“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar.
Tiden er midten af det 19. århundrede, og skibet er via Det Indiske Ocean og Sydhavet på vej hjem til Salem, Massachusetts, som også er McGlues fødeby, hvor retssagen mod ham skal stå. McGlue selv har ingen erindring om det, han er anklaget for, og forstår det i det hele taget først hen mod romanens slutning.
Kortromanen McGlue (2014) var amerikanske Ottessa Moshfeghs debutudgivelse, og den adskiller sig i både stil og historisk rammesætning noget fra hendes senere udgivelser, fuldlængderomanen Eileen (2015) og novellesamlingen Homesick for Another World (2017). Først og fremmest er handlingen i McGlue som nævnt hensat til midten af det 19. århundrede, mens hendes øvrige historier udspiller sig i vores egen nutid eller umiddelbare fortid. McGlue kan dog ikke kaldes en egentlig historisk roman, for så vidt fokus er mindre på den historiske ramme og mere på det psykologiske portræt af hovedpersonen.
Der er således også temaer i romanen, der falder sammen med Moshfeghs øvrige produktion. Ligesom mange andre af hendes figurer er McGlue en person på kanten på samfundet. Han er kun midt i tyverne, men allerede en forhærdet alkoholiker, forfalden til slagsmål og fremstår i det hele taget umiddelbart grov og afstumpet i sin omgang med verden omkring sig. Som andre af Moshfeghs figurer har McGlue dog samtidig en følsom side, som vi især aner i hans forhold til vennen Johnson, som McGlue står anklaget for at have myrdet.
Romanens styrke er dens tone, den em af undergang, forfald og potentiale for vold, der hænger omkring McGlue, og den drømmeagtige stemning, romanen er båret af. Den rå stemning og den knappe handling kan minde lidt om en Cormac McCarthy (og det er en ros, hvis nogen skulle være i tvivl).
Historien er fortalt i glimt, der springer mellem romanens nutid og fortid og blander sig med McGlues delirøse drømme, mens han gradvist stykker erindringsstumper sammen til et billede for sig selv og for læseren af, hvad der er gået forud for den prækære situation, han befinder sig i.
I stand. I feel not so clear, I feel tired. The floor and ceiling switch places and the earth quakes. A moment later the guard comes down my face fist-first: “Shut it!” he shouts into my ear. I quit screaming. I’ve been screaming.
Jeg savnede dog, at Moshfegh lod McGlue som person træde lidt tydeligere frem som person. Der er ikke så meget karakterudvikling i romanen, og de få brikker, Moshfegh serverer undervejs, til at forstå McGlues baggrund og personlighed, er for få til at samle et helt puslespil.
Givet den begrænsede personlighedsudvikling kommer romanen trods sit beskedne omfang dermed også til at fremstå lidt for lang. Ligesom den senere fuldlængderoman Eileen bekræfter McGlue således, at Moshfeghs største styrke ligger i novellegenren.
Titel: McGlueForfatter: Ottessa Moshfegh
Udgiver: Penguin
Udgivelsesdato: 25.05.2017
Sider: 118
Opr. udgivelsesår: 2014
Læst: Januar 2018
K's vurdering: