Roberto Bolaño: The Return

Lidt ujævn, men meget bolañosk, man fristes til at sige burlesk, novellesamling, som indeholder nogle få perler, flere jævnt gode, men også enkelte mindre gode historier.

The Return er en af de mange Bolaño-udgivelser, der har set jordens overflade på engelsk, siden Roberto Bolaños (1953-2003) død som bare 50-årig. Man kan ikke lade være med at tænke, at Bolaños berømmelse har fået nogle forlæggere til at gribe lige lovlig dybt i de efterladte papirer. De fleste af historierne i The Return holder dog et godt niveau, selv om de ikke lever op til Bolaños bedste.

Den engelske udgivelse består af tretten noveller udvalgt fra to originale samlinger på spansk, Llamadas telefónica (1997) og Putas asesinas (2001).

Læsere, der er så heldige at have stiftet bekendtskab med andre af Bolaños værker, vil genkende tonen og temaerne i denne samling (se links til anmeldelser af andre Bolaño-værker i bunden af denne anmeldelse). Bolaño skriver også her om litteratur, politik, sex, vold og eksil (og sågar om sport) og ikke mindst om deres forbundethed.

Og som i andre værker kaster han også sin egen person ind i novellerne. Dels i form af alter egoet Arturo Belano, der optræder i to af novellerne, og som vi kender fra De vilde detektiver og Fjern stjerne. Dels i form af sig selv i en af de bedste noveller i samlingen, Meeting With Enrique Lihn, hvor Bolaño i en drøm møder den afdøde (og virkelige) forfatter Enrique Lihn.

Temaerne i mange af novellerne er ganske dystre, og i de fleste er volden til stede, enten eksplicit eller lurende under overfladen. Nogle er decideret ubehagelige.

Værst synes jeg var Prefiguration of Lalo Cura, fortalt af en ung mand, søn af en sølle chilensk pornoskuespillerinde i 1980’erne, som søger en slags kommen overens med sig selv ved at gennemse den afdøde mors pornofilm. Det meste af novellen består af eksplicitte referater af ‘handlingen’ i filmene. Og det er på ingen måde erotisk, kun uendelig trist, ligsom finalen, hvor sønnen opsøger en af de gennemgående mandlige ‘skuespillere’ i filmene for at fortælle, hvordan drengen som foster i morens mave mener at huske synet af mandens glans, der penetrerede den gravide mor på film. Tak for kaffe …

Andre historier er båret af en anden slags bizar, sort humor, som f.eks. titelnovellen, hvor den kendte, franske modedesigner Jean-Claude Villeneuve optræder som nekrofil (han er fiktiv, men jeg var nødt til at google ham, for man ved aldrig med Bolaño, han har for vane, også i denne samling, at blande virkelige og fiktive forfattere og politikere ind i sine historier – det er en underliggende pointe i hans forfatterskab, at grænsen mellem fiktion og virkelighed er flydende).

Historien The Return starter således:

I have good news and bad news. The good news is that there is life (of a kind) after this life. The bad news is that Jean-Claude Villeneuve is a necrophiliac.

I novellens første scene dør jeg-fortælleren af et hjerteslag på et diskotek og bliver til et spøgelse. Hans største fortrydelse i den forbindelse er sådan set ikke, at han er død, men at hans faktiske dødsoplevelse viser sig i dén grad at ligne en tilsvarende scene fra den dér umådeligt ringe film med Patrick Swaze, Ghost. som fortælleren altid har afskyet (ligesom os andre). Det er ret sjovt. Historien udvikler sig mindre sjovt, da fortælleren (som spøgelse) må iagttage sin afdøde, obducerede krop i nattens mulm og mørke blive kørt hen til den kendte modedesigner for at blive udsat for unævnelige ting. Fortælleren/spøgelset tager det dog roligt og ender med at få sig en lang god snak med den nekrofile franskmand. The Return er nok den mest bizarre historie i samlingen, men der er flere andre af samme kaliber.

Nogle af novellerne virker som udkast til noget senere, som udfoldes mere i Bolaños romaner, men jeg kan ikke være sikker, da den engelske version, jeg har læst, ikke indeholder oplysninger om, hvornår de enkelte noveller er skrevet (shame on you, Picador).

Men stort set alle novellerne har dette særlige Bolaño-præg. Han skriver i et sprog og skærer sine historier på den dér forunderlige måde, som gør, at man hele tiden er godt underholdt og gerne vil læse videre, selv om man egentlig ikke helt forstår, hvad ideen er, hvis der nogen (samme evne, som Paul Auster har, uden sammenligning i øvrigt).

En enkelt historie, Photos, er dog knap nok en historie og egentlig bare kedelig. Hele novellen består i, at Arturo Belano sidder i en afrikansk landsby og bladrer i en biografi over franske digtere og tænker lidt over det, men egentlig mest opremser titler på forfatternes værker (virkelige eller fiktive, jeg ved det ikke og har ikke orket at undersøge det). Den virker som et fraklip (og et rigtigt fraklip) fra De vilde detektiver.

Alt i alt dog en novellesamling, der er værd at læse, hvis du er til Bolaño. Men måske ikke det bedste sted at starte, her vil jeg i stedet anbefale f.eks. Nocturne fra Chile.

Novellerne i The Return er mig bekendt ikke udgivet på dansk.

K's vurdering: