Vi har passeret nytår, så det er tid til en slags status over læseåret 2015.
2015 var ligesom 2014 et godt læseår for K. Jeg fik ganske vist ikke læst helt så mange bøger som i 2014, men jeg nåede da op mod de 100 titler. Og der var rigtig mange gode imellem, selv om der i tilbageblik ikke var helt så mange som i 2014, der virkelig slog benene væk under mig. Der var dog nok til, at det ikke er svært at udvælge en 2-3 håndfulde anbefalelsesværdige bøger.
Så her er – efter samme skabelon som sidste år – tre gange fem virkeligt gode bøger fra mit læseår 2015, som jeg kan stå fuldt ud inde for – i al deres forskellighed:
Titlerne er inden for hver kategori anført i rangorden med min bedste læseoplevelse først. Klik på cover eller titel for at gå til den fulde anmeldelse.
Fem anbefalelsesværdige bøger udgivet i 2015
#1 Ta-Nehisi Coates: Between the World and Me (2015)
Ta-Nehisi Coates’ ser i denne debatbog den faktisk eksisterende racisme i USA i dag i øjnene. Han gør det uden at blinke, og dét, han ser, er grimt, hårdt og deprimerende. Det er en fremragende bog. Det er ‘required reading’, som Toni Morrison på omslaget er citeret for at have sagt. Og så er det en rasende godt skrevet bog – på niveau med den bedste skønlitteratur.
#2 Harald Voetmann: Syner og fristelser (2015)
Harald Voetmann excellerer i sin seneste roman endnu engang i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få og med stor humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.
#3 Alejandro Zambra: My documents (opr. 2013, på engelsk 2015)
Chilenske Alejandro Zambra har udviklet sig til at blive en af mine nye yndlingsforfattere. De elleve noveller i denne samling er helt uafhængige og selvstændige historier, men de har en tone og visse temaer til fælles, som alligevel får samlingen til at virke næsten som en sammenhængende roman. Hver og én af de elleve noveller er læseværdige. De bedste er mesterlige, de ringeste er virkelig gode.
#4 Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015)
Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.
#5 László Krasznahorkai: Modstandens melankoli (opr. 1989, på dansk 2015)
Dette er ikke ligefrem en ny bog, men den er med på listen her, fordi den første gang er udkommet på dansk i 2015.Modstandens melankoli er en universel fortælling om vold, terror, totalitarisme, diktatur og massens magt i den menneskelige dårskabs tidsalder. Det er tungt og grumt, men der er også masser af humor i bogen. Krasznahorkai er en mesterlig satiriker, og at læse ham er både sjovt, smukt, krævende og hele tiden overraskende.
Fem mindst lige så fremragende bøger udgivet før 2015 (men ikke så gamle, at de kan gå for klassikere)
#1 Jon Fosse: Morgen og aften (2000)
Smukkere kan det næppe gøres. Fosses sprog flyder ubesværet i korte enkle sætninger, handlingen er simpel og let at forstå, og romanen læser nærmest sig selv. Samtidig er historien tung som evigheden, tung som var det den eneste og evige historie om et menneske, der bliver født; et menneske, der lever; et menneske, der dør.
#2 Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede-trilogien (Himmerige og helvede (2007), Englenes sorg (2009), Menneskets hjerte (2011))
“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted hos Jón Kalman Stefánsson. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa. Hans trilogi fra det barske Island er så fyldt med livsvisdom og galskab, sorg og glæde, melankoli og håb, og ikke mindst galgenhumor, at alle bør give sig selv den gave at læse den.
#3 Junot Díaz: The Brief and Wondrous Life of Oscar Wao (2007)
Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA. Fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.
#4 David Vann: Goat Mountain (2013)
I Goat Mountain tager David Vann os med på jagt efter det menneskelige urinstinkt til at dræbe. Det er en stærk og barsk roman om vold og drab som menneskelig grundfortælling. Det er krads læsning, der gør indtryk.
#5 Roberto Bolaño: De vilde detektiver (1998)
De vilde detektiver er et vildt og voldsomt, vittigt og vanvittigt monstrum af en roman. Jeg gav den ikke topkarakter, da jeg anmeldte den i foråret. Men når jeg ser tilbage på bogåret, så er det alligevel en af de bøger, der har sat sig, og som jeg kommer til at bære med mig et stykke tid – også selv om det ikke er Bolaños allerbedste.
Fem klassikere i høj klasse, som stadig holder
#1 Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død (1886)
Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig. Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted.
#2 Jorge Luis Borges: Fiktioner og andre fiktioner (1939/1944/1949/1975)
Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers.
#3 Marcel Proust: Sodoma og Gomorra (På sporet af den tabte tid, bind 7-8) (1913-27)
Mit Proust-læsningsprojekt strækker sig over flere år, og På sporet af den tabte tid var også at finde på min “Bedst i 2014”-liste. I 2015 fik jeg læst Sodoma og Gomorra (bind 7-8), som er fuldt på højde med de forgående bind og tilmed nok de mest underholdende indtil nu. Jeg læser videre og forventer at blive færdig med værket i løbet af 2016.
#4 Henry James: Skruen strammes (1898)
Skruen strammes er en ‘gotisk’ psykologisk gyser. En spøgelseshistorie, ihvertfald på overfladen. Under overfladen måske noget andet, men det raffinerede ved historien og det, der gør den værd at læse også i dag, er dens ubestemthed, dét at vi som læsere til det sidste holdes hen i tvivl om, hvad der er den sande historie.
#5 Bruno Schulz: Kometen (opr. 1938)
Kometen er en sprælsk og sprudlende ironiserende collage af drilske og poetiske metaforer over blandt andet tidens fascination af den nye naturvidenskab, som på det tidspunkt stadig i et vist omfang er forlenet med en aura af magi og mysticisme. Skal læses for Schulz’ flotte sprog, hans intense metaforik, skælmske ironi og satire over menneskene i videnskabens og fremskridtsoptimismens tidsalder.
Det var de titler, jeg havde valgt at fremhæve, men 2015 bød heldigvis på mange flere forunderlige læseoplevelser. Gå selv på opdagelse på bloggen eller i mit indeks over anmeldelser sorteret efter antal stjerner, forfatter, titel eller læseår.
Skriv et svar