Den offentlige debat om forholdet mellem embedsmænd og politikere svinger for tiden forvirret mellem to modsatrettede positioner:
På den ene side “Yes, minister”-opfattelsen, som baserer sig på den forestilling, at politikerne er i lommen på centraladministrationens embedsmænd, som har deres egen langsigtede dagsorden og bruger deres vidensmonopol til i det skjulte at dukkeføre ministeren og regeringen – eller ihvertfald til at installere en konservativ træghed i systemet. For dem, der abonnerer på denne forestilling, synes det impotente og bizarre svar primært at være flere politisk ansatte rådgivere og spindoktorer, som kan hjælpe ministeren med at styre embedsværket.
På den anden side den stik modsatte opfattelse, at embedsapparatet tværtimod er alt for politiseret: At de embedsmænd, som skulle være uvildige rådgivere, i realiteten hopper og springer for den til enhver tid siddende minister og beredvilligt lader deres faglighed spænde for en politisk vogn med det formål at manipulere Folketinget og offentligheden til at tjene regeringens politiske interesser. >> Læs videre