Yasunari Kawabata: Kyoto – den gamle kejserby

Jeg har formentlig skrevet noget lignende før. Jeg har ihvertfald haft oplevelsen før, når jeg har læst Yasunari Kawabata: Oplevelsen af det totale velvære ved at lade sig synke ned i et perfekt tempereret litterært bad – hvor ord og sætninger smyger sig blødt omkring læseren i en perfekt blanding af varme og køligere strømme. Men hvor badet udover æteriske olier også rummer små fisk med skarpe kæber, som nipper stadigt mere insisterende i huden.

Og så kan den metafor vist heller ikke holde til mere … men det var et forsøg på at formidle denne særlige og tæt på sublime erfaring, det kan være at læse den japanske mester og nobelprismodtager, Yasunari Kawabata (1899-1972). Den erfaring har jeg efterhånden gjort mig en del gange. Og læsningen af klassikeren Kyoto – den gamle kejserby (opr. 1962) er endnu en anbefalelsesværdig én i rækken.

Den gamle kejserby er en bog, jeg faktisk har glædet mig til at læse i en del år. Jeg har flere steder forsøgt at skaffe den i engelsk oversættelse, men den har været udsolgt. Så jeg var meget oplivet, da jeg fra forlægger Liv Camilla Skjødt for et par år siden erfarede, at Skjødt Forlag planlagde en dansk oversættelse af bogen. Og så mistede jeg alligevel lige overblikket og overså nyudgivelsen tilbage i november 2025. Til gengæld fik jeg så glæden ved pludselig at støde på bogen i en boghandel fornylig. Og det er jo faktisk det bedste.

Jeg blev ikke skuffet. Kyoto – den gamle kejserby er klassisk Kawabata i bedste forstand.

Som vanligt hos Kawabata er romanen ikke først og fremmest båret af den ydre handling. Der er en handling med en slags fremdrift, bevares, men de store omvæltninger sker i personernes indre – og som læsere får vi dem primært afsløret antydningsvist.

Historiens hovedperson er hittebarnet Chieko, der er opvokset som datter til en velanskrevet tekstilgrosserer i Kyoto. Som voksen, ung kvinde erfarer hun tilfældigt, at hun har en ukendt tvillingesøster i en landsby i bjergene ovenfor byen. Det giver næring til en tvivl om hendes egen identitet samtidig med, at både hun og den nyopdagede søster ombejles af adskillige unge mænd.

Sådan et handlingsreferat lyder jo mest at alt som opskriften på et stykke AI-genereret triviallitteratur. Men Kawabatas Den gamle kejserby er alt andet end dét.

Formelig hver sætning i bogen vibrerer af en nerve og en underliggende menneskekundskab, som gør læsningen til en endog særdeles rig og mættende oplevelse. Og dét vel at mærke uden at sproget eller stilen bliver hverken kompliceret eller litterært opstyltet.

Et andet klassisk Kawabata-karakteristikum ved romanen er den underliggende nostalgisk-konservative tone, som ikke desto mindre løbende udfordres af en vibrerende, moderne spænding. I Kyoto udfoldes den konservative tone især i beskrivelser af årstidernes rituelle højtider og traditioner i Kyoto. Ritualer, der årligt og løbende genbekræfter en forbindelse til historien, fortiden, forfædrene, noget evigt og sikkert.

Det er en tone, som ikke er fuldt ud identisk med, men som ikke desto mindre resonerer med hovedpersonen Chiekos ubestemmelige længsel efter at kende sit biologiske ophav, efter at knytte an til en fortid, som hun ganske vist aldrig har kendt, og som ret beset ikke har nogen forbindelse med det liv, hun har levet.

Men det er ikke ren nostalgi. For Kawabata er også en modernistisk forfatter, og spændingen mellem tradition og modernitet, det gamle og det nye, er et klassisk tema hos ham.

I Kyoto – den gamle kejserby udspilles modsætningen på flere måder, herunder inkarneret af Chiekos far og deres relation:

Chiekos far har en klædehandel, og han er af den gamle skole af mestre, der selv designede deres egne mønstre til eksklusive obier (bælter) og kimonoer. Hans forretning er imidlertid ved at blive udkonkurreret af de moderne strømninger. Hans svar er at gå midlertidigt i kloster, hvilket der ikke umiddelbart kommer noget ud af – før Chieko inspirerer ham, ved paradoksalt at netop udsætte ham for billedbøger af værker med moderne europæiske kunstnere.

Kawabata er en forfatter, som er vokset på mig, som man siger på nudansk. Når jeg ser tilbage på mine tidligere anmeldelser af andre Kawabata-romaner, så har min “stjerne-vurdering” sjældent sneget sig over fire stjerner. Men romaner som for eksempel Snow Country (opr. 1948, da. Snelandet (2022)), Thousand Cranes (opr. 1952, da. Tusind traner (2025)) og The Sound of the Mountain (opr. 1970), som jeg alle læste tilbage i 2020, anslog nogle strenge i min sjæl, som stadig står og vibrerer.

Budskabet er: Kyoto – den gamle kejserby er en femstjernet bog – men de tre ovenævnte bøger ville i sin tid også have fået fem stjerner og en sherifstjerne, hvis jeg dengang helt havde forstået, hvad jeg faktisk læste. Således kan man blive klogere. Og således give stærkere anbefalinger, som kan koges ned til: Læs Kawabata!

K's vurdering: