Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
Mere cubansk science fiction. Agustín de Rojas, der er blevet kaldt cubansk science fictions fader, lægger i det stemningsfulde rumepos, A Legend of the Future, en overbevisende billet ind som arvtager til Arthur C. Clarke.
Forlaget Restless Books udgiver en serie med oversat cubansk science fiction. Som eksponent for Cubas yngre generation af science fiction-forfattere læste jeg i den serie forleden Yoss’ gakkede Super Extra Grande (opr. 2014).
Med den ældre Agustín de Rojas (1949-2011) bevæger vi os en generation tilbage og over i den mere seriøse og klassiske afdeling af genren. Faktisk er de to så forskellige, at det egentlig er misvisende at tale om samme genre – de har således ikke meget andet tilfælles end netop det futuristiske element. >> Læs videre
Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.
Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Moderne russisk science fiction med elementer af fantastik og horror. Anna Starobinets’ noveller er mørke, makabre og foruroligende, men også humoristiske og kritisk eftertænksomme.
Jeg faldt tilfældigt over The Icarus Gland i en boghandel for et par år siden eller tre, jeg husker ikke helt hvor. Og så faldt jeg igen over den i min reol med ulæste bøger her forleden, da jeg gik den igennem efter at have afsluttet mit læseprojekt, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
Værsgo: Bedst som du sidder og tænker, at nu trænger du da mere end nogensinde til lige at læse noget dominikansk, miljødystopisk, postapokalyptisk, LGBT-science-fiction tilsat lidt avantgardekunstsatire, noget caribisk voodoo, et skævt hård, transseksuel sex og en magisk tidsrejseformidlende anemone … ja, så dumper Rita Indianas Tentacle ned i postkassen.
Tentacle (med den spanske originaltitel La Mucama de Omicunlé, som kan oversættes til Omicunlés tjenestepige) er den dominikanske musiker og forfatter Rita Indiana Hernandéz’ fjerde roman, men den første, der er oversat til engelsk. Den er helt sikkert ikke noget for enhver, men faktisk temmelig meget bedre, end den måske umiddelbart kan lyde … >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
Spændende udvalg på i alt elleve velskrevne noveller af seks moderne forfattere fra Singapore.
Antologien Telltale: 11 Stories er redigeret af Gwee Li Sui (f. 1970), der også har forsynet samlingen med et forord og noter. Af forordet (som med fordel kan læses til sidst, så man undgår Gwee Li Suis tolkninger af novellerne, inden man selv læser dem) fremgår, at det har været et formål med samlingen at præsentere nogle moderne singaporeanske forfattere, som de temaer, der ellers angiveligt har været dominerende i litteraturen fra Singapore: Bidrag til nationsopbygning eller “exotica” om særlige asiatiske erfaringer, som ikke mindst vestlige læsere gerne efterspørger. >> Læs videre
Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.
Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre
En pudsig og overraskende humoristisk vandretur gennem Budapest anno 1935 – med en veloplagt og ualmindeligt velskrivende guide. Ideel som rejselekture under et besøg i den ungarnske hovedstad.
Antal Szerb (1901-1944) hører til blandt Ungarns mest anerkendte, nyklassiske forfattere. Hvis du aldrig har hørt om ham før, så fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke før i sidste weekend, hvor han blev ved med at dukke op på hylderne i de boghandeler, jeg besøgte i Budapest … >> Læs videre
Frankensteins monster i en moderne irakisk version: Syet sammen af ligrester fra bilbomber i Bagdads gader og nu på hævntogt for at give alle krigens ofre fred. Ahmed Saadawi leverer grotesk horror-krigssatire på højt niveau.
Scenen er Bagdad på et tidspunkt efter den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003. Det gamle regime under Saddam Hussein er væltet, og en ny regering er installeret, men landet hærges stadig af kampe mellem regeringsstyrkerne og amerikanerne på den ene side og flere forskellige iraktiske militser på de andre sider. Sprængning af selvmordsbomber i byen er dagligdag for beboerne i Bagdad, og hver eneste dag tæller krigen sine nye ofre blandt civilbefolkningen. >> Læs videre
Velskrevet og overraskende god spansk horror-gyser: To mænd alene på en lille, gudsforladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Som om ensomheden, kulden og den antarktiske nat ikke skulle være nok til at drive et menneske fra forstanden, så oversvømmes øen om natten af bølger af amfibiemonstre fra polarhavet …
Jeg bevæger mig med spanske Albert Sánchez Piñols Cold Skin (opr. 2002, eng. 2007) et stykke uden for min normalt foretrukne litterære genre. Bogen var et impulskøb i en madrilensk boghandel for en måneds tid siden. Og man skal jo nogle gange læse noget andet, end det man plejer. Selv når dette andet viser sig at være en actionpakket horror-thriller fyldt med kampe mellem mennesket og horder af humanoide, salamanderagtige havmonstre … >> Læs videre
Immanuel Kants kategorilære som science fiction-horror-thriller – tilsat tidsrejser, manipulationer af det fysiske rum, mystiske spøgelsesvæsener, en supercomputer, der får HAL 9000 fra Rumrejsen år 2001 til at ligne en TI-90 lommeregner – og samtidig iklædt litterære stileksperimenter á la James Joyce, Thomas de Quincey og 1600-talsprosa. Og nå ja, så får vi undervejs også lige løst Fermis paradoks og bevist Guds eksistens.
Lyder det som lidt af en mundfuld? Det er det også, og det er med mine læsebriller også en for stor mundfuld for den britiske sci-fi-forfatter Adam Roberts (f. 1965). Jeg kipper med kasketten for hans endog meget store ambitioner med romanen The Thing Itself, og for hans mod og vilje til at spænde tanken. Science-fictionplottet holder, men romanen bærer samlet set ikke helt igennem. >> Læs videre
Forlaget Korridor er layoutmæssigt foran på point, allerede inden man får læst nogen af teksterne i denne fine, lille antologi fra 2013. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, for det er ikke første gang, jeg har lejlighed til at prise det omhyggelige og fine layoutarbejde, som kendetegner Korridors og forlægger/layouter Simon Kristensens kvalitetsudgivelser.
Og nej, jeg er ikke på kommission, men jeg vedgår at være en fan af dette lille forlag, hvis udgivelser i dén grad emmer af at være båret af kærlighed til litteraturen, og som er blandt de danske forlag, der bærer fanen højest, når det kommer til at demonstrere, hvad bogtrykkerkunsten kan, og som e-bogen aldrig vil kunne.
Antologien UTOPIA [thirteen] serveres i en lille brun æske i kraftigt karton. I æsken gemmer sig fem små sammenclipsede hæfter med hvert sit omslag designet af fotokunstner Sidsel Becker. Hvert af hæfterne er et selvstændigt lille værk på dansk i form af en kort novelle eller et længere digt. Endvidere rummer æsken også et tykkere hæfte med de samme fem tekster på originalsproget engelsk. >> Læs videre
Coraline er på én gang et fantastisk eventyr for børn og en hårrejsende, skræmmende gyser for voksne. Lyder det som en kombination, der er svær at løfte? Ja, det er det, men Neil Gaiman gør det. Ihvertfald lykkedes det ham at skræmme denne midaldrende, voksne mand grundigt med sin angivelige børnebog …
Britisk fødte og i USA bosiddende Neil Gaiman (f. 1960) har i efterhånden en del år haft et stort publikum blandt fans af fantasy og science fiction. Han har skrevet en mængde tegneserier og romaner og noveller for voksne og for børn inden for genren. Fantasy er ikke min favoritgenre, og jeg har derfor ikke før følt mig foranlediget til at kaste mig ud i at læse Gaiman.
