Mark Twain (1835-1910) skrev for mere end 100 år siden to små tekster om Adam og Evas første tid i Paradiset og på jorden. Adams dagbog blev første gang udgivet i 1993, og i 1905 fulgte Twain op med Evas dagbog, som blev udgivet sammen med en forkortet udgave af den oprindelige Adams dagbog.

Adam og Evas dagbog er en sød og sjov, men også tankevækkende tekst om det menneskelige vilkår, at vi alle på én gang er grundlæggende alene og samtidig kun bliver menneskelige subjekter i relation til andre. Det er samtidig en lille historie om kærlighed, om umuligheden af at forstå et andet menneske og leve sammen, og om hvordan vi som mennesker ikke desto mindre er udleveret til med nødvendighed at gøre det alligevel.

MANDAG
Denne nye skabning med det lange hår er rimeligt meget i vejen. Den holder altid til omkring mig og følger mig rundt. Jeg kan ikke lide det; jeg er ikke vant til selskab. Jeg ville ønske, den ville blive sammen med de andre dyr… Skyet i dag, vind fra øst; tror vi får regn… Vi? Hvor fik jeg det ord fra?… Nu kan jeg huske det – den nye skabning brugte det.

Adam er til at begynde med ret irriteret over denne nye skabning, Eva, som griber forstyrrende ind i hans ellers velordnede ensomhed med hendes ustoppelige talestrøm (“Jeg ville ønske, den ikke ville tale; den taler altid. […] Der plejede at være så behageligt stille her”). Men han vænner sig selvfølgelig til hende og kommer efter forvisningen fra Paradisets Have til at elske hende, indtil han ved slutningen stående ved Evas grav må konkludere, at “hvor hun end var, der var Paradiset.”

Blandt de irriterende ting ved Eva er, at hun hensynsløst navngiver alt i haven uden nogen som helst involvering af Adam:

Jeg får ikke en chance for at navngive noget selv. Den nye skabning navngiver alt, hvad vi kommer forbi, før jeg når at protestere. Og det er altid med samme begrundelse – tingen ser sådan ud.

I den selvbevidste Evas dagbogsnotater ser verden anderledes ud:

Vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden nu og lærer hinanden bedre og bedre at kende. […] I løbet af de sidste to-tre dage har jeg overtaget arbejdet med at navngive ting, og det har været en stor lettelse for ham, for han mestrer ikke denne evne og er tydeligvis taknemmelig. Han kan ikke komme i tanke om et rationelt navn, om så hans liv afhang af det, men jeg lader ham ikke vide, at jeg er klar over hans defekt. Hver gang et nyt væsen kommer forbi, navngiver jeg det, før han får tid til at afsløre sig selv med akavet stilhed. På den måde har jeg frelst ham fra mange forlegenheder. Jeg har ingen af den slags defekter.

Den evige historie om manden og kvinden, der tænker og taler forbi hinanden.

Hvis man gad, kunne man godt fylde nogle sider med en feministisk læsning af Adam og Evas dagbøger, som kunne gå på, at Twain reproducerer en række mere eller mindre patriarkalske kønsstereotyper. Det gider jeg så ikke. Dels må man jo leve med, at en tekst skrevet i perioden 1893-1905 bærer præg af sin tids gængse kønsopfattelser. Dels er køn som sådan ikke den interessante forskel mellem Twains Adam og Eva, heller ikke selv om køn og kønsforskelle tematiseres eksplicit i teksten, især af den mere reflekterende Eva.

Twains historie om Adam og Eva er mere grundlæggende historien om mennesket, der bliver bevidst om sig selv, idet det spejler sig i den andens blik. Adam og Eva begge er hinandens andetheder, som de grundlæggende ikke forstår, men ikke desto mindre – og netop derfor – elsker.

Adam og Evas dagbøger kan således læses som et lille stykke eksistensfilosofi. Men især er det en sød og sjov kærlighedshistorie, som viser Mark Twain som den begavede humorist, han var.

Adam og Evas dagbog er udgivet på dansk af ATLAS, som primært er et internetbaseret magasin, men altså også begiver sig af med enkelte trykte udgivelser. Den danske udgivelse er udover et kort forord forsynet med et efterskrift i form af et essay med titlen Løsningen på alle problemer: Ikke mig, dig, som inspireret af Twains tekst og filosoffer som Kant, Løgstrup og Arendt reflekterer over ensomhed og kærlighed i den demokratiske velfærdsstat. På ATLAS’ hjemmeside kan man læse sig til, at efterordet er skrevet af Kristoffer Granov, som er redaktør på ATLAS. Man kan gætte på, at Granov også står for forordet (?). Ingen af delene fremgår imidlertid af den trykte bog – det er altså lige en tand for sjusket, ATLAS (enkelte typografiske fejl kan jeg bedre leve med).

Ser man bort fra fra dette kiks skal ATLAS have tak for at gøre Mark Twains gamle tekst tilgængelig på dansk. Klar anbefalelsesværdig.

K's vurdering: