Jon Fosse: Melancholia I-II

Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.

Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd.

Melancholia er oprindeligt udgivet på nynorsk som to selvstændige bind i henholdsvis 1995 og 1996, samlet i et bind i den danske oversættelse fra 2003 ved altid sprogsikre Karsten Sand Iversen. Det vil dog ikke være helt forkert at sige, at der egentlig er tale om fire korte romaner/noveller i én, og de er ret forskellige, omend tematisk sammenhængende.

Samlet set udgør romanen et portræt af den norske landskabsmaler Lars Hertervig (1830-1902). Måske har du ikke hørt om ham, men han har ikke desto mindre status som en af Norges største kunstmalere. Og hvis du har læst andre af Jon Fosses bøger på dansk i udgivelserne fra forlaget Batzer & co., så kender du ham alligevel, for forlaget har på de fleste af deres Fosse-udgivelser valgt at pryde bogforsiderne med udsnit af Hertervigs landskabsmalerier.

Lad mig starte med slutningen, for jeg var mest begejstret for Melancholia II, som er fortalt fra Lars Hertervigs søster Olines perspektiv. Her føjes nye sider til portrættet af Lars Hertervig, men romanen handler mest om Oline. Ligesom hver af de tre dele i Melancholia I, jf. nedenfor, foregår den over en enkelt dag, den sidste i den gamle Olines liv i 1902, også Lars Hertervigs dødsår.

På denne dag stavrer gamle Oline op og ned ad den stejle vej fra fiskepladsen til sit lille hus på sine værkende fødder. Tankerne myldrer og kredser om det samme, især det helt nære, om de værkende fødder og hvornår hun kan holde en pause, og at hun da vist hellere må en tur på det lille hus, inden hun skal i køkkenet med fisken, for det trykker da vist noget dernede, og bare hun kan nå det, og måske er der allerede kommet lidt foran i underbukserne, og bare der ikke også kommer noget bagved, og sådan bliver det ved.

Undervejs mødes hun af sin svigerinde, der bor på vejen, og hun fortæller, at Olines bror ligger for døden (en anden bror end Lars Hertervig, der allerede er død på dette tidspunkt), og han har som det sidste bedt om at tale med Oline. Men det værker så meget i fødderne og trykker jo også noget dernede, og der er også det med underbukserne, og Oline har ikke så nemt ved at huske, og en anden nabo kommer forbi, og katten løber med fisken, og hun skulle måske også have tømt potten for et par dage siden og skiftet underbukserne, og så glemmer hun, at hun skal ned og tale med bror Sivert.

Ind imellem får Oline også nogle erindringsglimt om sin barndom i Stavanger og om broren Lars, som var en underlig én. Ad den vej hører vi mere om Lars Hertervigs barndom og hans psykiske sammenbrud som voksen og får på den måde fyldt nogle huller ud i forlængelse af Melancholia I.

Stærkest står dog portrættet af Oline selv – og det er så flot leveret, så menneskeligt indlevet, så nærværende og så rørende, at denne del er hele romanværket værd. Fosse trænger helt ind i sindet hos en gammel kvinde, der er sørgeligt bevidst om, at ikke bare kroppen, men også sindet begynder at svigte, og hun er så træt, så træt, at hun bare ønsker, at hun også snart kunne blive udfriet.

Som læser havde jeg det sådan, at jeg bare gerne ville kunne kramme den gamle Oline og hjælpe hende med fisken og natpotten og sågar med at skifte underbukserne.

Skulle jeg taksere Olines historie i Melancholia II isoleret, så ville det blive strålende fem stjerner. Det er sublim litteratur. Et levende menneske i ord.

Men jeg er jo startet helt bagvendt med det andet bind af værket. Det første og største bind af Melancholia har også mange kvaliteter, men det fik mig ikke op at ringe på samme måde. Bindet er opdelt i tre distinkte dele, som faktisk udgør tre selvstændige kortromaner/noveller.

De to første dele skildrer to dage i Lars Hertervigs liv. I den første og længste del møder vi den 23-årige Hertervig i Düsseldorf i 1853. Her er han elev ved kunstakademiet, og på denne dag skal hans lærer, Hans Gude, komme forbi atelieret og bedømme elevernes billeder, men Hertervig tør ikke møde op. Tilgiv mig et lidt længere citat fra den allerførste side, som bedre end mine forklaringer kan give et indtryk af Fosses stil:

Jeg ligger på sengen, iført min lille fløjlshabit, min fine fine habit og jeg vil ikke møde Hans Gude. Jeg vil ikke høre Hans Gude sige at han ikke kan lide det billede jeg maler. Jeg vil bare blive liggende på sengen. I dag orker jeg ikke at møde Hans Gude. For tænk hvis Hans Gude ikke kan lide det billede jeg maler og synes det er pinligt dårligt, synes at jeg slet ikke kan male, tænk hvis Hans Gude trækker sin tynde hånd gennem skægget og ser direkte på mig med sine smalle øjne og siger at jeg ikke kan male, at jeg ikke har noget at gøre ved Kunstakademiet i Düsseldorf, heller ikke ved noget andet kunstakademi for den sags skyld, tænk hvis Hans Gude siger at jeg aldrig kan blive kunstmaler. Jeg må ikke lade Hans Gude sige det til mig. Jeg må bare blive liggende i sengen, for i dag kommer Hans Gude hen på vores atelier, på tørreloftet hvor vi står i rækker og rader og maler, han vil gå fra billede til billede og han vil sige hvad han synes om hvert eneste billede, også mit billede vil han se på og sige noget om. Jeg vil ikke møde Hans Gude. For jeg kan male. Og Gude kan male. Og Tiedemann kan male. Jeg kan male. Ingen kan male som mig, kun Gude. Og så Tiedemann. Og i dag skal Gude se på mit billede, men da er jeg der ikke, da ligger jeg på min seng og ser frem for mig, på vinduet, jeg vil bare ligge på sengen i min lilla habit, den fine fine habit, jeg vil bare ligge og lytte til lydene fra gaden. Jeg vil ikke gå hen på atelieret. Jeg vil bare ligge på sengen. Jeg vil ikke møde Hans Gude.

Og sådan bliver det ved. Og ved. Og ved. Fosses stil er helt hans egen. Han synes at være krøbet ind i Hertervigs sind, og skriften følger hver eneste af Hertervigs tanker på denne dag. Den bevæger sig rundt og rundt og rundt i små cirkler, gentager messende og besværgende de samme ord og sætninger igen og igen.

Gradvist indfanger disse cirkler af ord mere og mere af Hertervigs sindstilstand og karakter og også af hans situation og omgivelser. Hertervig er splittet mellem på én gang at være overbevist om sin egen genialitet som kunstmaler og samtidig plaget af et dybt mindreværdskompleks, som det også anes i ovenstående citat.

Udover frygten for at møde Hans Gudes dom denne dag kredser Hertervigs tanker om hans værtindes femtenårige datter, den skønne Helene, som han er forelsket i, men hendes onkel har fået nys om forbindelsen og smider ham på porten. Derefter går Hretervig på værtshus og møder nogle af de andre malere fra atelieret (“malerne som ikke kan male”), som han ellers undgår, socialt inkompetent, som han er. Og det er sådan set hele handlingen i denne første del på omkring 180 sider.

Jon Fosse er en mester i at indfange sindsstemninger, og hans messede stil medvirker til at give et troværdigt portræt af et plaget sind set indefra. Vi ved jo fra os selv, hvordan tankerne, især i de plagede øjeblikke vi alle kender til i større eller mindre grad, kan kredse i en uendelighed om det samme og det samme og ikke komme videre eller kun i små gradvise spring bevæger sig rundt for bare at vende tilbage til det samme igen.

Men Fosse trækker også store veksler på læserens tålmodighed i Melancholia I. For mig blev det trods alt så langstrakt, at det næsten blev kedeligt. Første del kunne med fordel at have været skåret ned til det halve, og så havde den været mesterlig.

I første del fornemmer vi, hvordan et psykisk sammenbrud er under opbygning hos Hertervig, som er aldeles uden realitetssans. I anden del, som strækker sig over ca. 60 sider, er vi sprunget tre år frem til juleaftensdag i 1956. Sammenbruddet er en realitet, og Hertervig er indlagt på et galeasyl i Sverige, hvor doktor Sandberg har forbudt ham at male. Her kredser hans tanker stadig om den unge Helene fra tiden i Düsseldorf, men de kommer mest ud som voldsomme forbandelser af alle kvinder som ludere, de skal dræbes allesammen, ligesom også alle andre malere end Hertervig selv skal slås ihjel, fordi de ikke kan male.

Og jeg ser på doktor Sandbergs brune og mægtige skrivebord. Og jeg har vel ikke gjort noget galt, det er de forbandede kvindfolk der har gjort noget galt, som de går rundt med deres store patter, det er deres skyld. Jeg har ikke gjort noget galt. Jeg ser på skyer, jeg maler billeder. Jeg ser lyset. Jeg kan male hvad det skal være, hvis bare jeg havde gode nok farver. Jeg ser alt. Jeg kan male, men de andre malere, de kan ikke male. Det er ikke min skyld. Jeg skal dræbe dem, malerne, kvindfolkene. Jeg ser lyset, i alt. Jeg kan male.

Anden del af Melancholia I var behageligt kortere end den første, men gjorde alligevel lidt mindre indtryk. Måske fordi den fuldbyrdede galskab er mindre interessant end den snigende.

Tredje del, som har karakter af en selvstændig novelle, er helt anderledes. Her er vi hoppet helt frem til 1991, hvor forfatteren Vidme, der er beslægtet med Hertervig, har set et af Hertervigs malerier på Nasjonalgalleriet i Oslo og oplevet noget, han vægrer sig for at kalde et glimt af det guddommelige, men alligevel ikke kan forklare anderledes. Han opsøger i sin religiøse forvirring en præst, men hun viser sig at være lige så forvirret søgende som ham selv.

Denne tredje del er sådan set en fin nok novelle i sig selv, men den stritter temmelig meget i forhold til resten af det samlede romanværk. Det er nærliggende at tolke forfatteren Vidme som et alter ego for Fosse selv, og som sådan kan novellen læses som en motivation for Fosse til at skrive den samlede roman.

Jeg har skrevet lidt mere om Fosses skrivestil i min anmeldelse af Andvake-trilogien, og jeg skal ikke gentage mig selv yderligere her. Når Fosses skrift fungerer bedst er han sublimt hypnotiserende og samtidig helt ligetil, nærværende og rørende.

Sådan fungerer det på ypperligste vis i Melancholia II. I den første bog, især i de to første dele, synes jeg imidlertid, at Fosse overgør det i en grad, så det bliver lidt trættende. Derfor kan min samlede vurdering ikke blive helt i top. Jeg kan samlet set bestemt anbefale Melancholia I-II, men ikke som det bedste sted at starte med Fosse.

Der er dog ingen tvivl om, at jeg skal læse mere Fosse. Jeg har adskillige af hans andre romaner på hylden, herunder de første bind af det nyeste værk, Septologien. De sidste to bind af dette syvbindsværk udkommer på dansk til oktober og november, og min intention er at tage dem alle i rap til den tid.

K's vurdering: