K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Bloggen

Antonis Samarakis: The Flaw

Af ,
Skriv en kommentar

Græsk nyklassiker fra 1965. Smager af George Orwell med noter af Quentin Tarantino. Thriller og politisk satire i ét. Vittig, letlæselig, underholdende, endda spændende og samtidig politisk skarp. Jeg er fan.

The Flaw af Antonis Samarakis (1919-2003) er udgivet i 1965, to år før den græske junta tog magten og etablerede et militærdiktatur, der varede til 1974. Romanen rummer hverken tids- eller stedsangivelser, men det er i lyset af Grækenlands følgende historie nemt at læse den som en forudsigelse af det diktatur, der snart efter ville blive en realitet. >> Læs videre

Georgios Vizyenos: Moskov Selim

Af ,
1 kommentar

Jeg nød at læse Moskov Selim. Det er en god historie, velkomponeret og velfortalt. Den rummer både en elementært underholdende fortælling og fine reflektioner over personlig og national identitet fortalt på et interessant historisk bagtæppe.

Georgios Vizyenos (1849-1896) var født af græske forældre i Thrakien i den lille by Vizye (Vize) nord-vest for Konstantinopel (Istanbul), dengang en del af det Osmanniske Rige, i dag Tyrkiet. Han har taget sit forfatternavn fra sin fødeby. I slutningen af 1800-tallet etablerede han sig som et væsentligt navn i græsk samtidslitteratur, men hans psykiske helbred var ikke for godt, og han tilbragte sine sidste leveår på et sindssygeasyl. >> Læs videre

Alexandros Rangavis: The Notary

Af ,
Skriv en kommentar

Alexandros Rangavis har status af klassiker i moderne græsk litteratur. Krimiintrigen og kærlighedsdramaet The Notary (opr. 1855) var mig dog en slem skuffelse. Flade, endimensionelle personer og en forudsigelig handling gjorde den til en kedsommelig omgang.

Historien i The Notary foregår i de tidlige 1820’ere i tiden omkring den græske revolution i 1821 mod Det Ottomanske Rige. Den udspiller sig på Kefalonia, en af de joniske øer, hvor revolutionen dog ikke mærkes direkte. De joniske øer var på det tidspunkt et britisk protektorat, deltog ikke i krigen mod tyrkerne og tilsluttede sig først den nye, uafhængige græske stat i 1864. >> Læs videre

Boghandeler i Athen

Af ,
4 kommentarer

Ud over gamle sten og potteskår og historiens vingesus og et pulserende restaurant- og barliv byder Athen også på masser af bøger.

Især i det ellers noget skramlede kvarter bag den såkaldte Athen-trilogi (Akademiet, Universitetet og Nationalbiblioteket) ligger boghandelerne tæt, men grundlæggende er der boghandeler over hele byen, både antikvariater og butikker med nye bøger. De fleste steder er udvalget dog udelukkende eller helt overvejende på græsk, så hvis du ikke behersker det græske sprog, skal du lede lidt for at få noget i posen. Her kommer et par nedslag fra nogle af de atheniensiske boghandeler, jeg har været forbi i Athen her i efterårsferien. >> Læs videre

Alexandros Papadiamandis: Fey Folk. A Tale from Skiathos

Af ,
Skriv en kommentar

En lavmælt, charmerende, lille historie om menneskers simple liv på den græske ø Skiathos i det 19. århundrede. Om overtro, sladder og generationsfejder, men også om kærlighed og jalousi.

K og konen ferierer i Athen, og så skal man jo læse noget græsk litteratur. Alexandros Papadiamandis (1851-1911) har status af en af de ypperste og mest elskede græske prosaister i moderne tid, skal man tro bagsideteksten på mit eksemplar af Fey Folk. A Tale from Skiathos (opr. 1892, eng. 2013). >> Læs videre

Lars Findsen & Mette Mayli Albæk: Spionchefen – Erindringer fra celle 18

Af ,
6 kommentarer

Udgivelsen forleden af tidligere FE-chef Lars Findsens erindringsbog er næppe gået mange forbi. Den sensationalistiske opmærksomhed knytter sig i pressen i disse dage til bogens nye afsløringer af detaljer i forløbet og Findsens slet skjulte angreb på regeringen. Men bogen er faktisk også derudover meget velskrevet og læseværdig.

Som almindeligt samfunds- og politisk interesseret menneske kastede jeg mig lige så glubsk over bogen som mange andre – nysgerrig efter at læse Lars Findsens eget perspektiv på det opsigtsvækkende forløb, hvor han først blev hjemsendt fra tjenesten som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste på baggrund af en kritisk tilsynsrapport, siden pure frikendt af en undersøgelseskommission for blot at blive arresteret og fængslet, tiltalt for at have videregivet klassificerede oplysninger – i en sag, der endnu ikke har fundet sin afslutning. >> Læs videre

Shahrnush Parsipur: Frie oplevelser

Af ,
Skriv en kommentar

Frie oplevelser er en magisk bog på flere niveauer. Den indeholder magisk-realistiske elementer, og Shahrnush Parsipur skriver i et magisk forførende sprog, som man bare sluger som læser.