Men man skal jo prøve noget nyt ind i mellem, og da Gaimans korte eventyr Coraline forleden tilfældigt bød sig til fra et udstillingsbord i en boghandel, kom bogen med i posen. >> Læs videre
George Saunders kan faktisk også skrive børnebøger (for både børn og voksne), viser det sig. Her godt hjulpet på vej af Lane Smiths vidunderlige tegninger.
George Saunders kender vi her på bloggen fra hans dystopiske science fiction-noveller, herunder den fremragende Tenth of December og den heller ikke uefne CivilWarLand in Bad Decline. De er i allerhøjeste grad kun for voksne.
Men Saunders har altså også skrevet en børnebog, som jeg faldt tilfældigt over forleden og ikke kunne stå for – dels fordi det var Saunders, og dels på grund af de smukke, skæve og skægge (men også lidt uhyggelige) tegninger af Lane Smith i bogen om de meget vedholdende gappere i byen Frip. >> Læs videre
George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.
CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.
Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre
Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.
Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre
Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.
Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).
Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt. >> Læs videre
“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.
For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen. >> Læs videre
Her på K’s bognoter ønsker vi alle jer, der læser med, en glædelig jul – og det gør vi selvfølgelig med en boganmeldelse. Ikke af en decideret julebog, men dog en lille bog med adskillige opbyggelige julehistorier, som jeg har genlæst for nylig.
Tim Burton hører til mine yndlingsfilminstruktører og -producere, og det er nok også i den rolle, de fleste først og fremmest kender ham. Jeg nævner i flæng den geniale dukkefilmsklassiker A Nightmare Before Christmas, det poetiske, tragiske og satiriske eventyr om Edward Saksehånd, den gakkede, på én gang nostalgiske og satiriske science fiction-komedie Mars Attacks!. Og der er mange flere. Alle kendetegnet ved Tim Burtons visuelle genialitet, legesyge og befriende sorte humor.
Men Burton er faktisk også forfatter og illustrator. Ihvertfald har han tilbage i 1997 begået den helt vidunderlige lille samling af digte/historier med egne tilhørende fantastiske tegninger, The Melancholy Death of Oyster Boy & Other Stories. >> Læs videre
Saunders er vild. Vildt sej. Overraskende original. Og mærkelig, meget mærkelig….
Jeg tror, at George Saunders med denne sin seneste novellesamling, Tenth of December (2013), endegyldigt har kureret mig for min ellers mangeårige modvilje mod noveller. Alle historierne i denne samling har ihvertfald lige præcis den længde, de skal have (fra den ultrakorte Sticks på lige godt én side til den 60 sider lange The Semplica Girl Diaries). Og de er næsten alle sammen af højeste litterære klasse.
En del af novellerne i denne samling er nærmest Kurt Vonnegut-agtige i deres kombination af sort humor, samfundssatire og mild futurisme: >> Læs videre
Kurt Vonnegut møder Monty Python møder Wittgenstein møder Derrida….. -agtigt. David Foster Wallaces gakkede postmodernistiske roman The Broom of the System fra 1987 er i sine bedste passager en skarp og morsom satire med sans for det groteske, som fik mig til at grine højt for mig selv undervejs. Men den er også alt for lang og alt for studentikost optaget af sig selv, hvilket fik mig til at gabe irriteret gennem de sidste ihvertfald 200 sider. >> Læs videre
Faldt tilfældigt over denne i en lufthavn. Meget syret, for syret. En universitær, sprogfilosofisk kritik fortalt som science fiction-gyser. Det er meget ambitiøst, og det lykkes heller ikke at bære ideen igennem.
Grundideen er dog fascinerende nok: Romanen er en ekstrem mørk, apokalyptisk dystopi om en udefineret, paranoid fremtid, hvor sproget som sådan bliver dødeligt giftigt og truer med at udrydde menneskeheden. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut – en af hans mest nævnte titler, måske fordi det var debuten, men ikke den bedste (det kan mærkes, at den har et halvt hundrede år på bagen – det har Slaughterhouse 5 næsten også, men den har bevaret en større skarphed).
Titel: Cat's CradleK's vurdering:
