Det er igen den tid på året, hvor vi gør status. Også her på K’s bognoter, hvor du i det følgende præsenteres for en maggi-terning af de bedste bøger fra mit læseår 2019. Som altid ene og alene udvalgt efter mine egne idiosynkratiske kriterier i henhold til dagsformen.
Også som altid har jeg begået et udvalg inden for tre kategorier: Klassikere, nyudgivelser i 2019 og … the rest of the best. Yderligere som altid er det ikke nødvendigvis de titler, der fik fem stjerner, da jeg anmeldte dem, der også her ved årets afslutning står tilbage i erindringen som de bedste. Nogle bøger vokser, når de lagrer sig, mens indtrykkene af andre fortager sig, og jeg er under alle omstændigheder ikke slave af mine egne stjerner.
2019 blev året, hvor jeg i maj måned afsluttede min litterære verdensrundrejse, som prægede årets første måneder. Over godt tre år har jeg læst mig igennem (mindst) én bog fra hvert land i verden. Andetsteds på bloggen kan du læse mere om udfordringen og se en oversigt over bøgerne i listeform eller på mit klikbare litterære verdenskort.
Siden har jeg læst mere frit, nu med den nye ambition at komme igennem nogle af de 300+ ulæste bøger i hjemmebiblioteket (af en eller anden grund bliver der ved med at være mere end 300 ulæste i reolen – mit selvpålagte bogkøbestop er åbenbart ikke helt effektivt …).
Hvorom alting er: Der har heldigvis været masser af fremragende bøger blandt de lidt over ethundrede titler, jeg har læst og anmeldt her på bloggen i det forløbne år. Også nogle mindre fremragende, men sådan må det være, når man holder af ikke kun at gå efter de “sikre,” velanskrevne titler, men også at kaste sig ud i bøger, der bare lyder sjove eller skæve eller slet og ret har en dragende titel eller forside.
Men ikke mere snak. Her kommer årets udvalgte:
Klassikere
Fem udvalgte klassikere fra mit læseår – ifølge min hjemmestrikkede definition af en klassiker som en bog, der har mere end 50 år på bagen, men stadig læses af nye generationer af læsere.
The Time Regulation Institute (opr. 1962) af Ahmet Hamdi Tanpınar
Et dyk ned i det 20. århundredes tyrkiske, modernistiske litteratur var en af de helt store positive overraskelser i mit læseår. Og én af de største var Ahmet Hamdi Tanpınars The Time Regulation Institute – et satirisk mesterværk om bureaukrati, modernisering, nationsbygning og om skismaer mellem tradition og modernitet, Østen og Vesten. Med konkret adresse til Tyrkiet i første halvdel af det 20. århundrede, men med en almen gyldighed, der rækker langt ud over både romanens egen tid og det Tyrkiet, den foregår i.
Kreutzersonaten (opr. 1889) af Lev Tolstoj
Når Tolstoj er bedst, skriver han, så det gnistrer. Kreutzersonatens portræt af en mand i sine lidenskabers vold er stærkt medrivende, også selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende, moraliserende verdensbillede.
Brás Cubas’ posthume erindringer (opr. 1880) af Machado de Assis
Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl og liv i denne brasilianske stemme fra graven end i de fleste nutidige romaner. Ubetinget en klassiker, selv om den også kunne have været medtaget på denne liste under nyudgivelser, for så vidt den blev genudgivet på dansk i ny oversættelse i efteråret 2019.
Små titaner (opr. 1956) af Nescio
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er en hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor. Historierne er ikke specielt sprogligt eksperimenterende eller fyldt med skjult symbolik eller andre mærkværdigheder. Men der er et nærvær og en sympatisk humor i teksterne, og så er de slet og ret bare regulært godt skrevet.
The Master of Go af Yasunari Kawabata
En japansk elegi over en forsvindende tids æstetik og etik. Et lidt skævt valg til denne liste, indrømmer jeg, al den stund, at dette strengt taget lidt marginale værk fra den japanske nobelpristagers oeuvre vel knap nok kan kaldes en roman, og så langt fra hører til hans mest læste. Som en nærmest meditativ læseoplevelse, der ikke handler om drama eller udfald, er det ikke desto mindre én af de bøger fra mit læseår, der har sat sig – også selv om jeg kan se af min anmeldelse, at jeg fandt den for lang, da jeg læste den i sommer.
Havde jeg været lidt hurtigere med anmeldelserne her på siden, så kunne der på denne plads i stedet have optrådt den roman, der ofte fremhæves som Kawabatas hovedværk, nemlig Snow Country fra 1947, og som jeg har færdiglæst netop i dag. En tragisk historie, smuk og tyst som et snelandskab. Men dén anmeldelse kommer først i det nye år.
Nyudgivelser i 2019
Antallet af nyudgivelser på min læseliste fra 2019 er ikke overvældende stort. Til gengæld er der nogle virkelig gode imellem.
Små hænder (opr. 2008, da. 2019) af Andrés Barba
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre. Her på K’s forstår vi godt, at Andrés Barbas danske udgiver, Skjødt Forlag, betegner ham som “forlagets spanske darling,” for han er pokkerme god.
Paris (opr. 1980, da. 2019) af Mario Levrero
Anden bog i uruguayanske Levreros “utilsigtede trilogi.” At læse Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
Morels opfindelse (opr. 1940, da. 2019) af Adolfo Bioy Casares
Argentinske Adolfo Bioy Casares’ hovedværk kunne også snildt have været nævnt blandt klassikerne, men kommer med under nyudgivelser, da den blev udsendt i nyoversættelse i 2019. Morels opfindelse er på én gang en filosofisk gyser, teknologisk sci-fi, kærlighedsroman, fantastik á la Borges og psykologisk selvundersøgelse á la Proust. Det er ikke så lidt at spænde over i en roman på bare 130 korte sider, og det kunne velsagtens godt få én og anden til at spørge, om det virkelig kan bære igennem. Men det kan det.
En virkelighed (opr. 1988, da. 2019) af Yu Hua
En fremragende kortroman, men ikke for sarte sjæle. En virkelighed er en umådelig hård, grum og brutal historie om manglende social empati og indbygget vold i det kinesiske samfund. Der er dog intet sensationelt eller kulørt over Yu Huas fortælling, nærmere tværtimod: Skrivestilen er objektiverende, nøgtern og neutral, men det får kun historien til at virke så meget stærkere.
Aldrende skyer i drift (opr. 1986, da. 2019) af Can Xue
Endnu en kinesisk titel fra Korridors novellaserie, der gjorde indtryk. Can Xues kortroman er fyldt med svedende, skidende, stinkende kroppe, kriblende og krablende insekter og gnavende rotter. Der gnides og kradses, knases og smaskes, ræbes og fises, spyttes og harkes, svedes og pisses, så det er en sand fornøjelse.
The Rest of the Best
Og så er der dem, der er udgivet før 2019 uden dog at kunne kvalificere sig til at være klassikere. Og her gemmer sig måske nogle af de allerbedste blandt de bedste.
Motherland Hotel (opr. 1973, eng. 2016) af Yusuf Atılgan
Måske den bedste bog, jeg læste i 2019 overhovedet. Hvis ikke andre allerede havde kaldt Yusuf Atılgan for en tyrkisk William Faulkner, så ville jeg have gjort det. For så god er han. Motherland Hotel er et modernistisk mesterstykke, en vildt ambitiøs og formmæssigt eksperimenterende, men samtidig overlegent flot og stramt komponeret roman.
Det vanskelige lys (opr. 2016/2018, da. 2019) af Tomás González
En bog om sorg, men også en bog om en skabende kunstner og om kunsten som en måde at forsøge at udtrykke dét, der ikke kan udtrykkes. Som for eksempel den uudsigelige sorg over at miste et barn. Colombianske Tomás González fortæller historien lavmælt og værdigt i et toneleje, der er melankolsk, men på intet tidspunkt falder over i det sentimentale eller patetiske. Det er meget stærkt, meget bevægende og meget flot fortalt. Det vanskelige lys er slet og ret en eminent god roman.
Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017) af Mariana Enriquez
Argentinske Mariana Enriquez dyrker en særegen, men særdeles virksom blanding af realisme, aktuel argentinsk samfundskritik, magisk realisme, klassisk gotik og decideret horror. Disse overordentlig velskrevne noveller demonstrerer, hvordan det er muligt at skrive en let læselig tekst uden at gå på kompromis med æstetik og raffineret fortællestruktur.
Lettipark (opr. 2016, da. 2016) af Judith Hermann
Novellekunst, når den er allerbedst. Stort set hver eneste af de sytten korte tekster i denne novellesamling af tyske Judith Hermann rummer hver især mere troværdigt liv, mere melankoli, mere længselsfuld ensomhed, mere kærlighed, ja, mere menneskelighed, slet og ret, end de fleste murstenstykke romaner.
Den følgende historie (opr. 1991, da. 1998) af Cees Nooteboom
Hollandske Cees Nooteboom var et nyt navn for mig, som jeg dyrkede lidt i efteråret 2019. Den følgende historie er den bedste af de tre bøger, jeg har læst af ham i året. Et portræt af et menneske, der aldrig var tilpas i verden, og en roman om aldrig opfyldt kærlighed, herunder for sent erkendt kærlighed. Først og fremmest skal bogen læses for Nootebooms sprog, som er en udsøgt nydelse. Stort set hver eneste sætning i denne roman er ladet med vid og tør humor.
Hermed anbefalet med ønsket om et godt 2020 med mange gode læseoplevelser til alle læsere af K’s bognoter, både de trofaste og flygtige besøgende.
Lidt stof til eftertanke: https://bogmarkedet.dk///artikel/bogsalget-svinder-n%C3%A5r-boghandlerne-lukker
Fin liste, men kan det virkelig passe, at der ikke er nogle rigtige nyudgivelser, som er gode nok til at komme med på din liste? Alle dine nyudgivelser har mindst 10 år på bagen, eftersom nyoversættelser også tæller som nyudgivelser for dig. Nu har jeg aldrig selv været den, der følger med i de helt aktuelle udgivelser, men sket der ikke noget på bogscenen i 2019, som virkelig rykkede, hvor man tænkte, at her er en ny klassiker, som også vil blive læst af kommende generationer? Er der nogen, der har nogle gode bud?
Jeg ville gerne bidrage med nogle bud, hvis jeg havde nogen. Selv med den bedste vilje er det ikke lykkedes mig at stampe noget nyt op jeg har kunnet fatte tiltro til vil ende som klassikere … altså litteratur med substans.
Bogmarkedet flyder over med krimier af den hurtigt læste slags og af mange, mange tusind “læse-let” bøger . Bøger, oppe i dag, glemt i morgen, som i overmoren fylder på hylderne i genbrugsbutikkerne. Jeg synes der de seneste år er gået megen inflation i kunsten at skrive.
Du bekræfter min fornemmelse. Jeg er ikke selv god til, at få læst det nyeste nye, men et besøg i en typisk boghandel i provinsen (bor selv i Odense) er efterhånden en trist affære, hvor det primært er krimier, biografier og kogebøger, der stjæler billedet. Og når det kommer til krimier, så er der mange, der vil have en del af kagen: Er man kendt i offentligheden, kan man da altid udgive en krimi også, hvad enten man kan skrive eller ej. Bedste eksempel jeg husker, er Anne Linnet, som også lige skulle forsøge sig med genren. Anmelderne sablede den… Læs mere »
Som gammel musiker husker jeg tydeligt ‘Motown Records’ tilbage i 60´erne. Soul og blues kunne sælges som varmt wienerbrød, og pladepressen kørte i døgndrift. Citat fra Wikipedia: “Pladeproduktionerne bar præg af iørefaldende hits, nærmest overfladiske “tyggegummi”-sange, skræddersyet til det nye teenage-publikum” – og rigtigt som skrevet – renset for blues- og gospelfraseringer som var ufordøjelige for unge, og i musikalsk henseende, uerfarne og ukritiske ører. Jeg husker hvordan jeg (som uddannet musiker) blev en sjældenhed midt i en gigantisk flod af autodidakte unge, som ikke anede forskellen på dur og mol og blot havde 3 akkorder som samlet repertoire. Hvad… Læs mere »
Jeg er sikker på, at der også i 2019 må være udkommet mange gode “rigtige” nyudgivelser. Min liste afspejler – i sagens natur – hvad jeg har læst, og i det forløbne år har jeg blot ikke været så orienteret mod det helt nye. Men hører gerne gode bud.
Mon ikke vort samfund er blevet for individualiseret og fragmenteret til at en forfatter vil kunne samle folk om sig i dag som engang ? Hvor mange værker vil mon kunne overleve som Daniel Defoes ‘Robinson Crusoe’ der fyldte 300 år i 2019 (og som stadig læses) ? Jo, der har været bogcensur før, men nuomdage kunne en frygt for “sensitivity readers”, krænkelseskonsulenter ansat til at tjekke for krænkelser af etniske minoriteter, seksuelle minoriteter, naturfolk m.fl., måske også hæmme en forfatters virkelyst ? Uden at jeg har den mindste tiltro til at den nogensinde vil kunne blive en klassiker, så… Læs mere »
Tak for listen :0) Altså, at holde en pause i bogindkøbene, det duer ikke ! Jeg gætter på, at du ikke har det så meget anderledes end andre, – de sidst indkøbte bøger er også dem der læses FØRST – og de ældste (fordi man ofte køber flere ad gangen) samler stadigt mere støv.
Jeg nikkede ihvertfald genkendende, da Rabih Alameddine lod sin Aaliya stå med det samme skisma i sin ‘An Unnecessary Woman’.