Jon Fosse: Hvidhed

I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.

Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider.

Fortællingen er skrevet i Fosses velkendte stil, hvor ordene flyder afsted i et enkelt, men næsten hypnotiserende sprog. Kun har Fosse som noget nyt fundet en kærlighed til punktummet – hvilket for den garvede Fosselæser kan virke næsten revolutionerende. Men det er det nu ikke – flowet i sproget er (heldigvis) det samme, og det er noget af det, der gør Fosse til en så udtalt nydelse at læse.

Handlingen er enkel: En mand kører i sin bil ind i en skov, han kører fast og begynder at gå på må og få rundt i skoven.

Hvilken retning jeg skal gå i, det ved jeg ikke, og da jeg ikke ved det så har det ikke noget at sige i hvilken retning jeg går. Jeg må bare begynde at gå. Jeg går. Jeg går ligeud. Jeg tænker at det her kommer aldrig til at gå godt. Jeg kommer til at fryse ihjel. Hvis der ikke sker et under, så fryser jeg ihjel. Og måske var det netop derfor jeg gik ind i skoven, fordi jeg ville fryse ihjel. Men det vil jeg jo ikke. Jeg vil jo ikke dø. Eller er det netop det jeg vil. Men hvorfor vil jeg dø. Det er netop det jeg ikke vil, og det er derfor jeg vil finde min bil igen så jeg kan få varmen.

I skoven viser der sig for ham en lysende skikkelse, som tydeligvis er et billede på Gud. Hvis vi havde været i tvivl, manes den til jorden, da skikkelsen præsenterer sig for fortælleren som “Jeg er den, jer er” (med en implicit reference til 3. Mosebog):

Men hvem er det. Jeg aner det ikke, og jeg kan vel heller ikke spørge hvem det er, men hvorfor ikke. Jeg siger: hvem er du. Skikkelsen siger: jeg er den jeg er – og jeg tænker at det svar har jeg hørt før, men jeg kan ikke huske hvor jeg har hørt det, eller måske har jeg læst det et eller andet sted.

Det bliver hurtigt klart for os som læsere, at fortælleren befinder sig i et slags limbo, et grænseland mellem liv og død, en tilstand på grænsen til transcendens.

Det lyder måske nok lidt vel spekulativt eller ligefrem højpandet, men det er det ikke. For vi er i hænderne på Fosse, og han evner at skrive helt enkelt og nærværende om de største ting, herunder livet og døden og den religiøse erfaring.

Det er mesterligt fortalt, og man behøver på ingen måde at abonnere på Fosse katolicisme eller nogen andre religiøse trosforestillinger for at nyde Fosses dyk ned i en metafysisk tilstand på grænsen mellem liv og død.

Tematisk ligger Hvidhed i fin forlængelse af Septologien og har også tråde tilbage til andre dele af Fosses værk. Ikke mindst fik jeg associationer til Morgen og aften (opr. 2000, da. 2015), som stadig står for mig som muligvis min yndlings-Fosse.

Anbefalet!

K's vurdering: