Fjodor M. Dostojevskij: Den sagtmodige

“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”

Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877).

Begge fortællinger stammer fra Dostojevskijs tidsskrift En forfatters dagbog. “Dagbogen” påbegyndte Dostojevskij i 1873 som en artikelserie i tidsskriftet Grazjdanin, og den blev senere til et selvstændigt tidsskrift udgivet i perioden 1876-1881. Om “forfatterdagbogen” har blandt andre Tine Roesen bemærket (jf. hendes glimrende Dostojevskij. En introduktion fra 2021), at den med moderne øjne nærmest kan ses som en slags (analog) blog, hvor Dostojevskij i personlig stil skriver om lidt af hvert. Nogle numre af En forfatters dagbog dedikerede Dostojevskij dog til selvstændige fiktive fortællinger.

Begge de ovennævnte Dostojevskij-titler har Batzer & co. tidligere udgivet samlet under netop titlen Fantastiske fortællinger (1997), men i anledning af Dostojevskijs 200-år (som ganske vist var sidste år) er de nu genoptrykt og udgivet som to små selvstændige bøger i samme format som nyoversættlserne af Hvide nætter (opr. 1848) og Et svagt hjerte (opr. 1848), som jeg på disse sider har anmeldt tidligere på året.

Anmeldelse af Et latterligt menneskes drøm følger om kort tid, men her skal det handle om Den sagtmodige, som også med stor afstand er klart den bedste af de to.

Den sagtmodige er stilmæssigt et godt eksempel på, hvorfor Dostojevskij ofte (sammen med Tolstoj, se Anna Karenina) tilskrives æren for at have opfundet stream of consciousness-stilen.

Historien udgøres af én lang monolog af en mand, der går rundt om et bord, hvorpå ligger liget af hans unge kone, der kort forinden har begået selvmord ved at kaste sig ud af vinduet (og her afslører jeg ikke mere, end Dostojevskij selv gør på første side).

Monologen forløber (med Dostojevskijs egne, rammende ord i hans korte forord til fortællingen) “brudstykkevis og med ombytninger og i en forvirret form: Snart taler han til sig selv, snart synes han at henvende sig til en usynlig tilhører som til en dommer.”.

Dostojevskij har ifølge ham selv forsøgt at fremstille forløbet, som om der havde der været en stenograf ved siden af manden, som skrev hele hans tankemylder ned, idet han dog af hensyn til forståeligheden har været nødt til at fremstille det mere sammenhængende, end det for ville have været i virkeligheden for et menneske i denne psykologiske situation.

Formen minder ikke så lidt om den, Dostojevskij tidligere har udfoldet genialt i Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund. Også på andre måder kan fortælleren i Den sagtmodige minde om Kældermennesket. Han er ganske vist ikke så vred, men han fremstår også – ved første øjekast – som en stærkt usympatisk og kynisk personage, der imidlertid i sidste ende viser sig først og fremmest at være ulykkelig.

Fortælleren er en desavoueret militær officer og nuværende lille pantelåner – et erhverv, der hos Dostojevskij ikke så sjældent indtager pladsen som det mest foragtelige.

Pantelåner – ja, og hvad så? Det betyder bare at det må have sine grunde, når et aldeles storsindet menneske er blevet pantelåner. Jeg har nemlig visse forestillinger, mine herrer … jo, altså, jeg har tanker og forestillinger … hvis jeg skulle formulere og fremstille dem, ville det komme til at lyde dumt. Jeg ville skamme mig over det. Hvorfor? Ikke for noget. Fordi vi er nogle sølle skrog og ikke kan tåle at høre sandheden, eller hvad ved jeg.

Gennem fortællerens bevidsthedsstrøm får vi brydstykkevis historien om, hvordan han mødte sin unge kone. Hun var bare 16-17 år og han i begyndelsen af 40’erne. Om hvordan han ved snedig beregning vandt (reelt: købte) hende som sin kone, og om udviklingen i deres forhold indtil hun – som vi ved fra begyndelsen – begår selvmord.

Den sagtmodige er et psykologisk studium af fortælleren. Han udleverer sig fra start som en kynisk og beregnende egoist, der har taget fordel af den unge piges ulykkelige situation. Først for at gøre hende til sin hustru, efterfølgende i form af den strategiske og ydmygende måde, han behandler hende på.

Det interessante er udviklingen undervejs, hvor der i fortællerens monolog efterhånden indsniger sig mere og mere menneskelighed, kærlighed og til sidst også selvindsigt og moralsk bevidsthed. Fortælleren er kynisk og beregnende, men i sidste ende vil han lige som alle andre bare gerne elskes – eller i det mindste bare ses som menneske. Det er dét, han frem for alt higer efter hos sin unge hustru, men alle hans beregninger og strategiske handlinger står i vejen.

Også interessant er i øvrigt den unge piges psykologiske udvikling, som vi ganske vist kun får meget lidt at vide om og kun via den efterladte ægtemands tankestrøm, og han er i den henseende ikke troværdig og under alle omstændigheder ikke med fuld indsigt. Men som læsere danner vi os et billede af hende: Fra forsmået og næsten tilintetgjort, til beskedent håbefuld i ægteskabet, undervejs ungdommeligt trodsig, og til sidst – i afmagt og foragt over for sin påtvungne ægtemand og i kraft af egen moralske habitus – suicidal bundulykkelig.

Bundulykkelig og psykologisk-eksistentielt tilintetgjort er også fortælleren til sidst:

Alt er dødt, og overalt er der dødninge. Menneskene er kun alene og omkring dem råder tavsheden – sådan er det her på jorden!

Selv om den lille kortroman, der næsten kun er en novelle, ikke står distancen mod Dostojevskijs store romaner, så er den inden for sin ramme fremragende.

Den korte fortælling favner ganske mange af Dostojevskijs indsigter i den ulykkelige menneskelige tilstand, som han har udfoldet i større detaljer og dybder i andre værker. Og den er en demonstration af hans sublime fortælleteknik.

Har du aldrig læst noget af Dostojevskij og er i tvivl om, hvorvidt den gamle russer er noget for dig, så kan jeg på den baggrund anbefale Den sagtmodige som en lettilgængelig og overkommelig første smagsprøve.

K's vurdering: