Stærkt vidnesbyrd i fiktionens form om en fars kafkaske søgen efter sin datter, der er en af de mange, som “forsvinder” under militærregimet i Brasilien efter kuppet i 1964.

Fra Moacyr Scliars Kafkas leoparder, som jeg omtalte forleden, bevæger vi os til en anden fremragende forfatter og repræsentant for den jødiske litterære tradition i Brasilien, Bernardo Kucinski (f. 1937).

Udover den jødisk-brasilianske forbindelse mellem disse to bøger, vil den opmærksomme følger af disse noter også bemærke sig, hvordan mine seneste læsninger er kædet sammen af en kafkask forbindelse. Hos Bernardo Kucinski er referencen til Kafka ganske vist af en anden karakter end hos Scliar og hos mexicanske Guadalupe Nettel i hendes erindringsroman om livet som en gregorsamsask kakerlakpige i Mexico City i 1970’erne. Men den er der.

Allerede titlen på Kucinskis roman, K, giver uvægerligt nogle af os associationer til Kafka. Og det er ikke tilfældigt. Titlen kan ganske vist umiddelbart læses som blot en reference til hovedpersonen, der omtales som netop K – et K, der oplagt kan stå for Kucinski.

Det fremgår således af forfatterens for- og efterskrift, at bogen i høj grad er en litterær bearbejdning af Kucinskis egen historie og erindringer om sin søster, der var en af de mange, der “blev forsvundet” under det brasilianske militærdiktatur, og hvis skæbne aldrig blev afdækket.

Everything in this book is invented but almost everything happened.

Men der er samtidig noget uomtvisteligt kafkask over historien om en fars først desperate og siden mere og mere defaitistiske søgen efter sin datter, der en dag pludselig er forsvundet.

I Kafkas Processen forsøger Josef K at finde ud af, hvad han er anklaget for og forvilder sig derigennem længere og længere ind i en bureaukratisk labyrint og endnu vigtigere i en psykologisk og eksistentiel labyrint, hvor han igen og igen forsøger at identificere det punkt i sin fortid, der har ledt til hans nuværende situation; det punkt, hvor han måtte have begået den ukendte brøde, han er anklaget for.

Kucinskis K forsøger – som talrige andre pårørende til forsvundne under det brasilianske og andre latinamerikanske diktaturer i det 20. århundrede – at opspore sin forsvundne datter. Omdrejningspunktet for hans søgen er ikke at afdække, hvad hun måtte have været anklaget for eller skyldig i, men at få systemet til at anerkende, at hun er blevet arresteret og dræbt, at hun er forsvundet, at hun overhovedet har eksisteret.

Even the Nazis, who’d reduced their victims to ashes, had registered the dead. Each one had had a number, tatooed on his or her arm. They’s noted each death in a book.

Uden svar på disse spørgsmål fanges Kucinskis K i stedet i stigende grad i en indre selvanklagende søgen efter det punkt i fortiden, hvor han selv kunne have handlet anderledes og derigennem måske have forhindret datterens forsvinden.

Romanen er bygget op af knap tredive enkeltstående, korte kapitler, som hver især udgør en afrundet helhed og kan læses særskilt og i (næsten) vilkårlig rækkefølge.

Mange af kapitlerne følger K., en ældre jødisk forfatter, der indtil datterens forsvinden ikke er optaget af politik, men mere af at mødes med andre gamle mænd og forsøge at holde det jiddische sprog i live. Vi følger hans forgæves forsøg på at opspore datteren, som leder ham til viden om et parallelt liv, hun har levet, og som han intet kendte til – måske fordi han aldrig for alvor havde interesseret sig for det.

K’s søgen bringer ham i kontakt med andre efterladte og med militærregimets netværk af informanter. Han må gang på gang opleve smerten ved at blive fodret med falske informationer om datteren, som hver gang viser sig at være et vildspor. Og hans søgen medvirker til, at han må stille grundlæggende spørgsmål ved den måde, hvorpå han har levet sit liv, og de ting, han hidtil har holdt for vigtige. Undervejs trækkes tråde tilbage til K’s fortid som jødisk flygtning fra Polen i 1930’erne.

Bernardo Kucinski (f. 1937). Foto: Reprodução.

Andre kapitler giver stemme til militærregimets håndlangere, der gør “det beskidte arbejde”; til informanterne; til repræsentanter for det etablerede samfund i form af et kollegium af universitetsprofessorer, der lukker øjnene og spiller de roller, regimet tildeler dem; ja, sågar til elskerinden til en af politicheferne.

Tilsammen danner kapitlerne en kollage, der fremviser diktaturets forsvindingspolitik, dets brutalitet og dets alt for menneskelige umenneskelighed. Den danner samtidig et indlevet billede i både ofrenes og ikke de efterladtes verden.

Og så er den en politisk kritik af et manglende opgør i Brasilien med fortiden; det, Kucinski i den indledende tekst beskriver som “Alzheimer’s on a national scale,” den måde hvorpå nationen kollektivt har glemt sine døde.

K er en stærk bog. Det er fiktion, og dens personer er levende som i en god roman. Men samtidig fremstår bogen som et næsten dokumentarisk vidnesbyrd og et anklageskrift. Velskrevet i Sue Branfords oversættelse til engelsk. Absolut anbefalet.

Inden for samme tema kan i øvrigt også anbefales argentinske Tomás Eloy Martínez’ Skærsild, som er en anden form for fiktiv, litterær bearbejdning af samme slags nationale traume, her om de forsvundne under det argentinske militærdiktatur i 1976-1983.

K's vurdering: