Percival Everett: Half an Inch of Water

Ni velskrevne noveller fra Wyoming i det amerikanske vesten. Fornøjelige at læse, men de fleste af dem mangler noget for at få dem helt op at ringe hos mig.

Novellsamlingen Half an Inch of Water (2015) er mit første bekendtskab med amerikanske Percival Everett (f. 1956). En bog, jeg faldt over tilfældigt i en boghandel i Cambridge (kan jeg se på det indlagte bogmærke) for snart syv år siden, og som jeg nu genfandt i min reol med de ulæste bøger.

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt udgivelsen er repræsentativ for Everetts forfatterskab, som er ganske stort. Mere end tredive udgivelser har han bag sig, så vidt jeg kan tælle, primært romaner, men også adskillige novellesamlinger og lyrikudgivelser.

Hvorom alting er: Everett skriver i et godt og enkelt sprog. Alle historier er lette at læse, skriften flyder, og jeg nød sådan set at læse alle historier, mens jeg var i dem. Historierne er ret forskellige, men forenes af en ensartet tone – for de flestes vedkommende.

Percival Everett (f. 1956). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Historierne er også forenede af at udspille sig geografisk i Wyoming, USA. De foregår i nutiden, men i en del af USA, hvor rødderne til det gamle vesten mærkes. Hesteopdræt og ridning fylder noget i flere historier. Ligeså Wyomings relativt store reservat for Shoshone- og Arapaho-stammerne.

De ni noveller i samlingen giver tilsammen en karakteristik af livet i Wyoming i de små byer eller i udkanten af de større. De er befolket af mange forskellige typer af mennesker, som måske har det til fælles, at de søger efter noget, de ikke helt ved, hvad er.

Den lille dagligdags racisme er også et tema, som Everett udfolder på en fin, lavmælt vis. Som f.eks. i denne dialog fra historien “Little Faith” mellem dyrlægen Sam og en af hans kunder, Wes, som har kendt hinanden i årevis:

      You know, you’re okay, Wes said.
      Sam looked at him. How’s that?
      You know, being a black vet out here. I have to admit, I had my doubts.
      About what exactly?
      Whether you’d make it.
      You mean fit in?
      I guess that’s what I mean, yeah.
      Wes, I grew up here. Grade school. High school. I’ve never fit in. I probably never will fit in. I accept that.
      Wes’ face was now blank. He didn’t understand. He was just a degree away from cocking his head like a confused hound.
      Sam said, Thanks, Wes. I’m glad you think I’m okay.
      That’s all I was saying.
      I know, Wes.

Enkelte historier har elementer af noget overnaturligt i sig. Nogle på den afdæmpede der-er-mere-mellem-himmel-og-jord-agtige måde. En enkelt slår over i regulært spøgelsesgys. “Liquid Glass” er en af dem. Den var fornøjelig at læse med et fint, underspillet spændingselement, men for mig faldt den lidt fladt til jorden, da den mundede ud i decideret horror.

Flere af historierne er præget af en lavmålt humor, der passer dem godt. Blandt dem skiller “Finding Billy White Feather” sig ud som en af de sjoveste og i øvrigt bedste i samlingen. Den er dog også atypisk med sit fokus på sære, twistede karakterer.

I “Graham Greene” bliver fortælleren mod sin vilje sendt på ud på en privatdetektivopgave for at finde en døende kvindes længe fortabte søn. Det er en undervejs lavmælt morsom historie, som toner overraskende rørende ud.

Der er på den måde en del godt at sige om samlingen. Alligevel var jeg ikke helt begejstret. De fleste noveller efterlod mig med en følelse af, at der lige manglede det dér sidste, der skal til for at gøre dem erindringsværdige.

Personkarakteristikkerne manglede noget for at blive helt nærværende. Eller historierne som sådan var bare ikke interessante nok. Eller for fleres vedkommende lidt for uforløste.

K's vurdering: