Hiroko Oyamada: Hullet

Hullet er et ganske læseværdigt, nyere stykke japansk fantastik. En lavmælt, psykologisk gyser med hilsner til blandt andet Alice i Eventyrland.

Hiroko Oyamada (f. 1983) hører til blandt de mange, talentfulde, yngre japanske forfattere, som i de seneste år heldigvis i stigende grad finder vej til os danske læsere. Her er det den prisbelønnede Hullet fra 2014, oversat til dansk ved altid gode Mette Holm.

Hullet er fortalt af den unge kvinde, Asahi. Hendes mand får nyt job, og de flytter til hans barndomsby ind i nabohuset til hans forældres hjem, hvor Asahis svigerforældre lader dem bo gratis. Asahi er nødt til at opgive sit eget job og bliver hjemmegående.

“Hvor er du heldig! […] Det er da et drømmeliv!” mener Asahis kollega om hendes udsigt til at blive hjemmegående husmor. Asahi er ikke så sikker, og gradvist viser hendes nye liv sig også snarere at blive et mareridt.

Inden længe mister Asahi sine normale holdepunkter. Hun er bundet til et relativt isoleret hus. Hun er uden job. Manden er konstant fraværende, også når han er hjemme, hvor han altid er i gang med at skrive på mobiltelefonen. Hendes sociale kontakter begrænser sig stort set til den mildt omklamrende svigermor i huset ved siden af, mandens tilsyneladende demente bedstefar, der bruger hver dag på at vande haven, mens han smiler et fraværende smil, og en mærkelig, flagrende nabokvinde.

Og så er der den mystiske mand, der hævder at være hendes hemmeligholdte svoger, hun aldrig har hørt om, men som bor i et skur bag svigerforældrenes hus.

En dag følger Asahi efter et mærkeligt, sort dyr, og hun falder i et dybt hul på en græsmark – et hul, der er som lavet til hende:

Det føltes som en fælde, der bare havde ventet på mig.

Referencen til Alice i Eventyrland, der forfølger en kanin og falder i kaninhullet, er tydelig. I modsætning til historien om Alice er det imidlertid ikke umiddelbart tydeligt for hverken Asahi selv eller læseren, at der er sket en afgørende forandring via faldet ned i hullet.

Kun gradvist viser det sig, at Asahi på en eller anden måde er kommet ind i en slags parallelverden, der kun på få punkter adskiller sig fra den verden, hun plejede at kende.

Hiroko Oyamada (f. 1983). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det ville ødelægge læseoplevelsen at røbe mere, men Oyamada udfolder ganske fermt historien med en ganske svag, krybende uhygge – baseret på, at hverken Asahi selv eller læseren er sikker på, om hun hallucinerer, eller hvad der egentlig er på færde.

Ser man bort fra det psykologiske gys og de fantastiske elementer er Hullet først og fremmest en vedkommende feministisk kritik af kønsroller, som jo ikke ligefrem er ny, men som Oyamada udfolder fint.

Historien rummer i sig selv som nævnt tydelige paralleller til Alice i Eventyrland, og jeg kunne godt have ønsket, at Oyamada havde ladet det blive ved de implicitte referencer og undgået at tematisere referencen så eksplicit, som hun gør. Som læser kan man altså godt få lidt ondt i hovedet af at få pointerne serveret med en klaphammer mellem øjnene.

Jeg nød ikke desto mindre den korte og letlæste roman, og jeg kan bestemt anbefale den.

Hiroko Oyamada modtog i 2014 Japans fornemste litteraturpris, Akutagawa-prisen, for Hullet. Blandt tidligere prismodtagere, hvis værker jeg tidligere har omtalt, kan nævnes Rin Usami, Yukiko Motoya, Yoko Tawada, Hiromi Kawakami, Sayaka Murata og Ryu Murakami. For slet ikke at tale om nobelpristageren Kenzaburo Oë, som du ikke i skrivende stund finder anmeldelser af på K’s bognoter, da min læsning af ham ligger tilbage i tiden før bogbloggens fødsel, men hvis lille, stærke roman, En privat sag, optræder på min personlige top-75 over mine bedste læseoplevelser gennem tiden.

K's vurdering: