Let læst, men samtidig både grundig, indsigtsfuld og inspirerende introduktion til Dostojevskijs værk. Tine Roesens bog om den russiske mester kan anbefales både til nye og erfarne Dostojevskijlæsere.
Har du endnu til gode at stifte bekendtskab med Dostojevskij, er mit råd entydigt: Begynd ikke med at læse Tine Roesens bog – eller nogen andre introduktioner til Dostojevskij for den sags skyld. Begynd med at læse Dostojevskij! For han kræver faktisk ikke nogen introduktion, det er bare at kaste sig ud i det. Og jeg føler mig faktisk ret overbevist om, at Tine Roesen selv vil være enig i dette råd.
Bliver du fanget af den 200 år gamle russer, så er det til gengæld absolut anbefalelsesværdigt at følge op med Roesens bog. For at blive klogere på den historiske og litterære kontekst for Dostojevskijs værker. Og for begavede og indsigtsfulde analyser, som kan åbne op for nye perspektiver og yderligere dybde til værkerne. Og måske som inspiration til, hvilken Dostojevskijbog du vil gå i gang med som den næste.
Tine Roesen (f. 1967), der selv har leveret anbefalelsesværdige nyoversættelser af Dostojevskij (og andre russiske forfattere), er som lektor i russisk litteratur ved Københavns Universitet ikke alene en stor kender af forfatteren, hans værk, liv og samtid, men også en glimrende formidler.
Det er en hovedpointe hos Roesen, at Dostojevskij ikke er slet så tung og dyster, som han har ry for – og som det for eksempel kommer til udtryk i følgende humoristiske udlægning af, hvordan lidelsen kan ses som definerende for Dostojevskijs værk, som jeg ikke kan dy mig for at citere:
Forfatteren led, mens han skrev værkerne, personerne lider i værkerne, og læseren lider under læsningen af de lange, lidelsesfyldte værker.
Som Roesen skriver, kan det have noget for sig, for så vidt lidelsen så afgjort er et tema hos Dostojevskij, og hans eget liv heller ikke ligefrem var frit for trængsler. Men hun understreger og demonstrerer på forbilledlig vis i sin bog, at Dostojevskij også er både “opmuntrende og underholdende læsning.”
Som læser har jeg da heller aldrig lidt under læsningen (eller: måske led jeg lidt undervejs i Brødrene Karamazov, fordi den er så forbistret lang – men her har jeg ikke Tine Roesen med mig, for hun synes enig med den kritiske tradition i at fremhæve dette sidste storværk som den kunstneriske kulmination på Dostojevskijs forfatterskab).
Over årene har jeg selv efterhånden fået læst alle de “store” værker af Dostojevskij og også en god del af de “mindre.” Jeg har aldrig gjort det meget i at læse litteraturkritiske værker om ham – har foretrukket at læse ham mere eller mindre uformidlet. Men jeg læste ikke desto mindre Tine Roesens bog med fornøjelse og udbytte.
Personligt fandt jeg især udfoldelsen af den historisk-litterære kontekst for de forskellige værker interessant. Eksempelvis gav det ekstra lag til forståelsen af Kældermennesket – Optegnelser fra en undergrund (1864) at få værket sat ind i en litteraturhistorisk kontekst som et direkte svar fra Dostojevskij på den samtidige Tjernysjevskijs Hvad skal der gøres? (1863) (som i sig selv var et svar på Turgenevs Fædre og sønner (1862))
Det er en styrke ved Roesens bog, at hun i sin læsning har øje for Dostojevskij som både eksistentialistisk, religiøs og kunstnerisk forfatter – og som den humorist, han også er. Ja, Dostojevskij tager i sine værker livtag med store og filosofisk tunge temaer, men han gør det faktisk netop ikke tungt – men gennem levende, realistiske menneskeportrætter og ikke sjældent med meget humor (tydeligt ikke mindst i Optegnelser fra en undergrund (Kældermennesket), Dobbeltgængeren, Den evige ægtemand og Stakkels mennesker).
Som Roesen viser, er der masser af gefundenes fressen at finde hos Dostojevskij for både filosoffer og litteraturkritikere, men hendes måske vigtigste, gennemgående pointe er, at Dostojevskijs værker – og personerne i hans værker – aldrig kan indplaceres entydigt i filosofiske, politiske, moralske eller religiøse skematikker. Netop fordi han skriver om mennesker.
Dostojevskij skrev ikke bare om “mennesket i mennesket,” han skrev om realistiske mennesker i virkeligheden.
Det kan jeg skrive under på, ligesom jeg kun kan være ganske enig med Roesen i, at man skal smide ærefrygten og højtideligheden overbord og bare kaste sig ud i at læse Dostojevskij.
Dostojevskij skabte dramatiske, gribende og underholdende fortællinger, men han var først og fremmest en forfatter med noget vigtigt, endda akut på hjerte. Han beder os om at tage tidens store spørgsmål lige så seriøst, som han gør. Og han gør det ved ikke bare at vise de konkrete og potentielle ofre for menneskelig egoisme, lidenskab og teoretisk fanatisme, men også ved at give forbryderne og teoretikerne ytringsfrihed og frie tøjler. Ofte står nihilisterne og tvivlerne endda så stærkt, at læseren kan forledes til at tro, at Dostojevskij selv er ved at miste troen.
Og det kan man ikke alene lade sig underholde af, men også lære noget af, som Roesen videre skriver:
Hvis vi virkelig vil forstå verden og leve i den med vores medmennesker, skal vi ikke debattere med stråmandsargumenter eller den værste udgave af deres holdninger, men den bedste. Det giver ikke nogen lykkelig slutning, dem findes der ikke rigtig nogen af i Dostojevskijs værker, men det gør os klogere på, hvor svært det er i fællesskab at skabe et menneskeligt samfund.
Tine Roesen blev i den forløbne uge for Dostojevskij. En introduktion beæret med Georg Brandes-prisen, som årligt uddeles af Litteraturkritikernes Lav for et kritisk værk. Det kan jeg kun applaudere.
Som tidligere annonceret her på bloggen har jeg en genlæsning af nogle af hovedværkerne på programmet for i år: Brødrene Karamazov genlæste jeg i Marie Tetzlaffs nyoversættelse sidste år (som var 200-året for Dostojevskijs fødsel, og i Danmark blev markeret med adskillige nyoversættelser og kritiske værker).
Nu står genlæsninger af Forbrydelse og straf, Idioten og Onde ånder for tur, og jeg er kun blevet mere inspireret hertil af at læse Tine Roesens bog. Jeg fornemmer, at Forbrydelse og straf trænger sig først på blandt de store, men jeg har også nogle mindre fortællinger til gode – sammen med et par (lidt) yngre, andre russere. Hold øje med bloggen for fortsættelse. Og læs i mellemtiden mine anmeldelser af andre Dostojevskijværker her.
Titel: Dostojevskij. En introduktionForfatter: Tine Roesen
Udgiver: Aarhus Universitetsforlag
Udgivelsesdato: 11.11.2021
Sider: 324
Originalsprog: Dansk
Læst: Februar 2022
K's vurdering:
Jo, disse samtidige russiske forfattere “kommunikerede” gerne på forskellige planer. I værket “Onde ånder/De besatte” lader Dostojevskij sin karakter Stefan Trofimovitsj læse Tjernysjevkijs “Hvad skal vi gøre?” for, som fortælleren tænker, at lære disse “skrålhalses katekismus” at kende, en roman (der er dømt verdens kedeligste, men mest afgørende) Stefan ikke kan holde ud at læse. Det er svært at opstille kriterier for hvornår en roman er bedre end andre – jeg vil dog komme dig i møde ved selv at favorisere “Forbrydelse og straf” – Brødrene Karamazov” er så lang (it would kill a bull – if it could read… Læs mere »