K gør status over læseåret 2016 med et udvalg på tyve af de bedste bøger fra hele verden, som er anmeldt på bloggen i årets løb.
2016 var et både godt og interessant læseår for K. 108 bogtitler blev det til i alt, fordelt på bøger fra 66 forskellige lande. Mit læseår har således været præget af, at jeg midt i januar 2016 gav mig selv den udfordring, at jeg vil læse mindst én bog fra hvert land i verden. Jeg har ikke sat nogen tidsfrist for at gennemføre læseudfordringen, men hvis jeg holder kadencen fra 2016 fremover, så burde jeg lige akkurat kunne nå hele verden rundt inden udgangen af 2018.
Nu får vi se. Hvis jeg har et nytårsfortsæt for min læsning i 2017, så er det, at jeg – på trods af min ambition om at komme verden rundt i bøger – også i det nye år vil lade mig distrahere og lokke af spændende bogtitler, jeg støder på undervejs, uanset hvorfra i verden, de stammer.
Men tilbage til læseåret 2016. Som det efterhånden er blevet en tradition, har jeg opdelt mine anbefalinger i tre kategorier: Nyudgivelser i 2016, klassikere og andre (den taknemmelige kategori).
Ideen var egentlig, at jeg ville udvælge i alt femten bøger fordelt med fem bøger i hver kategori, som jeg plejer, men det blev mig for svært denne gang. Så i år er det blevet til tyve anbefalinger – aldeles ujævnt fordelt på de tre kategorier.
På listen optræder der både romaner, noveller, essayistik og dokumentarisme. Der er bøger fra sytten forskellige lande og fire kontinenter. Der er noget nyt og noget gammelt. Der er noget til hjernen og noget til hjertet. Det ualmindelige og skæve har nok fået forrang for det almindelige og lige, men der er da blevet plads til en enkelt feel good-roman blandt mærkværdighederne.
En god blanding, hvis jeg selv skal sige det. Ligesom tidligere år er det min erfaring, at det her i tilbageblik ikke nødvendigvis er de bøger, jeg gav flest stjerner umiddelbart efter læsningen, som stadig står stærkest. Og heldigvis var der også rigtig mange andre gode bøger, end de tyve, jeg her vælger at fremhæve. Tjek K’s indeks over alle årets anmeldelser for et hurtigt overblik over nogle af de andre gode.
God fornøjelse, hvis du vælger at følge nogle af anbefalingerne – og lad mig i så fald gerne høre om din egen oplevelse af bøgerne.
Seks anbefalelsesværdige nye udgivelser fra 2016
#1 Mario Levrero: Byen (opr. 1970, på dansk i 2016)
Tid og rum flyder for både fortælleren og læseren i denne mesterlige leg med Kafkas Slottet. Uruguayanske Mario Levreros sære, sjove og foruroligende første bog i hans ‘utilsigtede trilogi’ var en af årets overraskelser og bedste læseoplevelser blandt efterårets nyudgivelser.
#2 Hassan Blasim: Tossen fra Frihedspladsen (opr. 2010, på dansk i 2016)
Magisk, makaber og munter. Realistisk, rystende og rørende. Satirisk, sardonisk og sørgmodig. Hassan Blasim kan det hele og viser det hele i sine stærke og aparte noveller fra Irak og grænselandet.
#3 Olga Tokarczuk: Rejsende (opr. 2007, på dansk 2016)
At rejse er at leve, som bekendt. Og med polske Olga Tokarczuk kan man både rejse og leve, mens man læser i lænestolen. At være rejsende med Tokarczuk er både sjovt, tankevækkende, bevægende, lærerigt og horisontudvidende – og i det hele taget en udsøgt fornøjelse.
#4 Álvaro Enrigue: Sudden Death (opr. 2013, på engelsk i 2016)
Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved … Mexicanske Álvaro Enrigues respektløse, men også vittige og intelligente omgang med historien er en vild og vildt fabulerende tennismatch, som vel nok var min mest mærkværdige og bemærkelsesværdige læseoplevelse i 2016.
#5 Robert Seethaler: Et helt liv (opr. 2014, på dansk i 2016)
Østrigske Robert Seethaler har en helt anderledes afdæmpet stil. Denne ‘østrigske Stoner‘ er en stilfærdig, men indtrængende, rørende og meget, meget fin, næsten forunderlig, østrigsk roman om … ja, et helt liv.
#6 Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget (opr. 2014, på dansk i 2016)
Og endnu et stilskifte til en anderledes let sag i form af denne franske, feel good-roman med en særlig appel til alle bogelskere verden over. Det er ikke verdenslitteratur, men det er en dejlig bog, som man bliver glad i låget af. Læseren i morgentoget er skrevet med vid, underspillet humor og kærlig ironi, og den er båret af en sådan glæde ved ordene og litteraturen, af en kærlighed til de oversete, stille eksistenser og af en opmærksomhed på de små lyspunkter i hverdagen, at jeg måtte sænke de finlitterære parader og overgive mig.
Fem klassikere, der stadig holder
#1 Juan Rulfo: Pedro Páramo (opr. 1955)
Mexicanske Juan Rulfos klassiker er en lille, men kompakt bog. Den er hverken feel good eller helt nem, men til gengæld fremragende. Skal især læses for den udfordrende skrivestil, det klare og stærke sprog og den flagrende, drømmeagtige stemning – men også for de fine personportrætter fra livet i en lille mexicansk landsby i revolutionstiden.
#2 Herman Melville: Bartleby, the Scrivener (opr. 1853)
Herman Melville er bedst kendt for Moby Dick, men jeg vil så afgjort anbefale at lade murstensklassikeren være murstensklassiker og i stedet læse Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende kortroman – eller egentlig bare novelle – om den anæmiske skriverkarl Bartlebys passive modstand mod Wall Streets finansverden og mod livet i almindelighed.
#3 Hermann Ungar: De lemlæstede (opr. 1922, på dansk i 2016)
Stefan Zweig havde så ganske ret i sin anmeldelse i sin tid, da han om Hermann Ungar skrev, et han “har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.” Således anbefalet! De lemlæstede udkom i øvrigt første gang på dansk i efteråret 2016 og kunne således også have været medtaget i kategorien nyudgivelser.
#4 Gerard Reve: The Evenings – A Winter’s Tale (opr. 1947, på engelsk 2016)
Også denne roman kunne egentlig tælle med som en nyudgivelse, da den er udkommet i 2016 for første gang i engelsk oversættelse. Hollandske Gerard Reves eksistentialistiske efterkrigstidsklassiker afsluttede mit læseår og får lov at komme med i buketten af anbefalinger, selv om årene ikke er gået helt ubemærket henover den. Blandt de kvaliteter, der bringer den ind på listen, er det veloplagte sprog og en markant romankarakter, der inkarnerer en ungdomsgeneration, der har tabt værdierne og frem for alt bare ikke vil kede sig.
#5 Charlotte Brontë: Jane Eyre (opr. 1847)
Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016. Jeg kom også omkring søster Emily Brontës Wuthering Heights (da. Stormfulde højder) i årets løb, men jeg foretrækker Jane Eyre – blandt andet af den banale grund, at den gæve Jane som heltinde er noget nemmere at holde af end skrigeballonen Cathy og den misantropiske gnavpot Heathcliff fra Wuthering Heights.
Andre fremragende bøger fra mit læseår:
#1 Fiston Mwanza Mujila: Tram 83 (opr. 2013, på engelsk i 2015)
Min bedste og vildeste læseoplevelse i det forgangne år var ikke en klassiker og heller ikke en 2016-nyudgivelse, men noget så overraskende som en svedig, jazzet power-roman fra Den Centralafrikanske Republik. Hver side i Tram 83 emmer af beskidt skønhed, saft og kraft, jazz og samba, jernbaner og diamantminer, sex og poesi, vold og filosofi – direkte fra den sydende smeltedigel i det post- (eller neo-)koloniale centrale Vestafrika. Det er litteratur, der rocker og rykker. Det er international verdensklasse. Fiston Mwanza Mujila – han er bare sej!
#2 Edwidge Danticat: Krik? Krak! (1995/2015)
En anden, der er sej, omend i en anden stil, er haitianske Edwidge Danticat, som jeg i 2016 stiftede mit første bekendtskab med. Krik? Krak! er en samling stærke, stærke noveller, som sætter sig i maven og hjertet. Det er medrivende, underholdende, rørende og vedkommende – og af høj, høj kvalitet. Edwidge Danticat bedriver novellekunst helt oppe i samme mesterklasse som for eksempel canadiske Alice Munro.
#3 Alice Munro: Dear Life (2013)
Apropos Alice Munro, så blev der også plads til en af hendes novellesamlinger i 2016. Alice Munro skriver om mennesker og livet, og hun gør det, så man på få sider kommer helt ind under huden på hendes personer. Munros stil er stilfærdig, rolig og omhyggelig, hendes sætninger og historier er uden store armbevægelser eller påtaget grandiositet. Men hold da op, hvor er det godt.
#4 Kim Thúy: Mãn (opr. 2013, på engelsk i 2015)
Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning. Hvert af romanens korte kapitler et et snapshot, en scene båret af et sanseindtryk, som fanges i det korte øjeblik, hvor en blænde åbner og lukker i forfatterens erindring. En smuk og sanselig bog, der giver lyst til at spise.
#5 Amélie Nothomb: Blåskæg (opr. 2012, på dansk 2014)
En forfriskende, charmerende, champagneboblende refleksion over det klassiske eventyr om kvindeforføreren og -morderen Blåskæg, som i denne version sætter den unge, selvsikre kvinde i førersædet og den mandlige forfører på hælene (måske …).
Om kønsroller, sanseligheden og det ustyrlige begær. Lille, let og overraskende god.
#6 Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (opr. 1983/2004, på dansk i 2015
Forfærdende, grumme, brutale, fortvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som giver krigen et kvindeligt ansigt, hjulpet på vej af den hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj i denne bog, der blev en af årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.
#7 Juan Pablo Villalobos: Down the Rabbit Hole (opr. 2010, på engelsk i 2013)
Og minsandten om der ikke har sneget sig en tredje mexicaner ind blandt dette års anbefalinger. Mexicansk litteratur kan altså noget (og så har jeg endda ikke taget Yuri Herrera med denne gang, og det var måske uretfærdigt). Down the Rabbit Hole er en original og pudseløjerlig, men også sjov og rørende historie fortalt fra barneperspektiv af den syvårige Tochtli, som er søn af en brutal, mexicansk narkogangster, og som mest af alt ønsker sig en liberisk dværgflodhest.
#8 Nu Nu Yi: Smile as They Bow (opr. 1994, på engelsk i 2008)
Tag med til en helt igennem forrygende, sprudlende, rablende, dansende, syngende, larmende, bling-bling-glitrende landsbyfestival i Myanmar med både de rige og de fattige, tiggerne, luderne og lommetyvene og ikke mindst en hær af transvestit-åndemanere. Smile as they Bow er en veritabel fest af bog. Og samtidig et fascinerende indblik i en del af den burmesiske kultur og religiøse praksis.
#9 Jesús Carrasco: Flugt (opr. 2013, på dansk i 2014)
Cormac McCarthys westerns møder Hemingway på en gold slette i Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede. Når Jesús Carrascos debutroman er bedst, lever den næsten op til en sådan karakteristik. Dog kun næsten, men det er trods alt heller ikke nogen ringe præstation af en debutforfatter at kunne kalde sådanne associationer frem. Jeg var ihvertfald begejstret.
Det var, hvad jeg havde valgt at bringe i denne omgang. Gå selv på opdagelse efter mere læseinspiration på bloggen, på K’s litterære verdenskort eller i mit indeks over anmeldelser sorteret efter antal stjerner, forfatter, titel eller læseår.
Godt nytår!