Niklas Rådström: Gæsten

En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.

Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse.

Jeg ville derfor næppe heller have fundet på at læse Gæsten, hvis den ikke lige var dumpet ned i min postkasse. Jeg følte mig heller ikke forpligtet til at gøre det, men slog alligevel op og læste de første par sider, og de fangede mig faktisk som lovende, så jeg læste videre.

Gæsten er da heller ikke en biografi, men en roman, der tager afsæt i de historiske personers faktiske møde, tilsat og bundet sammen af fiktive elementer. Og det kunne der jo godt være kommet noget interessant ud af. Selv om jeg ikke interesserer mig for biografier, så har jeg læst fremragende romaner med afsæt i historiske personer. Tænk bare på, hvad Daniel Kehlmann fik ud af møderne mellem matematikeren Gauss og den opdagelsesrejsende Humboldt i den mesterlige Opmålingen af verden.

Min interesse for Gæsten svandt imidlertid desværre hurtigt, og jeg havde ærlig talt svært ved at fastholde opmærksomheden. Kun, fordi bogen er kort og letlæselig, fik jeg den fuldført. Jeg kedede mig med andre ord.

Romanen udspiller sig i de fem uger i 1857, hvor H. C. Andersen opholdt sig som gæst hos Charles Dickens og hans familie. De to forfattere havde korresponderet sammen inden besøget, men Andersen havde fået sine breve til og fra Dickens oversat, for han talte så godt som ikke ét ord engelsk.

For H. C. Andersen var hans manglende engelskkundskaber en kilde til ydmygelse (hans eget væsen var en anden), men Rådström viser også, hvordan en sprogbarriere sådan set gensidigt kan reducere ellers store ånder til de rene tåber. I en af bogens sjoveste scener beskriver Rådström således, hvordan Andersen lærer Dickens den danske børneremse om fingrenes navne: Tommeltot, Slikkepot, Langemand, Guldbrand og Lille Peter Spillemand …:

[Nu] står de i parken i Brackfest, og Andersen er atter begyndt at tælle på fingrene for sin vært. Hvis der var nogen, der betragtede dem på afstand, ville de tro, at de var fordybet i en intens diskussion, hvor Andersen som en retorisk figur gang på gang forsøger at indprente sine argumenter i diskussionen ved at holde regnskab med dem på fingrene. To af samtidens mest navnkundige forfattere samlet om en fingerleg og en dansk børneremse.

Sprogbarrieren var imidlertid kun én af årsagerne til, at mødet mellem de to store forfattere blev en katastrofe, som ikke skulle gentage sig. En anden årsag var, at Dickens grundlæggende ikke kunne klare Andersens bekræftelsessyge selvoptagethed og ynkelige hjælpeløshed.

Da det efter fem uger endelig lykkedes Dickens at formå H. C. Andersen at rejse hjem til Danmark, fik han angiveligt straks sat et skilt op i gæsteværelset, hvor Andersen havde sovet, med teksten:

“Her sov den danske digter Hans Christian Andersen i fem uger, hvilket for familien føltes som en evighed.”

Med sine kun ca. 170 sider ville det være for meget at sige, at det også føltes som en evighed at læse Gæsten. Det gjorde det ikke, den er meget hurtigt læst. Men i modsat fald var jeg heller ikke kommet igennem det hele, for særligt ophidsende fandt jeg ikke romanen.

Ideen om at skrive en roman om mødet mellem de to forfattere, hver især markante karakterer, har en umiddelbar appel over sig. Men jeg synes ikke rigtigt, at Rådström får noget særligt ud af det i Gæsten.

Måske har Rådström forlæst sig på kilderne. Jeg har ikke nogen særlig viden om hverken Dickens eller H. C. Andersens biografier og slet ikke om de fem uger, de tilbragte i fællesskab, så jeg kan ikke dømme om, i hvilket omfang, Rådströms fremstilling er historisk korrekt. Men som læser fik jeg det indtryk, at Rådström har kigget dybt i kilderne, herunder H. C. Andersens egne dagbogsoptegnelser.

Og måske er en af grundene til, at bogen aldrig løfter sig som romanværk, at Rådström er blevet for forhippet på, at alle de historiske detaljer fra besøget, der er dokumenteret i kilderne, også skal med i romanen, herunder en masse – for romanfortællingen helt ligegyldige – kedsommelige, biografiske fakta om personerne og deres familier, som nærmest bare bliver remset op.

Niklas Rådström (f. 1953). Foto: Spegelreflex, Johan Bengtsson (2010).

De bedste afsnit er de rent fiktive, især et kapitel, hvor Rådstrøm forestiller sig en samtale, de to digtere kunne have haft, hvis havde kunnet tale sammen. Der er også et par steder, hvor Rådström lader Andersen – i fantasien – føre samtale med Jenny Lind, hans livslange, håbløse kærlighed. Disse sidstnævnte indslag fandt jeg dog lidt anstrengte.

I sidste ende er Gæstens største udfordring måske i virkeligheden selve stoffet: Dickens kedede sin r.. i laser i fem ugers selskab med H. C. Andersen – og at dømme efter Rådströms roman, så var det blandt andet fordi, der slet og ret ikke udspillede sig noget af interesse i de fem uger.

Min anbefaling vil således være, at du lader Niklas Rådströms Gæsten ligge og i stedet læser eller genlæser noget af Charles Dickens eller H. C. Andersen.

Gæsten udkom på dansk den 19. november 2020, oversat af Lotte Kirkeby (forlaget Jensen & Dalgaard).

Bogen er modtaget fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: