Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Et tysk kammerspil til søs fra efterkrigstiden. En psykologisk dyst mellem to markante personligheder – og et indre drama stillet over for et moralsk og eksistentielt valg.
Jeg faldt tilfældigt over Fyrskibet, da jeg bladrede rundt for at finde den næste lydbog at lytte til under transport. Jeg har tidligere (i mine meget unge dage) læst enkelte romaner af Siegfried Lenz, som jeg husker som udmærkede, uden at de på det tidspunkt gjorde varigt indtryk. >> Læs videre
Jeg læste velsagtens Mus og mænd (opr. 1935) for op mod 40 år siden som meget ung teenager. Holder den stadig – eller er det bare en kanoniseret klassiker? Den holder, i dén grad!
Jeg kunne ved min genlæsning (lytning) konstatere, at billederne af de to centrale figurer i romanen, et af verdenslitteraturens mest berømte par, stadig stod knivskarpt:
Den store kleppert, Lenny, som ikke er for kvik i hovedet, men er så god, som dagen er lang, og desværre bare alt for stærk til at kæle for de små bløde mus og hundehvalpe. Og hans ven og følgesvend, den lille, smarte George, som uafvendeligt skælder ud på Lenny, men ikke desto mindre er knyttet til ham via et bånd, der er stærkere, end han vil indrømme for sig selv. >> Læs videre
Et udsnit af USA anno 1947 samlet på en bus. Rutebil på afveje er måske ikke Steinbecks allermest kendte roman. Men den er – trods sin lidt fjollede titel – ikke desto mindre fremragende. Humoristisk, satirisk, rørende, troværdig og medrivende fortalt. Det er høj Steinbeck-klasse. Det vil sige verdensklasse.
På bagtæppe af den store generationsfortælling Øst for Paradis og den episke Vredens druer fremstår Rutebil på afveje (opr. 1947) som en “mindre” roman, og det er den også, men den er ikke mindre læseværdig. >> Læs videre
Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. I dén grad!
I sidste måned takserede jeg John Steinbecks Øst for paradis til fem stjerner. Det var fuldt fortjent. Men det giver mig et problem nu. For Vredens druer (opr. 1939) er endnu bedre, jeg vil endda sige et helt niveau over. For dælen da, hvor er den god! >> Læs videre
Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget at tilføje.
Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.
John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt. >> Læs videre
De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.
Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge. >> Læs videre
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.
Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre
En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.
Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom. >> Læs videre
Solsjenitsyns nyklassiker om en dag i straffefangen Ivan Denisovitjs liv i en sovjetisk arbejdslejr gør bestemt indtryk. Og der er ingen tvivl om, at det har været og er en vigtig bog. Men den var mig ærlig talt også – tør jeg indrømme det? – lidt kedelig, så det var godt, at den ikke var lang.
Bedst som I, kære læsere, troede, at I var sluppet fri af de gamle russere, fordi min bogkuffert endnu ikke er nået frem til min feriedestination i denne uge, så kommer der altså lige et lille dryp mere. For der er jo stadig lydbøger, og i dét format har jeg i denne uge lyttet mig igennem Alexander Solsjitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). >> Læs videre
Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.
Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre
Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.
Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med. >> Læs videre
“Mærkeligt nok – da jeg var barn, bestræbte jeg mig i alt for at synes voksen, mens jeg nu, da jeg er blevet voksen, alt for ofte ønsker at ligne et barn.”
Året her på K’s bognoter startede med Tolstoj (Sevastopolfortællingerne), så det er vel egentlig også meget passende at slutte året med Tolstoj.
Lev Tolstojs Barndom, opvækst og ungdom blev oprindeligt udgivet som tre separate romaner i hhv. 1852, 1854 og 1856, men der er i høj grad tale om én sammenhængende fortælling, så det giver god mening, at de på dansk er udgivet i et samlet bind (her i et genoptryk af Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948). >> Læs videre
Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.
Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god. >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …
Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider. >> Læs videre
Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.
Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn? >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Efterfølgeren til Chinua Achebes klassiker, Things Fall Apart, kan læses som en roman om den kulturelle skizofreni hos en ung lovende nigeriansk mand, der vender hjem til Nigeria efter universitetsstudier i London i 1950’erne. Og om hvordan idealer og principper står for fald i det korruptionsplagede land.
Chinua Achebes (1930-2013) debutroman, Things Fall Apart, fra 1958 (udgivet første gang på dansk i 1986 som Alt falder fra hinanden) er angiveligt den mest læste afrikanske roman nogensinde, og dens klassikerstatus er uomtvistelig. Et symptom herpå er f.eks., at jeg i talrige af de afrikanske romaner, jeg har læst og omtalt andetsteds på disse sider, gang på gang støder på referencer til den korte roman. >> Læs videre
Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.
Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre
Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016.
Charlotte Brontë (1816-1855) var den ældste af de tre engelske Brontë-søstre, som alle har begået store romanklassikere, hvor jeg dog stadig har bekendtskabet med de øvrige søstres værker til gode (med Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey som de mest kendte).
Jeg skal advare om enkelte spoilers i det følgende vedrørende handlingen – men hvis du nogensinde har hørt om Jane Eyre (og det har du nok), så har du nok også hørt om de væsentligste figurer og handlingselementer. >> Læs videre
En fin lille kærlighedshistorie fra de kirgisiske stepper.
Søger man efter romaner fra Kirgisistan, så falder man snart over Tjingiz Ajtmatovs (1928-2008) lille roman Dzjamilja fra 1958. Oversat til mere end 100 sprog, som den er, må det så absolut være den mest kendte og læste kirgisiske roman gennem tiderne. Og det er bestemt også en fin historie, som stadig tåler at blive læst.
Dzjamilja er en enkel og rørende kærlighedshistorie, som udspiller sig i en lille landsby i Sovjetunionens Kirgisistan i 1940’erne. >> Læs videre
