis andet officielle sprog ved siden af fransk, vist nok betyder “at leve”) er en landsby i en fiktiv region i Burundi. Tiden er ikke så længe efter afslutningen af den lange borgerkrig i Burundi fra 1993-2005, som blandt andet var knyttet til etniske konfliktlinjer mellem hutuer og tutsier.
Ligesom i nabolandet Rwanda inddelte de europæiske koloniherrer befolkningen i Burundi på grundlag af racistiske teorier: Var du relativt langhalset, spidsnæset og velhavende (operationaliseret ved at eje flere end ti køer) registrerede den belgiske kolonimagt dig som tutsi, som ifølge teorien var efterkommere af en stamme indvandret fra det nordlige Afrika og tættere knyttet til europæerne. Var du relativt korthalset, fladnæset og fattig, blev du registreret som hutu.
De såkaldt etniske skillelinjer mellem hutuer og tutsier er således langt fra så ‘oprindelige’ i hverken Burundi eller Rwanda, som det ofte er blevet fremstillet i reportager om konflikterne i området, men er intrikat forbundet med den europæiske koloniadministration.
Roland Rugero (f. 1986). Foto fra forfatterens goodreads-profil.
Burundi blev i 1993 kastet ud i en årelang periode præget af vold og borgerkrig mellem hutuer og tutsier. Den udløsende begivenhed var mordet på den nyligt valgte præsident, som var ombord på det samme fly som Rwandas præsident, hvis nedskydning blev indledningen til folkemordet i Rwanda. Konflikten i Burundi blev ikke så voldsom og omfattende som i Rwanda, men til gengæld trak den længere ud i form af en borgerkrig, der først blev helt afsluttet i 2005.
Så meget om baggrunden for Roland Rugeros Baho! fra 2015. Den ydre handling i selve romanen er enkel: Den 26-årige, stumme Nyamugari, bliver en morgen ved en misforståelse anklaget for voldtægtsforsøg på en ung pige. Pigen, som han ellers bare ville spørge om vej til latrinerne, bliver bange og gør anskrig. Nyamugari går i panik og begynder at løbe. Og en person, der løber på landet i Burundi, er mistænkelig:
Because, for these people, the one who run is assumed guilty of one thing or another. Slow seasons mark life’s moments. One season peacefully leads into another, steady, slow, predictable and calm. Just as life itself is peace, regularity, and slowness. What is new surprises, astounds, and disconcerts.
They did not run from time; they knew it was always near them.
I løbet af ingen tid bliver den ellers godmodige og uskyldige Nyamugari centrum for en ophidset folkemængdes lynchstemning, der ikke kun udspringer af hævntørst over for en formodet voldtægtsmand, men i lige så høj grad gør ham til syndebuk for erindringen om landets langvarige krig, for den vilkårlige vold og mange voldtægter, der stadig plager området, samt en langvarig tørke, der har bragt landsbyen til sultegrænsen.
For folkemængden og de ledere, der opgejler den, er Nyamugari således ikke bare en voldsmand, der skal straffes, men gøres til et offer, der skal bringes for at genoprette en balance. Romanen kan på den måde læses som et universelt studie i universelle syndebukmekanismer, et tema, der også udfoldes fra andre sider i bogen i to indlagte, længere sidehistorier.
Som også oversætter Christopher Schaefer bemærker i sit udmærkede efterord, er henvisninger til etniske tilhørsforhold stort set fraværende i Rugeros roman. Kun et enkelt sted nævnes de tre største etniske befolkningsgrupper i Burundi, hutu, tutsi og twa, for kun straks at blive slået hen som irrelevante. Ikke desto mindre ligger de etnisk relaterede konflikter lige under overfladen i teksten, og fraværet af de etniske referencer er i sig selv en pointe i bogen, som tjener til at understøtte et universalistisk budskab om, at ethvert liv er værdifuldt i sig selv.
Disturbances mark our entire life, whichever way you look at it. The most important thing is to disturb life itself without letting it fall to pieces. Life is the water that flows over the earth, never to be gathered together again …
Fra en litterær betragtning er Baho! interessant på flere måder. Dels benytter Rugero sig af flere forskellige fortælleperspektiver, som hopper mellem blandt andet hovedpersonen Nyamuragi, den unge pige, han anklages for at ville voldtage, én af folkemassens opviglere og ikke mindst en gammel, enøjet kvinde, der har rollen som tilskuer og kommentator til dramaet på afstand.
Romanen, som oprindeligt er skrevet på fransk, skiller sig også ud ved at være krydret med mange ordsprog og ordvekslinger på kirundi, som også er bevaret i den engelske oversættelse, som jeg har læst.
Bogen er med sine kun 90 sider beundringsværdig kort, og det kan vi jo som regel godt lide her hos K’s bognoter, men måske er den alligevel lidt for kort. Ihvertfald havde jeg gerne set, at Rugero havde brugt lidt flere sider på at udfolde personkarakteristikken af især hovedfiguren Nyamugari. Det kunne have bidraget til at gøre den ellers dramatiske historie mere gribende.
Dertil kommer, at der er lidt for meget “telling” og for lidt “showing” i Rugeros fortællestil, og det gør romanens personportrætter og handling mindre vedkommende.
Samlet set var Baho! for mig mest interessant i kraft af at være et eksempel på litteratur fra Burundi og for det indblik i aspekter af landets kultur og nære historie, den tilbyder. Det er den til gengæld også værd at læse for, herunder taget i betragtning, at den er ganske kort.
Forfatter: Roland Rugero
Udgiver: Phoneme Media
Udgivelsesdato: 12.04.2016
Sider: 103
Originalsprog: Fransk
Oversætter: Christopher Schaefer
Originaltitel: Baho!
Opr. udgivelsesår: 2012
Læst: Februar 2018
K's vurdering:
Skriv et svar