Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Tredje bind af Deborah Levys erindringstrilogi holder niveauet fra de forrige, Ting jeg ikke vil vide og Livets omkostninger. Levy skriver virkelig godt: Enkelt og letlæseligt med nærvær, nerve, humor og samtidig intellektuelt udsyn.
I Fast ejendom nærmer Levy sig de 60 år. Hendes yngste datter er som den sidste af de to døtre på vej til at flytte hjemmefra. Skilsmissen, der fyldte i Livets omkostninger, ligger godt bag hende. >> Læs videre
“Livet kun værd at leve, fordi vi håber, at det vil blive bedre, og at vi alle sammen når sikkert hjem.”
Livets omkostninger er andet bind i britisk-sydafrikanske Deborah Levys erindringstrilogi, hvor den første var Ting, jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022).
Ting, jeg ikke vil vide fokuserede på Levys barndom i Sydafrika og hendes første tid i Storbritannien som ung teenager. I Livets omkostninger, som oprindeligt er udgivet fem år senere, springer hun et godt stykke frem i tid. >> Læs videre
Binyavanga Wainainas sprudlende sprogfornemmelse og iagttagelsesevne gør hans erindringsroman til et mesterstykke, som ud over at være et stykke personlig erindringslitteratur også er en farverig udforskning af sprogets betydning og et portræt af det moderne Kenya gennem mere end 30 år.
Binyavanga Wainaina (1971-2019) var i sin tid en af Kenyas mest markante, moderne forfattere, uagtet at han først romandebuterede relativt sent med erindringsromanen One Day I Will Write About This Place (2011). Ud over sin egen forfattergerning var han også stifter af det kenyanske litteraturtidskrift Kwani? (som betyder noget i retning af “Hva’ så?” på slang-sproget sheng, en blanding af engelsk og kiswahili). >> Læs videre
Birgitte Krejsagers Havehistorier i en nøddeskal er en herlig decoupage af skønne havehistorier med udsyn til litteratur- og kunsthistorien. Flagrende og anekdotisk, men charmerende og også interessant. Anbefalet lystlæsning til alle, der elsker at få jord under neglene og samtidig har en litterær og idéhistorisk interesse.
Faste læsere af disse bognoter vil måske have bemærket, at anmeldelsesfrekvensen har været lidt lavere end sædvanligt den seneste måned. Det har med årstiden at gøre. For når frosten slipper taget, så farer K og konen ud i den lille rækkehushave for at få jord under kontorneglene. Så er der ikke så meget tid til læsning. Men her i Pinsen fik jeg ind i mellem planteskolebesøgene dog tid til at læse Birgitte Krejsagers Havehistorier i en nøddeskal (2021). >> Læs videre
Satirisk roman om magtens kynisme og indbyggede paranoia i Idi Amins diktatoriske, brutale og kleptokratiske Uganda i 1970’erne. En roman med gode takter og ambitioner, som imidlertid falder på for ufokuserede personportrætter og en distanceret fortællestil.
Forfatteren Moses isegawa (f. 1963) er født i Uganda og i dag bosiddende i Amsterdam, Holland. Hans roman Snakepit udspiller sig i Uganda i 1970’erne under Idi Amins regime og slutter med Amins fald i 1979 i forbindelse med den ugandisk-tanzanianske krig. >> Læs videre
Ualalapi er en historisk og litteært fascinerende roman af den mozambiqanske forfatter Ungulani Ba Ka Khosa (f. 1957). Om en historisk spændende periode i Mozambiques historie. Og litterært set fortalt i en for læseren ganske udfordrende, men også interessant form.
Ualalapi er en ganske kort roman, men den er ikke just lettilgængelig. Det skyldes dels Ungulani Ba Ka Khosas fortællestil, og dels at han forudsætter, at læseren er relativt godt bekendt med Mozambiques historie. >> Læs videre
Grumme-grum roman fra Cameroun. Om afrikansk nationalisme, når den udarter sig i depraveret, excessiv voldsudøvelse. Om overlevelsesmentalitet i en afrikansk landsbyklan, som går forud for alt andet. Og samtidig en udviklingshistorie om en ung kvinde, der forsøger at finde sin identitet. En roman med gode ideer, som desværre ikke er udført godt nok.
Det mørke hjerte i natten i Léonora Mianos (f. 1973) roman er sortere end sort, og fortællingen rummer nogle af de mest brutale, grænseoverskridende voldsscener, jeg er stødt på i litteraturen. Desværre nok ikke værre, end hvad den virkelige verden kan byde på, men nu er læseren advaret. >> Læs videre
Kort, men velfortalt og stærk novellesamling med historier fra slutningen af den portugisiske koloniale periode i Mozambique i 1950’erne og 1960’erne.
Forfatteren Luís Bernardo Honwana (f. 1942) var i 1960’erne aktiv i den militante gren af oprørsbevægelsen FRELIMO i kampen mod det portugisiske kolonistyre. Han blev arresteret flere gange og tilbragte tre år i fængsel. Efter Mozambiques selvstændighed fik Honwana en længere politisk karriere som bl.a. Chief of Staff for Mozambiques præsident og kulturminister, og siden beklædte han flere ledende poster i UNESCO frem til 2002, hvor han trak sig tilbage. >> Læs videre
Et udsnit af USA anno 1947 samlet på en bus. Rutebil på afveje er måske ikke Steinbecks allermest kendte roman. Men den er – trods sin lidt fjollede titel – ikke desto mindre fremragende. Humoristisk, satirisk, rørende, troværdig og medrivende fortalt. Det er høj Steinbeck-klasse. Det vil sige verdensklasse.
På bagtæppe af den store generationsfortælling Øst for Paradis og den episke Vredens druer fremstår Rutebil på afveje (opr. 1947) som en “mindre” roman, og det er den også, men den er ikke mindre læseværdig. >> Læs videre
En klassiker i afrikansk postkolonial litteratur. Svært tilgængelig, men anstrengelserne værd. Passioneret, satirisk, kritisk, brutal – ikke for den mavesvage og heller ikke for den utålmodige læser.
Pligten til vold (opr. 1968 da. 1970) af malinesiske Yambo Ouologuem (1940-2017) har stået i venteposition i min reol, siden jeg var på litterær verdensrundtur nogle år tilbage (hvor jeg endte med i stedet at læse Massa Makan Diabatés The Lieutenant of Kouta som repræsentant for Mali).
Men nu har jeg fundet Pligten til Vold frem fra hylden, foranlediget af Mohamed Mbougar Sarrs Menneskets dybeste erindring (2021, da. 2023), som jeg læste fornylig. Den fiktive hovedfigur i Sarrs roman er således inspireret af Yambo Ouologuem og datidens reception af netop Pligten til Vold. >> Læs videre
“Du ville kun skrive én bog. Du ved inderst inde, at der kun er én der tæller: den som alle andre bøger vokser ud af eller indvarsler. Du ville skrive bogmorderen, det værk der slår alle andre ihjel, udvisker de tidligere og tager modet fra de kommende som overvejer at blive til, så de ikke giver efter for denne galskab.”
Mohamed Mbougar Sarrs prisbelønnede roman, Menneskets dybeste erindring, er en ambitiøs dannelsesroman om litteraturens kraft, om postkolonial afrikansk litteratur, om eksilets rodløshed og om den evige søgen efter sig selv. Sarr kan skrive, og romanen har bestemt kvaliteter, men jeg deler nu ikke helt den begejstring, flertallet af anmeldere har modtaget bogen med. >> Læs videre
Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. I dén grad!
I sidste måned takserede jeg John Steinbecks Øst for paradis til fem stjerner. Det var fuldt fortjent. Men det giver mig et problem nu. For Vredens druer (opr. 1939) er endnu bedre, jeg vil endda sige et helt niveau over. For dælen da, hvor er den god! >> Læs videre
En alternativ og ganske interessant verdenshistorie fortalt i 366 kapitler, ét for hver af årets dage, med et særligt blik for historiens udgrænsede og glemte helte blandt undertrykte folkeslag, klasser, køn og minoriteter, krydret med pudseløjerligheder, skæve vinkler og anekdoter fra ikke så ofte belyste dele af den velkendte historie.
Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano (1940-2015) har en endog meget stor produktion bag sig, hvoraf enkelte titler også er oversat til dansk. Han har skrevet romaner, men begik sig primært i den faglitterære genre, ofte med et journalistisk tilsnit, men yndede også at genreblande sagprosa og litterær fiktion (efter hvad jeg har googlet mig frem til om Galeano, for selv har jeg kun læst Children of the Days). >> Læs videre
Stærk og bevægende, personlig beretning om kampen mod brystkræft – tilsat et dystopisk, satirisk element, som bogen dog ikke får så meget ud af.
Transfervindue er fiktion. Men det synes åbenlyst, at bogen i høj grad også er skrevet på Maria Gerhardts personlige erfaringer med at leve med og mod kræft. Det gør ikke bogen ringere. >> Læs videre
“I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelighed.”
Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere læst noget af Olga Ravn. Og det er da en fejl. Ihvertfald er De ansatte (2018) en aldeles glimrende roman – uanset om man læser den som en kritisk samtidsroman eller som fermt fortalt science fiction-fortælling (og god science fiction er som bekendt altid også det første). >> Læs videre
“Hvad gør vi med den viden, vi ikke kan holde ud at leve med? Hvad stiller vi op med de ting, vi ikke vil vide?”
Jeg har ikke tidligere læst noget af britisk-sydafrikanske Deborah Levy (f. 1959), selv om hun har et pænt stort forfatterskab bag sig (som tæller både romaner, noveller, digte, teaterstykker). Jeg må med beklagelse tilstå, at jeg faktisk slet ikke kendte noget til hende, før jeg tilfældigt opsamlede denne relativt nye udgivelse på dansk, da jeg tullede rundt i en boghandel. >> Læs videre
Sneleoparden har status af en nyklassiker inden for rejselitteraturen. Og med god grund. Den er stadig absolut værd at læse for de eminente natur- og menneskebeskrivelser. Samtidig forekommer den mig på nogle punkter også en smule bedaget i kraft af konceptet: Vestlig mand fascineret af zenbuddhisme tager på vandretur i Himalaya for at finde sig selv.
Sneleoparden er en rejsebeskrivelse i dagbogsform fra en ekspedition til den afsidesliggende bjergregion, Det Indre Dolpo, i Tibet i Himalayabjergene. Ekspeditionen foretog Peter Matthiessen (1927-2014) i september-december 1973 sammen med feltbiologen George Schaller. >> Læs videre
På mindre end 90 små sider lykkes det på det nærmeste Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.
Hvis iranskfødte Shahrnush Parsipurs (f. 1946) mest kendte bog, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019) genremæssigt kunne indkredses som noget i retning af magisk realisme, så har Parsipur med Mænd fra forskellige civilisationer ladt realismen helt bag sig til fordel for en slags fabulerende fantastik. >> Læs videre
Hullet er et ganske læseværdigt, nyere stykke japansk fantastik. En lavmælt, psykologisk gyser med hilsner til blandt andet Alice i Eventyrland.
Hiroko Oyamada (f. 1983) hører til blandt de mange, talentfulde, yngre japanske forfattere, som i de seneste år heldigvis i stigende grad finder vej til os danske læsere. Her er det den prisbelønnede Hullet fra 2014, oversat til dansk ved altid gode Mette Holm. >> Læs videre
Yasunari Kawabata (1899-1972) er bedst kendt for sine romaner, men skal man tage hans egne ord for gode varer, så var hans foretrukne form den helt korte historie. Han udgav i sin levetid mere end 140 af disse historier, som han (i engelsk oversættelse) selv kaldte Palm-of-the-Hand Stories, historier så korte, at de kunne ligge på en håndflade.
Den engelsksprogede udgivelse Palm-of-the-Hand Stories (opr. 1988) rummer 70 af disse korte historier, skrevet over et halvt århundrede. 43 af dem stammer fra 1920’erne, ti fra første halvdel af 1930’erne, seksten fra perioden 1944-1964 og en enkelt fra 1972. >> Læs videre
“Hvorfor bestiger I bjerge? […] For at slippe ud af fængslet.”
Med kortromanen Op i Bjergene (opr. 1975, da. 2023) introducerer det nye, aarhusianske forlag Atlanten for første gang på dansk den schweiziske forfatter Ludwig Hohl (1904-1980).
Ludwig Hohl påbegyndte den korte roman i 1926, men udgav den først i 1975 efter talrige bearbejdninger. Og nu foreligger den altså på dansk i Selma Rosenfeldt-Olsens glimrende oversættelse. >> Læs videre
Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget mere at tilføje.
Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.
John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt. >> Læs videre
“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.
Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre
Japansk nyklassiker om seksualitet og køn, død og sorg, bedrag og manipulation. En i allerhøjeste grad moderne roman, som samtidig trækker på og tematiserer elementer fra klassisk japansk litteratur og kultur i øvrigt. Raffineret komponeret, om end også lidt til den tunge side.
Handlingen i Masks (opr. 1958) af Fumiko Enchi (1905-1986) udspiller sig som et trekants- eller rettere firekantsdrama. To mænd, vennerne Ibuki og Mikamé, er begge forelskede i den samme kvinde, den unge, smukke enke Yasuko. Yasoku er tilsyneladende ikke helt uinteresseret i hverken den ene eller anden, selv om hun stadig sørger over sin mand, der døde tragisk i en ulykke. >> Læs videre
Reflektioner over blindhed, galskab og normalitet, kærlighedens natur, skyld og skæbne, sorg og selvmord. Kawabatas efterladte roman er ikke uden kvaliteter og bærer også flere af mesterens kendetegn. Men i sin tydeligvis ufærdige stand er den dog mest for særligt forbenede fans og forskere.
Dandelions (“Mælkebøtter”) blev Yasunari Kawabatas (1899-1972) sidste værk, udgivet posthumt efter hans selvmord i 1972. Eller mere præcist: Det kunne være blevet hans sidste værk, hvis han ellers havde gjort det færdigt, inden han stak hovedet i en gasovn. Det gjorde han imidlertid ikke, og det sætter sit præg på romanen, som virker uafsluttet og især savner at blive skrevet igennem. >> Læs videre
En roman om kunst, kærlighed og bedrag, om nostalgi og bitter hævnfølelse, om sex som magtudøvelse og magtinstrument. Kawabata formår på forunderlig vis i samme fortælling at forene stilfærdige melankolske reflektioner over japanske stenhaver og tidens gang med en foruroligende, erotisk hævnthriller.
Jeg har endnu ikke læst en roman af den japanske nobelpristager Yasunari Kawabata (1899-1972), som ikke har formået at fascinere mig. Det gælder også Beauty and Sadness (opr. 1964), selv om det ikke er at af hans bedste værker. >> Læs videre
Proust, Dostojevskij, Nietzsche og Marquis de Sade møder Japan i årene omkring Anden verdenskrig i Yukio Mishimas roman om en dreng og ung mands erkendelse af sin egen homoseksualitet og af ikke at leve op til omverdenens krav om normalitet.
Yukio Mishimas (1925-1970) semi-selvbiografiske roman, Confessions of a Mask, oprindeligt udgivet i 1949 af den da kun 24-årige forfatter, blev i den engelske oversættelse hans store internationale gennembrud. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
Jeg var forleden meget begejstret for kombinationen af humor og mørke i Dorthes Nors’ noveller i Kantslag. Spejl, skulder, blink kan også noget, men har ikke samme niveau. Den har lidt mere karakter af en feel-good-roman – altså bortset fra, at den nærmere er feel-bad.
Romanen handler om den litteraturuddannede Sonja, der ernærer sig som oversætter af en succesfuld svensk krimiforfatter. Sonja er fra Jylland, men bor nu alene i København, og hun er ensom. Hun savner Jylland, hvor der er længsel og opdrift, grågæs og sangsvaner, og ikke bare plasticugler på naboens altan, der skal skræmme byduer væk. >> Læs videre