Shahrnush Parsipur er en virkelig spændende forfatter, og det er godt, at vi her tidligere på året fik adgang til at læse endnu en af hendes bøger på dansk – udgivet på Gyldendal og oversat af Nazila Ghavarmi Kivi, ligesom den første bog på dansk af Parsipur, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019). >> Læs videre

Mamdouh Azzam: Ascension to Death

Af ,
Skriv en kommentar

Brutal og næsten ubærlig kortroman om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder og kvinders seksualitet i syriske landsbysamfund. Vægtig og vigtig for sine temaer, kompositorisk interessant, men også unødigt forvirrende og i sidste ende lidt kedelig.

Syriske Mamdouh Azzam indleder Ascension to Death (opr. 1987, eng. 2018) chokerende brutalt med hovedpersonens død. >> Læs videre

Frans G. Bengtsson: Røde Orm

Af ,
Skriv en kommentar

Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.

Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer. >> Læs videre

Judith Hermann: Sommerhus, senere

Af ,
Skriv en kommentar

Judith Hermann kender til mennesker. Hun kan skrive om dem i et enkelt sprog, der er lige til at gå til, og som samtidig rummer sprækker så dybe som livet, som man kan falde langt ned i og frygte for aldrig at komme op ad igen. Og alligevel kommer man fra læsningen med håbet i behold.

Jeg har på disse sider før prist Judith Hermanns noveller, og for at undgå for mange gentagelser om hendes sublime skrivestil skal jeg for så vidt nøjes med at henvise til mine tidligere omtaler af hendes værker her. >> Læs videre

K’s bognoter tager ikke længere imod frieksemplarer til anmeldelse

Af ,
Skriv en kommentar

Igennem bloggens første knap ti år har mange forlag og forfattere været så venlige at tilbyde bøger til anmeldelse. Det har givet mig mange gode læseoplevelser, herunder nogle uventede. Det er jeg taknemmelig for.

Jeg har imidlertid besluttet ikke længere at tage imod anmeldereksemplarer.

Det skyldes først og fremmest, at jeg er nået til den erkendelse, at der sker noget med min læsning, når jeg på den måde påtager mig at anmelde en bog. >> Læs videre

Judith Hermann: Spøgelser, overalt

Af ,
1 kommentar

Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.

Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre

Islændingesagaerne: Egils saga

Af ,
Skriv en kommentar

Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.

Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre

Stanisław Lem: Eden

Af ,
Skriv en kommentar

Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.

Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre

Georgi Gospodinov: Tidsskjul

Af ,
1 kommentar

“Vær opmærksom på, at historien altid er tættere på, end det ser ud til i bakspejlet …” Georgi Gospodinovs Tidsskjul er en genial satire over den politiske sygdom at længes nostalgisk efter fortiden.

Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af mine absolutte favoritter blandt de aktuelle, europæiske forfattere. De tre tidligere af hans bøger, der er oversat til dansk er alle fremragende – på trods af, at han også har det med at køre mig lidt træt ind i mellem med sine til tider lidt for anstrengte og ofte gentagne lommefilosofiske reflektioner. >> Læs videre

Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger

Af ,
Skriv en kommentar

Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.

Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre

Eduard von Keyserling: Bølger

Af ,
2 kommentarer

Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.

Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver: >> Læs videre

Eduard von Keyserling: Lumre dage

Af ,
2 kommentarer

En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.

Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre

Véronique Ovaldé: Fugleliv

Af ,
Skriv en kommentar

Velskrevet, underholdende, rørende. Der er ikke noget at sige til, at Véronique Ovaldé hører til blandt Frankrigs mest læste, nutidige forfattere.

Véronique Ovaldé er fransk, men de to bøger, jeg indtil nu har læst af hende, udspiller sig begge primært i spansktalende lande. Hovedpersonerne i Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt, som jeg læste forleden, er således af baskisk oprindelse, og meget af romanen foregår forskellige steder i Spanien (og dertil i Frankrig, Brasilien og Congo). >> Læs videre

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Af ,
Skriv en kommentar

Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.

Véronique Ovaldés (f. 1972) roman, Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt (opr. 2016, da. 2018) er fortalt af pigen Atanasia Bartolome. Hun er en stilfærdig enspændertype og bor med sine forældre i en søvnig forstad til Bilbao. >> Læs videre

Célia Houdart: Carrara

Af ,
Skriv en kommentar

Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet og stemningsfuld, men for løst sammenhængende til at fænge hos mig.

Forlaget beskriver bogen som stykket sammen af “en mosaik af små tableauer,” og det er egentlig meget rammende. Historien er fortalt i korte kapitler, som springer mellem forskellige handlingsspor, der kun er løst bundet sammen, primært af hovedpersonernes familieskab: >> Læs videre

Hubert Mingarelli: Fire soldater

Af ,
Skriv en kommentar

En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Flot fortalt i et enkelt og letflydende sprog. Den er hurtigt læst, men gør stort indtryk. En af mine bedste læseoplevelser i år.

Fire soldater foregår i vinteren 1919/foråret 1920 under Den Røde Hærs tilbagetog fra den rumænske front i krigene i kølvandet på den russiske revolution. >> Læs videre

Marie-Hélène Lafon: En søns historie

Af ,
Skriv en kommentar

En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage. Fornemt fortalt i præcis prosa med sans for både barnets og den voksnes perspektiv.

Marie-Hélène Lafons roman fra 2020 (da. 2022 ved François-Eric Grodin), En søns historie, lægger ud en søvnig morgen i 1908 i Chanterelle i det sydlige, centrale Frankrig. Den femårige Armand lister på bare fødder ned i køkkenet og overrasker familiens elskede barnepige med en omfavnelse om benene, akkurat som hun vender sig med en brandvarm gryde fra komfuret. Et skrig, der vækker drengens tvillingebror, Paul. Klip. >> Læs videre

Irene Solà: Jeg synger og bjerget danser

Af ,
Skriv en kommentar

En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en lille landsby i Pyrenæerne, hvor naturen – både dyrene, planterne, vejret og bjerget selv – får en aktiv stemme sammen med lokale legender og myter, mens Spaniens nyere historie, især borgerkrigen i 1930’erne, danner en flimrende baggrund.

Catalanske Irene Solà (f. 1990) har vundet adskillige priser for romanen Jeg synger og bjerget danser (opr. 2019, da. 2021 ved Pia Sloth Poulsen). Med god grund. >> Læs videre

Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester

Af ,
Skriv en kommentar

Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire over demokratiet i Colombia – eller mangel på samme. Her bliver der svindlet og bestukket til den store kokainmedalje og horet til højre venstre med alle køn. I et ret forrygende, sprudlende og respektløst sprog.

Muligheden for at læse stor latinamerikansk litteratur på dansk har virkelig fået et gennembrud de seneste år på tværs af flere danske forlag, små som større. >> Læs videre

Eduardo Halfon: Canción

Af ,
Skriv en kommentar

En fragmentarisk roman om ofre og bødler for vold og kidnapninger i Guatemala i 1960’erne – koblet med en identitetsmæssig undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være en guatemalansk forfatter med jødiske og syrisk-libanesiske rødder.

Den guatemalanske forfatter Eduardo Halfon (f. 1975) har et stort forfatterskab bag sig, men Canción (opr. 2021) er debuten på dansk, oversat af Pia Sloth Poulsen for forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre

Natalia García Freire: Vores døde hud

Af ,
Skriv en kommentar

Ecuadorianske Natalia García Freires debutroman, der nu foreligger på dansk, er en grum, mørk, men også meget sanselig roman om et faderopgør, der emmer af fugtig jord, kriblende insekter og død.

Vores døde hud, der for nylig er udkommet på dansk på forlaget Editorial Aurora Boreal i oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard, fangede allerede min interesse ved at være en de ganske få bøger af en ecuadoriansk forfatter, jeg er stødt på i dansk eller engelsk oversættelse (måske endda den første roman fra Ecuador oversat til dansk?). >> Læs videre

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer

Af ,
1 kommentar

Stefan Zweigs klassiske, kulturkritiske erindringsværk Verden af i går er ypperlig læsning – interessant, tankevækkende og ikke mindst en sproglig fornøjelse fra start til slut.

Stefan Zweig (1881-1942) er ikke så meget læst i dag, men nogle af hans bøger kommer dog stadig i nye oplag og også nye oversættelser. Herunder erindringsværket Verden af i går, som vel kan betegnes som et langt kulturhistorisk essay. >> Læs videre

Peter Handke: Epopé over vejenes forsvinden

Af ,
Skriv en kommentar

Et udvalg af fire ganske korte fortællinger, som knap nok er fortællinger, men umådeligt smukke, observante og underligt eftertænksomme tekster skrevet af en rejsende forskellige steder i verden.

Denne lille udgivelse, som af omfang ikke er andet end en pamflet, indgår i Forlaget Virkeligs fine Bestiarium-serie. Der er tale om et udvalg af fire korte tekster fra to samlinger af østrigske Peter Handke, udvalgt og oversat af Madame Nielsen, som også har skrevet et glimrende efterord. >> Læs videre