Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”
Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre
En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.
Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre
Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.
Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg. >> Læs videre
“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”
Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre
“I have come here to disappear, in this desolate and abandoned village where I’m the sole inhabitant.”
Sådan lyder første sætning i italienske Antonio Morescos filosofiske spøgelsesroman, Distant Light (opr. 2013, eng. 2016), om liv og død og grænselandet derimellem, om naturens gang, om vækst og forgængelighed, om mennesket, dyrene og planterne i universet. En ret speciel roman, der ikke er så nem at kategorisere. >> Læs videre
En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.
Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre
Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.
Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre
En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur.
Der findes næppe nogen finere litterære oplevelser end det uventede møde med en fremragende bog af en fremragende forfatter, man ikke kender eller overhovedet har hørt om, men som man kun tilfældigt støder på, mens man oser rundt i en boghandel i en fremmed by, og som man læser, mens man stadig er på ferie. >> Læs videre
En surrealistisk, kafkask og småpornografisk genfortælling af myten om Orfeus og Eurydike – nu som italiensk tegneseriedigt i pop-art-stil med et twist af Dali og klaustrofobisk mareridt tilsat nøgne damer.
Man er i Rom i nogle dage i vinterferien, og her på bogbloggen giver det sig udslag i et lille italiensk tema. Rom er jo altid skøn, og da i særlig grad i disse dage, hvor skyggetemperaturen når 18 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel (alt imens sne- og sludvinteren ikke synes til sinds at slippe taget derhjemme i Danmark). >> Læs videre
Noveller og essays om håb og håbløshed i efterkrigstidens Napoli. De bedste tekster i Anna Maria Orteses samling, Havet når ikke Napoli, er aldeles fremragende. Andre dele af bogen er imidlertid så tids- og personbundne, at det var meget svært for denne læser at fatte interesse for dem.
Anna Maria Ortese (1914-1998) var født i Rom, men voksede op i blandt andet Napoli. Havet når ikke Napoli blev hendes litterære gennembrud som forfatter i Italien. Bogen er oprindeligt udgivet i 1953, men genudgivet på italiensk i 1994 med et nyt forord af forfatteren selv og en lille supplerende tekst. Oversat til intenst dansk af Siri Rønne Christiansen efter 1994-udgaven. >> Læs videre
En roman om venskab og kærlighed mellem to kvinder i 1950’erne. Samtidig et portræt af en italiensk landsby på kanten af at udvikle sig til en turistdestination. Og et tidsbillede af dele af Italien. En på flere måder fin og meget velskrevet bog. Men ærlig talt også lidt kedelig.
Goliarda Sapienza (1924-1996) er formentlig ikke kendt af så mange danske læsere. Jeg havde ærlig talt heller ikke hørt om hende, før jeg faldt over denne nylige udgivelse på dansk af hendes sidste roman (oprindeligt skrevet i 1984, men først udgivet efter hendes død). Forlaget Grønningen 1 har dog også tidligere udgivet Sapienzas hovedværk, Kunsten at glædes (da. 2021). >> Læs videre
Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.
Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre
Hmm … Hvad var det lige, jeg læste her? Jeg ved det ikke. Jeg forstod ikke en bønne. Der er besynderligt smukke sætninger her og dér, som har én eller anden form for dragende appel. Fleur Jaeggy kan afgjort noget med ord. Men jeg forstod egentlig ikke noget af det.
Jeg har tidligere med begejstring læst schweizisk fødte, i Italien bosiddende Fleur Jaeggys (f. 1940) novellesamling I am the Brother of XX (opr. 2014, eng. 2017). Det var også udfordrende læsning, men dog (overvejende) intelligibelt. >> Læs videre
Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.
Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre
Leonardo Sciascias sidste roman er endnu en kort krimfortælling, som ender i desillusion over gennemkorrumperede magtstrukturer i det moderne Italien.
I forrige indlæg omtalte jeg Ridderen og døden (opr. 1988, da 2019) af den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia (1921-1989). En oplagt sag fra 1989 blev Sciascias sidste (kort)roman, og den er endnu kortere end den forrige. Med sine godt 50 (små) sider er den således ikke længere end en lang novelle. >> Læs videre
En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.
Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier. >> Læs videre
Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.
Italienske Dino Buzzati skrev sit hovedværk, Il deserto dei Tartari, i 1938, på et tidspunkt i Italiens historie, hvor verdenskrigen som bekendt lurede i horisonten, og hele Europa holdt vejret. Det er fristende at læse romanen som en slags allegori over denne samtidshistoriske tilstand, og det kan man måske også. Men romanen har en universel gyldighed, der rækker langt ud over den tid, hvori den blev skrevet. >> Læs videre
Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio er en lille, let krimikomedie. Mere komedie og social satire end krimi, men ikke så let, at den ikke også indeholder et par alvorlige reflektioner over integrationsspørgsmålet i det moderne Italien.
Den algierskfødte, italienske forfatter, Amara Lakhous (f. 1970) fik en uventet succes med denne lille krimikomedie, som udkom første gang i 2006. Den har solgt usædvanlig godt i Italien og er oversat til adskillige sprog, herunder dansk. >> Læs videre
128 korte “postkort” fra 128 døde om deres sidste øjeblikke i livet. Nogle af dem tankevækkende, nogle rørende, nogle pudsige, nogle vittige (og andre lidt for tvunget morsomme). Samlet set en let og alligevel alvorlig og under alle omstændigheder læseværdig samling tekster, der i det store hele balancerer fint mellem det melankolske og det ironiske.
Den syditalienske forfatter Franco Arminio (f. 1960) er opvokset og bosiddende i den lille landsby Bisaccia i regionen Irpinia. Hans lille kortprosaværk Cartoline dai morti fra 2010 har angiveligt haft stor succes i Italien og udgives i dag også på dansk på mikroforlaget Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
Fleur Jaeggys korte noveller handler om afstand og misforståelser mellem mennesker, om savn, angst og usikkerhed. De er kompakte og kaloriefyldte, men samtidig lette, luftige og flygtige. Nogle er sørgmodige, nogle er humoristiske, nogle er uhyggelige. De fleste er gode, nogle er fremragende, men de er alle sært dragende.
Titelnovellen er både en af de længste og en af de bedste. Her fortæller en dreng/ung mand om forholdet til sin søster. Allerede titlen sender et et signal om den følelsesmæssige distance og fremmedhed, hans had-/kærlighedsforhold til søsteren er præget af. Allerede som barn opfattede han sin søster som en spion i familien: Hun observerede og sladrede til andre. For eksempel om brorens selvmordsønsker, som han som voksen er overbevist om, at hun er meget skuffet over, at han endnu ikke har realiseret. >> Læs videre
Den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano (f.1979) er bedst kendt for sin journalistiske reportageroman, Gomorra (2006), om den napolitanske mafia, camorraen – en udgivelse, der har medført, at han siden 2006 har levet under politibeskyttelse.
Saviano er selv opvokset i det fattige Syditalien, hvor camorraen hersker, og det er også her, hans to noveller i ‘samlingen’ (kan to være en samling?) The Ring & The Opposite of Death (opr. 2007, eng. 2013) foregår.
Begge noveller udspiller sig i en lille landsby i Syditalien, men på forskellige historiske tidspunkter. >> Læs videre
En kroatisk soldat indrulleret i den serbiske hærs forbrydelser i Bosnien. En hollandsk FN-soldat på skamfuld mission. En spansk dommer splittet mellem pligt, samvittighed og personlig ærekærhed.
Den italienske forfatter Marco Magini (f. 1985) har begået en glimrende international roman om den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne, om dens medvirkende, medløbere, tilskuere, ofre og dommere. >> Læs videre
En gastronomisk, italiensk krimikomedie i bedste Hercule Poirot-stil placeret i et toscansk baronat i 1895.
Den her er en lille bagatel, men den fungerer rigtig fint på egne lette præmisser. Vittig, velskrevet og underholdende og perfekt læsning på min flyrejse hjem fra Rom i dag.
Italienske Marco Malvaldis (f. 1974) The Art of Killing Well, som den hedder i den engelske oversættelse, vil appellere til elskere af den klassiske Agatha Christie-genre. >> Læs videre
Accabadora er “hende der afslutter”, den kvindelige dødsengel, som familien ifølge gammel skik på Saridnien kalder på, når et gammelt familiemedlem ligger for døden og medfølelsen byder at hjælpe hende eller ham ud af lidelserne.
Aktiv dødshjælp – eller eutanasi med et mere klinisk ord – ville vi kalde det. På Sardinien er aktiv dødshjælp en gammel og socialt accepteret tradition, som angiveligt har været praktiseret helt op i 1970’erne. I hvert landsbysamfund (eller ihvertfald i nogle) havde man typisk sin egen og kun én accabadora – altid en kvinde, for ligesom kun en kvinde kan bringe liv ind i denne verden, betragtedes det som passende, at også kun en kvinde skulle have opgaven med at afslutte livet, når det blev tid.
Accabadora er Michela Murgias (f. 1972) debutroman fra 2009, som i Italien har modtaget adskillige priser, men indtil nu har været noget overset i Danmark siden udgivelsen i maj 2015. Og det er faktisk synd, for det er fin og intens lille bog. Bogen er i sin grundfortælling en klassisk historie om en piges opvækst, om hendes opgør og forsoning med sin familie, om både at gøre oprør mod og forlige sig med traditioner. Og så er bogen ikke mindst et interessant og levende portræt af livet i et traditionelt sardisk landsbysamfund. >> Læs videre
Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.
Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.
Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre
En på mange måder fin, interessant og sympatisk roman om forholdet mellem sprog, identitet og erindring. Men også lidt træg i fortællingen og på kanten til det fortænkte og overambitiøse.
Jeg har glædet mig til at læse italienske Diego Maranis roman, siden den udkom på dansk i 2013, alene på grund af titlen: Ny finsk grammatik – det lyder tilpas mærkeligt til i sig selv at appellere til sådan nogle som mig. Og yderligere tilskyndet af gode anmeldelser havde jeg måske dermed stemt forventningerne for højt. Ihvertfald blev jeg en smule skuffet, selv om romanen har flere kvaliteter – og også tilstrækkelige kvaliteter til at gøre den læseværdig.
Den ydre handling er for så vidt enkel: En mand findes under 2. verdenskrig svært forslået med svære hovedlæsioner på en havnekaj i Trieste. Han samles op af et tysk hospitalsskib, hvor han vågner op uden sprog, uden identitet og uden hukommelse. De eneste tegn på hans mulige identitet er navnet Sampo Karjaleinen syet ind i hans sømandsjakke og et lommetørklæde med de broderede initialer S.K.. >> Læs videre
Helt sin egen, temmelig sær og ganske vidunderlig. Italo Calvinos lille bog fra 1972 er en genistreg af et overflødighedshorn af magiske arkitektoniske fantasier og filosofiske refleksioner over menneskets stræben, drømme, håb, angst og omgang med verden og sig selv i det hele taget.
Rammehistorien er følgende: Den handels- og opdagelsesrejsende Marco Polo fra Venedig opholder sig ved den mongolske verdenshersker Kublai Khans hof. Her beretter Marco Polo på 1001-nats-eventyr-agtig vis hver aften om byer i khanens mægtige rige, som Polo har besøgt på sine rejser – i fantasien, viser det sig snart. >> Læs videre
Præcist essay om den menneskelige dumheds natur i semividenskabelig klædedragt serveret med underspillet, tør, italiensk humor.
Den talienske professor i økonomisk historie Carlo M. Cipolla skrev oprindeligt dette essay på engelsk i 1976, mens han var gæsteprofessor ved Berkeley University i USA. Siden har det været en lille bestseller oversat til italiensk og andre sprog, men er først i 2011 udgivet i denne bogform i den engelske orignalversion.
Cipolla definerer i den økonomiske teoris nytteterminologi en stupid person som en person, som påfører en anden person eller gruppe personer tab uden selv at vinde noget derved eller måske endda selv lider tab. Og ifølge Cipollas første lov er der altid flere af dem, end vi tror. >> Læs videre
“Alle mennesker er lettere idiotiske, men nogles liv er kendetegnet af forbilledlig idioti, og disse idioter tjener her som eksempler for læseren.”
Sådan hedder det lovende i bagsideteksten til Ermanno Cavazzonis samling af 31 små, skæve tekster (én for hver dag i en måned) om såkaldt eksemplariske idioter. Det er dog en noget broget samling, som ikke helt opnår, hvad den således stiller i udsigt.
De bedste af de små fortællinger er både pudsige og sjove og tjener til at stille eftertænksomme spørgsmål ved, hvordan vi som mennesker begår os i verden – efter devisen: i en gal verden er idioten profet. >> Læs videre
27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget og universet.
Jeg kom i tanker om Italo Calvino forleden, mens jeg læste J.J.Abrams & Doug Dorsts særprægede konceptbog S. Abrams & Dorst leger med forholdet mellem læser og forfatter, og det samme gjorde Calvino tilbage i 1979 i hans geniale roman Hvis en vinternat en rejsende – omend på en anden måde.
Calvino er sådan en slags Italiens svar på århusianske Svend Aage Madsen – ihvertfald deler de den underfundige humor, de filosofisk-tænksomme temaer og den eksperimenterende leg med sprog, tekst og fortællemæssige konventioner. Jeg læste Hvis en vinternat… engang lige i begyndelsen af 1990’erne, har jeg regnet mig frem til (gisp, det er længe siden…), og har egentlig gerne villet læse mere Calvino siden, det er af en eller anden grund bare ikke blevet til noget. Men så faldt jeg over denne lille hyggelige, filosofiske sag. >> Læs videre
