Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Små stilfærdige, men ikke desto mindre intense noveller om almindelige menneskers hverdagserfaringer i det moderne Iran. Absolut værd at læse.
Iranske Zoyâ Pirzâd (f. 1952) har tre novellesamlinger og to romaner bag sig. Som alle andre eftermiddage (opr. 1991) er hendes første novellesamling og den hidtil eneste eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk. >> Læs videre
“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”
Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre
På mindre end 90 små sider lykkes det på det nærmeste Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.
Hvis iranskfødte Shahrnush Parsipurs (f. 1946) mest kendte bog, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019) genremæssigt kunne indkredses som noget i retning af magisk realisme, så har Parsipur med Mænd fra forskellige civilisationer ladt realismen helt bag sig til fordel for en slags fabulerende fantastik. >> Læs videre
“There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am I supposed to fight?”
Ovenstående korte digt står som epigraf til flash fiction-samlingen No Windmills in Basra (opr. 2018, eng. 2022) af irakiske Diaa Jubaili (f. 1977). Med sin på én gang humoristiske, implicitte reference til Don Quixotes legendariske kamp mod vejrmøllerne og sin – med Iraks nyere krigshærgede historie i baghovedet – samtidig tragisk-sørgmodige, ja, fortvivlede tone rammer digtet ganske godt noget af grundstemningen i samlingen. >> Læs videre
“Mennesket er en skvulpende sæk fuld af indvolde, en fugtig, blød sæk. Der er mange huller, som det driver og drypper fra, stinkende sluser fulde af flegma, geleagtige klumper.”
Den polsk-israelske forfatter Leo Lipski (1917-1997) er en veritabel litterær fest, der er god grund til at opsøge. Også selv om festen mest foregår på et uhumsk, stinkende lokum. >> Læs videre
Frie oplevelser er en magisk bog på flere niveauer. Den indeholder magisk-realistiske elementer, og Shahrnush Parsipur skriver i et magisk forførende sprog, som man bare sluger som læser.
Shahrnush Parsipur er en virkelig spændende forfatter, og det er godt, at vi her tidligere på året fik adgang til at læse endnu en af hendes bøger på dansk – udgivet på Gyldendal og oversat af Nazila Ghavarmi Kivi, ligesom den første bog på dansk af Parsipur, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019). >> Læs videre
Brutal og næsten ubærlig kortroman om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder og kvinders seksualitet i syriske landsbysamfund. Vægtig og vigtig for sine temaer, kompositorisk interessant, men også unødigt forvirrende og i sidste ende lidt kedelig.
Syriske Mamdouh Azzam indleder Ascension to Death (opr. 1987, eng. 2018) chokerende brutalt med hovedpersonens død. >> Læs videre
KAPANG! 4.300 års lagring i kileskrift har ikke frataget den sumeriske ypperstepræstinde Enheduanas power-digt meget saft og kraft. Dronning over verdens magter i Sophus Helles flotte danske gendigtning fremstår helt frisk, vild og voldsom og i allerhøjeste grad læseværdig.
Og så kommer den danske version fra 2020 tilmed flot gennemillustreret af Johanne Helga Heiberg, hvis illustrationer emmer af samme kraft som teksten og fortolker den på fornem vis. >> Læs videre
Smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, galgenhumoristisk, kritisk. Virkelig god. Og tilmed kort og letlæselig. Stor anbefaling herfra af Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker, Kvinder uden mænd, i flot, flydende dansk oversættelse af Nazila Ghavami Kivi.
Shahrnush Parsipur (f. 1946) begyndte at skrive og udgive Kvinder uden mænd i 1970’erne. I første omgang udkom dele af den som noveller i litterære magasiner, indtil bogen udkom som samlet roman i 1989. >> Læs videre
En sine steder medrivende fortalt, allegorisk historie om fortællingens kraft og om modsætninger og skyggesider i det moderne Saudi-Arabien. En roman med mange gode takter, som dog også spænder lidt ben for sig selv i kraft af at være lidt for konstrueret.
Wolves of the Crescent Moon af saudiske Yousef Al-Mohaimeed (f. 1964) udfolder sig omkring tre menneskeskæbner i Riyadh: Beduinen Turad, der mangler et øre. Hittebarnet Nasil, der mangler et øje. Den afrikanske slave og eunuk Tawfiq, der mangler … ja, dét, som eunukker mangler. >> Læs videre
En velskrevet kuwaitisk coming-of-age historie om at være splittet mellem en filippinsk og en kuwaitisk identitet. Samtidig en roman, der giver interessante indblik i mange sider af det kuwaitiske på én gang moderne og traditionalistiske samfund. Interessant er imidlertid ikke nødvendigvis det samme som spændende, og The Bamboo Stalk var mig lidt småkedelig – og alt for lang.
Romanen er en coming-of-age fortælling om den unge José/Isa. José er født i Kuwait af en filippinsk mor, som blev gjort gravid af en arabisk-kuwaitisk mand af en velstående familie, hvor hun i sin ungdom ligesom så mange andre filippinske kvinder arbejdede som hushjælp for at kunne sende penge hjem til familien i Filippinerne. Og som sendte hende tilbage til Filippinerne, så snart hun havde født >> Læs videre
“Jeg overvejer at lave et online selvmordsangreb. Jeg vil tage et bombebælte på og samle alle mine online venner i én eneste status … og så sprænge mig selv i luften.”
Aboud Saeed (f. 1983) var 29 år i 2011, da det oprør brød ud i Syrien, som udviklede sig til den syriske borgerkrig. Omtrent samtidig begyndte han at skrive opdateringer på sin personlige profil på Facebook under sloganet “Jeg er den smarteste fyr på Facebook” som en ironisk kommentar til alle de selvfede distanceblændere på de sociale medier. >> Læs videre
Earth Weeps, Saturn Laughs er en lettere satirisk fortælling fra en landsby i Oman. På flere måder ganske interessant, men den er også lidt ujævn, og den havde svært ved at fange mig.
Handlingen i romanen er centreret omkring en magtkamp om, hvem der skal lede landsbyen. En gruppe mænd konspirerer i hemmelighed om at vælte den nuværende leder og underminere hans støtter. Sammenvævet hermed fortælles undervejs en række sidehistorier om forskellige typer i landsbyen, og der bliver også plads til et par kærlighedsforviklinger. >> Læs videre
Jordansk roman om at gå i landflygtighed og vende hjem, om modstand mod autoritære regimer, men især om den personlighedssplittelse, som den landflygtige kan opleve. Ikke uinteressant, men heller ikke decideret medrivende.
Den jordanske forfatter og journalist Amjad Nasser (f. 1955) har siden 1979 udgivet en betydelig mængde digtsamlinger. Land of No Rain (opr. 2011, udgivet på engelsk ved Jonathan Wright i 2014) er hans første – og så vidt jeg ved hidtil eneste – roman. >> Læs videre
Frankensteins monster i en moderne irakisk version: Syet sammen af ligrester fra bilbomber i Bagdads gader og nu på hævntogt for at give alle krigens ofre fred. Ahmed Saadawi leverer grotesk horror-krigssatire på højt niveau.
Scenen er Bagdad på et tidspunkt efter den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003. Det gamle regime under Saddam Hussein er væltet, og en ny regering er installeret, men landet hærges stadig af kampe mellem regeringsstyrkerne og amerikanerne på den ene side og flere forskellige iraktiske militser på de andre sider. Sprængning af selvmordsbomber i byen er dagligdag for beboerne i Bagdad, og hver eneste dag tæller krigen sine nye ofre blandt civilbefolkningen. >> Læs videre
Velskrevet og vigtig iransk roman om den iranske revolution, som dog også er temmelig svært tilgængelig for den, der ikke er fortrolig med iransk kultur og politiske historie.
Jeg tror, at de fleste følgere af disse bognoter vil medgive mig, at jeg normalt ikke viger tilbage for at lade mig udfordre litterært. Der er en særlig nydelse knyttet til som læser at skulle arbejde aktivt med en bog under læsningen for at fravriste teksten en mulig mening.
Mahmoud Dowlatabadi satte mig ikke desto på lige lovlig hårdt arbejde med romanen The Colonel om den iranske revolution. Bogen er velskrevet,men ikke helt nem at få hold på. Det skyldes dels, at den er relativt kompleks i fortællestrukturen: Handlingen springer frem og tilbage i tid uden tydelige markører af skiftene, fortællerperspektivet skifter mellem personer, og drømmesyn og hallucinationer blander sig i romanens ellers overvejende realistiske univers. >> Læs videre
En raffineret og slet ikke ueffen kortroman fra Yemen, som umiddelbart byder sig til som en magisk-realistisk krimifortælling med socialkritiske elementer, men som både vil og kan noget mere som abstrakt parabel.
A Land Without Jasmine præsenterer sig umiddelbart som en kriminalintrige: Den tyveårige universitetsstuderende Jasmine forsvinder. Der danner sig hurtigt mistanke om en forbrydelse, og pigen eftersøges af både politiet, af hendes blodhævntørstige familie og af den sekstenårige nabosøn, som har været mere eller mindre hemmeligt forelsket i hende siden sin barndom. Og måske er der også magi og djinn‘er involveret. >> Læs videre
En vidunderlig roman, som de fleste bibliofile kun må kunne elske. Om en skøn, misantropisk, ældre dame alene i en lejlighed i Beirut og om hendes liv gennem litteraturen.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst den libanesisk-amerikanske forfatter Rabih Alameddines (f. 1959) prægtigt fabulerende roman The Hakawati, hvor Alameddine på én gang respektfuldt og respektløst blander genfortællinger af klassiske arabiske myter fra 1001 nats eventyr og Koranen med et portræt af en familie gennem flere generationer frem til nutidens Beirut.
Den overflødige kvinde er en helt anden slags roman. Vi er ganske vist også her i Beirut, og glæden ved fortællingen og litteraturen lyser også igennem bogen, men nu er det først og fremmest den vestlige litterære kanon, der spiller med. >> Læs videre
Socialrealistisk semikrimi fra Qatar om den skrupelløse udnyttelse af immigranter under livsfarlige arbejdsforhold, om køn, tradition og religion, om forholdet mellem lokale og expats i Qatar. Romanen er båret af sympatiske intentioner og er ikke uinteressant for sit tidsbillede af Qatar, men det kan ikke redde den.
Mohanalakshmi Rajakumar betegner sig selv som en sydasiatisk amerikaner, som har boet i Qatar siden 2005. Hun har udgivet en række bøger, primært romaner, herunder The Migrant Report fra 2015. På trods af bogens afskyeligt grimme omslag, der bringer tankerne hen på en samfundsfagsbog for gymnasiet, så er der tale om en slags socialrealistisk wannabe-krimi. >> Læs videre
Syriskfødte Osama Alomars små fabler og allegorier er vældigt sympatiske, og de bedste af dem er søde og pudsige og moderat tankevækkende. De fleste er dog for banale for min smag, gående mod det ligegyldige.
The Teeth of the Comb & Other Stories, som netop er udgivet for første gang, er en samling af cirka 160 kortprosatekster i form af moderne fabler og allegorier over den menneskelige tilstand. De længste af dem strækker sig lige akkurat over 2-3 sider, men de fleste er ganske korte, kun nogle få sætninger eller helt ned til en enkelt. >> Læs videre
Når jeg nu alligevel var i gang med den meget smalle, grænsende til obskure, litteratur fra meget små arabiske golfstater (jf. min læsning af Thani Al-Suwaidis The Diesel tidligere på ugen), så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage et smut omkring Bahrain også – og få det overstået. Det blev til et kig ind i digteren Qassim Haddads værk.
Bahrainske Qassim Haddads prosadigte har givetvis stor kvalitet for dem, der er til den slags. Personligt var jeg et godt stykke fra at blive grebet af guddommelig digterisk galskab eller noget, der ligner, ved at læse dem. Men læsningen af Qassim Haddad gav god inspiration til at læse lidt op på sagnet om Majnun og Layla og dets reception i både østlig og vestlig kulturhistorie, og det var til gengæld helt interessant. >> Læs videre
En kortroman om køn, kunst og revolutioner fra De Forenede Arabiske Emirater fortalt fra en transkønnet sanger og dansers perspektiv. Interessant? Ja, i dén grad. Velskrevet? Ja, bestemt. Forståelig? Ærlig talt, nej. Anbefalelsesværdig? Mnjarhh …
Jeg var ret begejstret og meget forventningsfuld, da jeg i min søgen efter bøger fra den arabiske verden som led i læseudfordringen Verden rundt i bøger faldt over Thani Al-Suwaidis (f. 1966) The Diesel (udgivet første gang på arabisk i 1994, men først i 2012 udkommet i engelsk oversættelse). >> Læs videre
Limbo Beirut er en slags montageroman om forskellige libanesiske menneskeskæbner kædet sammen af tilfældigheder en dag under de uroligheder, der blussede kortvarigt op i Beirut i maj 2008.
Bogen præsenterer sig som en roman fortalt i fem kapitler. De fem kapitler kunne dog hver især egentlig godt stå alene som afsluttede noveller, da de kun er meget løst sammenknyttede gennem en enkelt begivenhed i maj 2008 i Beirut, Libanon.
Libanon var, som nogle vil huske, hærget af en voldom borgerkrig igennem 15 år fra 1975-1990. I maj 2008 truede borgerkrigen med at bryde ud igen, da en konflikt mellem Hizbollah i Libanon og den libanesiske regering førte til væbnede uroligheder og kampe i Beiruts gader. >> Læs videre
Magisk, makaber og munter. Realistisk, rystende og rørende. Satirisk, sardonisk og sørgmodig. Hassan Blasim kan det hele og viser det hele i sine stærke og aparte noveller fra Irak og grænselandet.
Tossen fra Frihedspladsen er Hassan Blasims (f. 1973) første novellesamling, men den anden, der udkommer på dansk. Den første på dansk var Den irakiske Kristus (opr. 2013, da. 2015), som jeg tidligere har læst i engelsk oversættelse (se anmeldelsen her).
Hassan Blasim skriver i sætninger, der er i sig selv er ligetil og uden pynt eller dikkedarer. Men sætningerne udgør historier, der er magiske, mystiske og for manges vedkommende ganske svært forståelige. Jeg vil således ikke påtage mig at udlægge en entydig mening med alle historierne i denne samling. Men det er ikke, fordi historierne er uden mening – de flyder snarere over af så meget mening, at den er svær at fastholde. >> Læs videre
Ghassan Kanafanis kortroman Men in the Sun og novellerne i denne samling er skrevet i en konkret palæstinensisk sammenhæng i perioden 1956-1969, men mange af dem er højaktuelle også i dag som litterær fortolkning af forholdene for mange af verdens flygtninge.
Ghassan Kanafani (1936-1972) var en palæstinensisk journalist og forfatter og i sin levetid en markant politisk stemme i den palæstinensiske modstand mod staten Israel. Fra 1967 gik han ind i den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), som arbejdede for tilintetgørelse af staten Israel og i 1970’erne blandt andet stod bag en række flykapringer. Ghassan Kanafani blev sammen med sin 17-årige niece snigmyrdet i 1972 af israelske Mossad-agenter ved et bilbombeattentat. >> Læs videre
“ Godaften, godaften, godafffften Caesareeea!!!” lyder indgangsråbet fra den noget sølle og afdankede standupkomiker Dovaleh, der står på scenen gennem hele David Grossmans (f. 1954) nye, originale og ganske vellykkede roman fra det moderne Israel.
Dovaleh er så godt nok ikke i Caesarea, men i Netanya, men det bruger han kun som anledning til at svine byen til: “… for at sige det ligeud, jeg kan ikke fordrage jeres lorteby, jeg er dødbange for at være her i Netanya, hvert andet menneske på gaden ligner en, der er under vidnebeskyttelse, og hvert tredje menneske opbevarer det første menneske i bagagerummet, rullet ind i sort plastik.” >> Læs videre
“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).
Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.
Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre
“Det mest undergravende en kvinde kan gøre, er at tale om sit eget liv, som om det faktisk betyder noget.”
Ovenstående citat fra den amerikansk-egyptiske journalist Mona Eltahawys nye bog er meget passende også fremhævet på bogens omslag. For det er dét, Mona Eltahawy gør. Hun taler med en stærk og uforfærdet stemme det arabiske patriarkat midt imod, og hun gør det ved at tale om sit eget liv og om millioner af andre kvinder og pigers liv i den arabiske verden. Og idet hun gør det, river hun så at sige sløret bort, så vi ser den daglige og systematiske undertrykkelse af kvinder i Mellemøsten og i de arabisk dominerede dele af Nordafrika.
Nu tænker den almindelige læser nok, at vi da godt er klar over, at det ikke står godt til med ligestillingen i mange arabisk prægede stater. Personligt regner jeg i al beskedenhed mig selv blandt de relativt oplyste også i det stykke. Men Eltahawys bog rystede mig ikke desto mindre. >> Læs videre
Iransk nyklassiker i dansk oversættelse i en smuk, smuk udgave fra Forlaget Korridor.
Den iranske forfatter Nader Ebrahimi (1936-2008) havde jeg aldrig hørt om, da jeg faldt over denne smukke bog på Forlagets Korridors stand under Lille Bogdag i København april måned. Jeg faldt for den lækre udførelse af bogen – og så hjælper det jo også altid lidt på inspirationen, når bogens dansk-iranske oversætter Shekufe Tadayoni Heiberg selv står ved standen og i øvrigt læste op fra bogen på dagen.
Byen jeg elskede udkom første gang i Iran i 1966 og er siden genoptrykt 25 gange i Iran, senest i 2014. Ifølge oversætterens efterskrift opnåede bogen kultstatus blandt unge iranere allerede ved sin første udgivelse – en status, der har overlevet gennem ungdomsgenerationerne frem til i dag. >> Læs videre
En samling mørke, mærkelige, magiske og makabre noveller fra det kaotiske, livsfarlige Irak og fra Finlands mørke skove.
The Iraqi Christ er Hassan Blasims anden novellesamling. Det er stærke sager. Og sære sager. Og gode, rigtig gode sager.
Det er dog ikke nemt stof: Man skal læse mere end almindeligt opmærksomt for at fange personernes relationer, plottet (hvis der er et) og pointen. I de fleste af novellerne kaster Blasim læseren ind midt i historien uden meget hjælp.
Til gengæld er Blasim også mand for at levere fængende indgangssætninger, som får os som læsere op af stolen med den samme. Som f.eks. disse første sætninger i ‘Why Don’t You Write a Novel, Instead of Talking About All These Characters?’: >> Læs videre
