Ivan Turgenev: En jægers dagbog

Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.

Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med.

En jægers dagbog (opr. 1852) består af lidt mere end tyve noveller, som for de flestes vedkommende har et skitseagtigt præg, hvilket dog kun bidrager til deres troværdighed og intensitet. Novellerne er bundet sammen af jeg-fortælleren, en godsejer, der ynder at gå på jagt og i det hele taget strejfe om i landskabet, til tider alene, kun med sin hund, til andre tider i selskab med sin tjener. Nogle gange overnatter han i simple bondehytter, i lader eller i det fri. Andre gange er han på længere ophold hos lokale godsejere.

Det er dog ikke jagten, der fylder i disse fine fortællinger, det er derimod de mennesker, fortælleren støder på undervejs. Fortælleren har således en overordentlig veludviklet interesse for alle de mennesker, han møder på sin vej – uanset om det er livegne bønder, jægere, fiskere, skovløbere, kuske, forvaltere, kammertjenere, stuepiger, bondebørn, kærestefolk, hestehandlere, kroværter, drukkenbolte eller værtshussangere, eller det er godsejere eller godsejerfruer.

Hver fortælling udgør et portræt af et eller flere af disse mange mennesker. Og hvilke portrætter! Fortælleren i bogen har en sjælden evne til at falde i snak med folk og få dem til at åbne op og fortælle deres livshistorie, og dette litterære greb giver Turgenev mulighed for at udfolde sin præcise iagttagelses- og indlevelsesevne til at male et levende totalbillede af det russiske landliv i dets mange farverige detaljer.

En jægers dagbog fandt i sin tid nåde for den russiske zars censur, som ellers kunne være ganske streng. Betænk blot, at Fjodor Dostojevskij i 1849 blev dømt til døden (men fik dommen omstødt til ti års eksil, heraf fire i tugthusfængsel i Sibirien) for at have deltaget i en diskussionskreds om frihedsrettigheder og livegenskabets ophævelse.

Og censorerne har da givetvis også efterfølgende fortrudt, at de lod værket passere, for dets virkningshistorie blev ganske betydelig. Værket fremhæves således ofte som et væsentligt element i debatten i samtidens Rusland om livegenskabets ophævelse (formelt i 1861 om end effekten af reformen i form af reel frihed for bønderne var beskeden).

Ivan Turgenev (1818 – 1883)

Når værket overhovedet gik igennem censuren skyldtes det måske, at der på overfladen er tale om en samling uskyldige stemningsbilleder fra landlivet i Rusland. Man skal dog ikke være en særlig opmærksom læser for at indse, at værket i sine umiddelbart apolitiske beskrivelser af dagliglivet på landet og personportrætterne af godsejere, tjenestefolk og bønder rummer en glødende kritik af de livegnes kummerlige og rent ud oprørende forhold.

Man skal dog ikke kun læse Turgenev af politisk interesse. Tværtimod, dét, der formentlig har ramt datidens læsere, er også det, der rammer i dag: Det er de levende portrætter af virkelige mennesker i al deres menneskelighed, deres styrker og svagheder, deres håb og drømme, deres skønhed og grimhed – eller deres følelse af overflødighed – hvad enten de er godsejere eller livegne.

Fortælleren er som nævnt adelig godsejer og taler som sådan fra en priviligeret position, men sympatien og hovedinteressen er åbenlyst hos de fattige, de “små” mennesker, som i Turgenevs portrætter ikke desto mindre fremstår så meget større i deres stolte håndtering af det, livet byder, end de “store” godsejere, der er født med sølvskeen i munden.

Jeg har ikke opdyrket datidens debatter, men jeg kan snildt forestille mig, at Turgenevs levende portrætter af disse enkelte og helt konkrete, hårdtprøvede menneskeskæbner kan have gjort større indtryk end de fleste politiske paroler.

Portrætterne af landadelen, typisk den lavere landadel, er præget af en mild ironisk distance og som sådan ganske morsomme, nogle af dem. Det er dog portrætterne af de livegne, “den simple russer,” som er bogens helt store styrke.

Og så er Turgenevs naturbeskrivelser i øvrigt også umanerligt smukke og stemningsfulde, og de er i sig selv værd at læse værket for.

Hos Turgenev finder vi ikke de dybe eksistentielle, filosofiske undersøgelser af det moralske (og slet ikke det religiøse) menneskes udvikling som hos Dostojevskij. Ikke storladne dramaer som hos Tolstoj. Ikke delirisk, sorthumoristisk satire som hos Gogol.

Når man læser Turgenev skal man derimod berede sig på at gå helt ned i tempo, nyde naturen og især de kortvarige, men righoldige møder med konkrete mennesketyper. Hans stil er rammende kaldt “poetisk realisme” og historierne er fortalt i et roligt tempo, der tager sig tid til at være tilstede dér, hvor fortælleren – og med ham læseren – er.

Som læser får jeg indtryk af, at En jægers dagbog er skrevet af en forfatter, der har brugt et helt liv med at trave sine støvlesåler hullede i det russiske land. Men faktisk tilbragte Turgenev en god del af sit voksne liv i udlandet, især Frankrig og Tyskland.

På den konto og på grund af sin manglende interesse for religiøs moral gjorde Turgenev sig fortjent til foragt fra sin samtidige Fjodor Dostojevskij, som ikke mente, at Turgenev kunne gøre krav på at kende det russiske folk, og at hans stil i øvrigt var alt for poleret og europæiseret (ifølge Tine Roesens i øvrigt glimrende artikel om russisk litteratur i antologien Thomsen, Andersen & Ladegaard (red.) (2019), Verdenslitteraturer).

Og når vi nu er ved sådanne fun facts, så fandt Tolstoj i øvrigt Turgenev som person en kedelig tørvetriller, idet førstnævnte dog alligevel på et tidspunkt lod sig ophidse så meget, at han udfordrede Turgenev til duel (som han dog selv med undskyldning aflyste).

Hvorom alting er: Den litterære sandhed i Turgenevs jægerfortællinger står for mig at se uantastet, uanset hvor mange verst forfatteren i sit eget liv måtte have underlagt sig i skovene og på markerne eller ej.

Jeg har lyttet til En jægers dagbog som lydbog over et stykke tid, én fortælling ad gangen. Turgenevs rolige, afdæmpede fortællestil egner sig fortrinligt til oplæsning, og Karsten Pharaos lidt gammelmodige intonation passer aldeles glimrende til Ejnar Thomassens smukke fordanskning fra 1958.

Jeg gik i gang med at lytte til En jægers dagbog primært af nysgerrighed efter at stifte bekendtskab med klassikeren, om end samtidig beredt på måske at komme til at kede mig en smule over en tekst, som jeg af omtaler frygtede, at tiden kunne være løbet fra. Men jeg blev aldeles indfanget af de fleste af disse små fortællinger.

En jægers dagbog er også udgivet på dansk i udvalg under titlen Af en jægers dagbog. Jeg har ikke undersøgt nærmere, hvilke noveller, der her var udvalgt, men hvis jeg selv havde fået lov at udvælge omtrent halvdelen eller måske op mod totredjedele af teksterne til en samling, så ville min vurdering af et sådant udvalg tone rent ud med fem stjerner.

Den samlede bog rummer dog en række fortællinger, som jeg ikke fandt så voldsomt interessante, især blandt dem, der primært fokuserer på godsejertyperne, som jeg fandt mindre interessante. Jeg lander derfor lige i underkanten i den samlede vurdering af novellesamlingen, men ikke desto mindre med en helhjertet anbefaling af at dykke ned i disse fine og stilfærdigt stærke fortællinger.

K's vurdering: