Liliana Colanzi: I lyser i mørke

Bolivianske Liliana Colanzis noveller flyder over af fantasifuld fortælleglæde i et genremæssigt konglomerat, der spænder fra faktuelt forankret historisk fiktion over øko- og kolonialismekritik til science fiction, cyberpunk og regulær horror.

Forlaget Silkefyret er et de små forlag, som har været med til at gøre litteraturen på dansk rigere de sidste ti år. Forlaget har i mine øjne især bemærket sig ved modet til at satse på nogle af de mere aparte og relativt ukendte forfattere fra mange forskellige dele af verden. Det er der kommet nogle virkelig spændende udgivelser ud af. Også nogle, der ikke er faldet så meget i lige præcis denne idiosynkratiske læsers smag, men sådan må det jo være, når der eksperimenteres.

I lyser i mørke (opr. 2022) af den bolivianske forfatter Liliana Colanzi (f. 1981) er et af forlagets pletskud. Den korte novellesamling er den anden udgivelse på dansk af Colanzi.

Den første, Vores døde verden (opr. 2016, da. 2020), har vi også Forlaget Silkefyret og oversætterparret Sabine Dueholm Bech og Marie Groth Bastiansen at takke for. Den havde gode takter, men var også en noget blandet affære, som ikke har sat sig så varige spor hos mig.

Så er jeg mere begejstret for I lyser i mørke, som både er en dybt alvorlig, dyspotisk samfundskritik og samtidig herligt crazy og helt uden respekt for etablerede genrekonventioner. Her er der også tale om nogle ret forskelligartede noveller, som ikke desto mindre alle har en klang af samme galskab.

Titelnovellen, der afslutter samlingen, kan med lidt god vilje tolkes som en slags bizart samlingspunkt for ihvertfald nogle af de andre historier i samlingen. Samtidig skiller teksten sig ud ved som den eneste at være et stykke historisk fiktion, der holder sig ret tæt på de historiske begivenheder knyttet til en spektakulær radioaktiv forureningsulykke i byen Goiânia i Brasilien i 1987. Da jeg læste Colanzis historie fremstod den for mig som en stykke grotesk, dystopisk satire – og så meget mere rystet blev jeg, da jeg slog Goiânia-ulykken op, og fandt ud af, at hendes fremstilling af historien, for så vidt angår de faktuelle forhold, er meget tæt på virkeligheden.

Og måske er det mig, der overfortolker, men det er som om, den lysende, radioaktive forurening, der stråler ud fra den kompromitterede radioaktive kilde, som en lokal skrothandler i Goiânia ved et tilfælde kommer i besiddelse af i historien (både i Colanzis og den virkelige), har spillet en rolle i fremkomsten af de kreative, litterære misdannelser, som udgør de øvrige – på ingen måde historisk faktuelle – noveller i samlingen:

Den indledende historie, Grotten, er en slags stærkt komprimeret, geologisk verdenshistorie fortalt fra en grottes perspektiv med Arthur C. Clarke i bagagen – i et tidsspænd fra en ukendt forhistorisk tid til en fjern fremtid, som når omkring både neanderthalkvinders brutale overlevelsesstrategier, stalakitternes livscyklus, den skabende kraft i flagermuse-guano, mystiske evolutions- og civilisationsaccellerende over- eller udenjordiske indgreb, tidsrejsende, tentaklede rumvæsener og helt almindeligt voldeligt-jaloux kærester.

Det er herligt gakket og ret bagavet fantasifuldt.

Det gælder også de andre historier. I den dystopiske Atomito er vi nærmest ovre i cyberpunk-genren, mens De grønneste øjne er en lille historie i pagt-med-djævelen-genren.

Jeg var godt underholdt af Liliana Colanzis fantasifuldhed, hendes sjove genreblandinger og hang til det groteske, som ikke kun er for sjov, men også i alle historier er båret af en veldrejet kritik af menneskets ødelæggende grådighed.

Bogen er oversat til veloplagt dansk af Sabine Dueholm Bech og Marie Groth Bastiansen og tak for det.

K's vurdering: