K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Ungarn

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

Af ,
2 kommentarer

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den. >> Læs videre

István Örkény: Familien Toth

Af ,
Skriv en kommentar

Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.

István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen). >> Læs videre

Agota Kristof: Det er lige meget

Af ,
Skriv en kommentar

Agota Kristof er bedst kendt for sine romaner, men hun begik sig også i den helt korte novelleform, som samlingen Det er lige meget demonstrerer. Der er fine (virkelig fine) historier iblandt, men samlingen præsenterer ikke Kristof, når hun er bedst. Lidt for mange af teksterne fremstår for mig som eksperimenter og ufærdige udkast.

Jeg er en stor fan af Agota Kristof (1935-2011), som mine anmeldelser af andre af hendes værker bevidner. Jeg er også glad for den helt korte novelleform, som kan noget særligt i de rigtige hænder. Mine forventninger var derfor store til samlingen Det er lige meget, som udkom på dansk sidste år på det lille forlag Aleatorik i oversættelse ved Malte Damgaard Hansen. >> Læs videre

Pál Závada: En torvedag

Af ,
Skriv en kommentar

Hvilke mekanismer skaber en menneskehob? Hvad kan gøre almindelige mennesker til delagtige i vilkårlige lynchninger? Og hvornår er man – i moralsk forstand – medskyldig, når en menneskemasse begår vold og drab? Skal man selv have kastet den første sten eller bare én sten? Hvilken skyld påhviler den, der ganske vist ikke aktivt medvirker, men passivt ser til og ser væk? Og hvordan finder man et sprog for at tale om kollektive traumer i en ikke alt for fjern fortid?

Sådanne spørgsmål er blandt dem, den ungarnske forfatter Pál Závada (f. 1954) stiller sig og forsøger at indkredse svar på i romanen En torvedag (opr. 2016), som netop er udkommet på dansk på Skjødt Forlag i en lydefri oversættelse ved Leif Sand. >> Læs videre

Imre Kertész: Fiaskoen

Af ,
Skriv en kommentar

En svær anmeldelse. Fiaskoen har mange fremragende kvaliteter, endda mesterlige. Jeg har ikke svært ved at genkende den Imre Kertész, hvis andre bøger, jeg tidligere har været benovet over. Samtidig er jeg bare nødt til at indrømme, at jeg kedede mig. Midt i alt denne litterære kvalitet kedede jeg mig massivt.

Den ungarnske nobelpristager Imre Kertész (1929-2016) er nok især kendt for den selvbiografiske Auschwitz-roman, De skæbneløse (opr. 1975), men hans omfattende forfatterskab rummer mange andre perler. Fiaskoen (opr. 1988), som først nu er oversat til dansk, kan i en vis forstand ses som en fortsættelse af De skæbneløse. >> Læs videre

Agota Kristof: I går

Af ,
Skriv en kommentar

“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”

I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre

Agota Kristof: Analfabeten

Af ,
Skriv en kommentar

Ungarnsk-schweiziske Agota Kristofs erindringsbog er en lille og umiddelbart let læst sag, men den har litterær tyngde. Med sin knappe stil og korte, men fyndige sætninger er det en intens bog og en begavet reflektion over flygtningens erfaring i et fremmed land og et fremmed sprog.

Agota Kristof (1935-2011) kender vi fra hendes mesterlige hovedværk Det store stilehæfte (opr. 1986, da. 1987) og de to efterfølgende romaner, Beviset (opr. 1988, da. 1989) og Den tredje løgn (opr. 1991, da. 1992), som udgør en sammenhængende trilogi. >> Læs videre

Imre Kertész: Detektivhistorie

Af ,
Skriv en kommentar

En lille roman om magtens logik i en totalitær stat. Ikke Kertész’ bedste, men i høj grad læseværdig.

Detektivhistorie (opr. 1977) er ifølge Imre Kertész’ eget forord til den danske oversættelse ved Peter Eszterhás fra 2005 skrevet ganske hurtigt, konkret foranlediget af en efterspørgsel fra Kertész’ ungarnske udgiver. Den har da heller ikke samme tyngde som de øvrige bøger af Kertész, jeg har læst (senest De skæbneløse (opr. 1975)), men mindre kan gøre det. Detektivhistorie er også litteratur af høj klasse. >> Læs videre

Imre Kertész: De skæbneløse

Af ,
Skriv en kommentar

Ungarnske Imre Kertész’ roman De skæbneløse, der delvist bygger på hans egne erfaringer som interneret i koncentrationslejrene i Anden Verdenskrigs sidste år, er et forfærdeligt og næsten uudholdeligt vidnesbyrd om, hvor umenneskelig menneskeheden kan være. Obligatorisk læsning.

Jeg kan godt selv have det sådan, at jeg næsten ikke magter at læse flere bøger om Holocaust. Vi kender jo historien, og behøver vi at genbesøge den igen og igen? Ja, det gør vi. >> Læs videre

Sándor Márai: Embers

Af ,
Skriv en kommentar

“Gradually we understand the world and then we die.”

Sándor Márai (1900-1989) har klassikerstatus blandt de ungarnske forfattere fra det 20. århundrede. Han blev født ind i det Østrig-Ungarnske Dobbeltmonarki i byen Kassa (nu Košice i det nuværende Slovakiet). Som forfatter valgte han at skrive på ungarnsk, hans mors sprog. Han var stærkt kritisk over for nazisterne og tilsvarende kritisk over for det kommunistiske regime efter Anden verdenskrig. Det sidste førte til, at han forlod Budapest i 1948, og efter en periode i Italien slog han sig endeligt ned i USA.

Márai har skrevet et væld af bøger, men Embers (opr. 1942) betragtes gerne som et af hovedværkerne. >> Læs videre

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

Af ,
Skriv en kommentar

For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver henseende. Suverænt velskrevet, umiddelbart rørende og skræmmende, kompositorisk overraskende, letlæst, men alligevel litterært udfordrende, filosofisk og psykologisk reflekterende, historisk perspektiverende. Og en fornøjelse at læse fra første til sidste side. Det hidtidige højdepunkt i mit læseår.

Ágota Kristóf (1935-2011) blev født i den ungarnske landsby, Csikvánd, og voksede op i Ungarn. Efter at Sovjetunionen slog den ungarnske opstand i 1956 ned, forlod hun som 21-årig landet med sin mand og lille datter og slog sig ned i Schweiz. Her lærte hun sig fransk, som er det sprog, hun har skrevet sine romaner i. >> Læs videre

Antal Szerb: A Martian’s Guide to Budapest

Af ,
Skriv en kommentar

En pudsig og overraskende humoristisk vandretur gennem Budapest anno 1935 – med en veloplagt og ualmindeligt velskrivende guide. Ideel som rejselekture under et besøg i den ungarnske hovedstad.

Antal Szerb (1901-1944) hører til blandt Ungarns mest anerkendte, nyklassiske forfattere. Hvis du aldrig har hørt om ham før, så fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke før i sidste weekend, hvor han blev ved med at dukke op på hylderne i de boghandeler, jeg besøgte i Budapest … >> Læs videre

Imre Kertész: Likvidation

Af ,
Skriv en kommentar

Kender du dét, at du læser en bog, som er en nydelse at læse fra første til sidste side? Måske på grund af et finurligt og omhyggeligt sprog? Måske på grund af en følelse af, at der er noget afgørende vigtigt på spil i teksten? Måske på grund af en påtrængende, vibrerende intensitet i hovedpersonernes mulige motivationer? Men ikke desto mindre har du undervejs i læsningen svært ved at få greb om, hvad bogen egentlig handler om, og hvad meningen i det hele taget er?

Sådan havde jeg det lidt med Imre Kertész’ Likvidation. Det var mit første møde med den ungarnske nobelpristagers værk, men jeg tør godt love, at det ikke bliver det sidste. Selv om jeg ikke tør kloge mig autoritativt på fortolkningen ar romanen. >> Læs videre

László Krasznahorkai: Modstandens melankoli

Af ,
Skriv en kommentar

Ungarnske László Krasznahorkai blev i maj 2015 tildelt den prestigefyldte The Man Booker International Prize 2015. Prisen uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk (og ikke for en enkelt bog oprindeligt skrevet på engelsk som tilfældet er for The Man Booker Prize)

Tilfældet (eller hvad det nu var?) ville, at Forlaget Sisyfos netop på dette tidspunkt var klar med den første danske oversættelse nogensinde af en bog af Krasznahorkai, hans angivelige hovedværk fra 1989, Modstandens melankoli. God timing, må man sige.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde hørt om Krasznahorkai, formentlig fordi han ikke har været oversat til dansk. Forstå det, hvem der kan. For bedømt på Modstandens melankoli, så er der ingen tvivl om, at Krasznahorkai bør regnes med i den helt tunge sværvægterklasse på verdenslitteraturscenen. >> Læs videre

Ödön von Horváth: Gudløs ungdom

Af ,
Skriv en kommentar

Slet ikke dårlig. Især interessant at læse som historisk dokument, fordi den er skrevet på det tidspunkt. Men den holder faktisk stadig som selvstændigt litterært vidnesbyrd om det totalitære samfunds virkning på menneskelige relationer. Minder tematisk om den langt senere albanske Ismail Kadarés romaner om totalitarismen med udgangspunkt i Albanien (Agamemnons datter, Efterfølgeren).

Titel: Gudløs ungdom
Forfatter: Ödön von Horváth
Opr. udgivelsesår: 1937
Læst: Januar 2012

K's vurdering: