Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Igennem bloggens første knap ti år har mange forlag og forfattere været så venlige at tilbyde bøger til anmeldelse. Det har givet mig mange gode læseoplevelser, herunder nogle uventede. Det er jeg taknemmelig for.
Jeg har imidlertid besluttet ikke længere at tage imod anmeldereksemplarer.
Det skyldes først og fremmest, at jeg er nået til den erkendelse, at der sker noget med min læsning, når jeg på den måde påtager mig at anmelde en bog. >> Læs videre
Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.
Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre
Njals saga hører til blandt de mest kendte og læste islandske sagaer. Det kan jeg godt forstå. Den er både dramatisk underholdende og historisk interessant.
Jeg har skrevet lidt om Saga Forlags pragtudgivelse af de samlede islandske sagaer i et indlæg om Egils Saga, jf. dette. >> Læs videre
Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.
Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre
Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.
Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre
“Vær opmærksom på, at historien altid er tættere på, end det ser ud til i bakspejlet …” Georgi Gospodinovs Tidsskjul er en genial satire over den politiske sygdom at længes nostalgisk efter fortiden.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af mine absolutte favoritter blandt de aktuelle, europæiske forfattere. De tre tidligere af hans bøger, der er oversat til dansk er alle fremragende – på trods af, at han også har det med at køre mig lidt træt ind i mellem med sine til tider lidt for anstrengte og ofte gentagne lommefilosofiske reflektioner. >> Læs videre
Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.
Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre
Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.
Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver: >> Læs videre
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.
Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre
Velskrevet, underholdende, rørende. Der er ikke noget at sige til, at Véronique Ovaldé hører til blandt Frankrigs mest læste, nutidige forfattere.
Véronique Ovaldé er fransk, men de to bøger, jeg indtil nu har læst af hende, udspiller sig begge primært i spansktalende lande. Hovedpersonerne i Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt, som jeg læste forleden, er således af baskisk oprindelse, og meget af romanen foregår forskellige steder i Spanien (og dertil i Frankrig, Brasilien og Congo). >> Læs videre
Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.
Véronique Ovaldés (f. 1972) roman, Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt (opr. 2016, da. 2018) er fortalt af pigen Atanasia Bartolome. Hun er en stilfærdig enspændertype og bor med sine forældre i en søvnig forstad til Bilbao. >> Læs videre
Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet og stemningsfuld, men for løst sammenhængende til at fænge hos mig.
Forlaget beskriver bogen som stykket sammen af “en mosaik af små tableauer,” og det er egentlig meget rammende. Historien er fortalt i korte kapitler, som springer mellem forskellige handlingsspor, der kun er løst bundet sammen, primært af hovedpersonernes familieskab: >> Læs videre
En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Flot fortalt i et enkelt og letflydende sprog. Den er hurtigt læst, men gør stort indtryk. En af mine bedste læseoplevelser i år.
Fire soldater foregår i vinteren 1919/foråret 1920 under Den Røde Hærs tilbagetog fra den rumænske front i krigene i kølvandet på den russiske revolution. >> Læs videre
En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage. Fornemt fortalt i præcis prosa med sans for både barnets og den voksnes perspektiv.
Marie-Hélène Lafons roman fra 2020 (da. 2022 ved François-Eric Grodin), En søns historie, lægger ud en søvnig morgen i 1908 i Chanterelle i det sydlige, centrale Frankrig. Den femårige Armand lister på bare fødder ned i køkkenet og overrasker familiens elskede barnepige med en omfavnelse om benene, akkurat som hun vender sig med en brandvarm gryde fra komfuret. Et skrig, der vækker drengens tvillingebror, Paul. Klip. >> Læs videre
En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en lille landsby i Pyrenæerne, hvor naturen – både dyrene, planterne, vejret og bjerget selv – får en aktiv stemme sammen med lokale legender og myter, mens Spaniens nyere historie, især borgerkrigen i 1930’erne, danner en flimrende baggrund.
Catalanske Irene Solà (f. 1990) har vundet adskillige priser for romanen Jeg synger og bjerget danser (opr. 2019, da. 2021 ved Pia Sloth Poulsen). Med god grund. >> Læs videre
Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire over demokratiet i Colombia – eller mangel på samme. Her bliver der svindlet og bestukket til den store kokainmedalje og horet til højre venstre med alle køn. I et ret forrygende, sprudlende og respektløst sprog.
Muligheden for at læse stor latinamerikansk litteratur på dansk har virkelig fået et gennembrud de seneste år på tværs af flere danske forlag, små som større. >> Læs videre
En fragmentarisk roman om ofre og bødler for vold og kidnapninger i Guatemala i 1960’erne – koblet med en identitetsmæssig undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være en guatemalansk forfatter med jødiske og syrisk-libanesiske rødder.
Den guatemalanske forfatter Eduardo Halfon (f. 1975) har et stort forfatterskab bag sig, men Canción (opr. 2021) er debuten på dansk, oversat af Pia Sloth Poulsen for forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre
Ecuadorianske Natalia García Freires debutroman, der nu foreligger på dansk, er en grum, mørk, men også meget sanselig roman om et faderopgør, der emmer af fugtig jord, kriblende insekter og død.
Vores døde hud, der for nylig er udkommet på dansk på forlaget Editorial Aurora Boreal i oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard, fangede allerede min interesse ved at være en de ganske få bøger af en ecuadoriansk forfatter, jeg er stødt på i dansk eller engelsk oversættelse (måske endda den første roman fra Ecuador oversat til dansk?). >> Læs videre
Stefan Zweigs klassiske, kulturkritiske erindringsværk Verden af i går er ypperlig læsning – interessant, tankevækkende og ikke mindst en sproglig fornøjelse fra start til slut.
Stefan Zweig (1881-1942) er ikke så meget læst i dag, men nogle af hans bøger kommer dog stadig i nye oplag og også nye oversættelser. Herunder erindringsværket Verden af i går, som vel kan betegnes som et langt kulturhistorisk essay. >> Læs videre
Et udvalg af fire ganske korte fortællinger, som knap nok er fortællinger, men umådeligt smukke, observante og underligt eftertænksomme tekster skrevet af en rejsende forskellige steder i verden.
Denne lille udgivelse, som af omfang ikke er andet end en pamflet, indgår i Forlaget Virkeligs fine Bestiarium-serie. Der er tale om et udvalg af fire korte tekster fra to samlinger af østrigske Peter Handke, udvalgt og oversat af Madame Nielsen, som også har skrevet et glimrende efterord. >> Læs videre
At forfatteren selv er en politisk nar, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kan skrive fremragende og berigende litteratur om en svampenar.
Peter Handkes Forsøg over svampenarren er isoleret set et pragtfuldt, snørklet fabulerende, kringlet intellektuelt, fiktivt essay om det at søge – om menneskets søgen efter mening og formål i livet og om forfatterens søgen efter litterær forståelse. Personen Peter Handke truer dog med at stille sig i vejen for læserens nydelse. >> Læs videre
Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.
Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det. >> Læs videre
“At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt at tro på noget. Også selvom det aldrig lykkes i lang tid. Nogle gange kun i et sekund, og mindre end et sekund. Men at tro i ét sekund er ikke for højt betalt med tusind timers tvivl og fortvivlelse. At tro lærer man kun, hvis man ikke har noget andet valg. Men så lærer man det også.”
Tyske Martin Walser (f. 1927) hører ikke til de mest kendte forfatternavne i Danmark. Hvor læst han er i Tyskland, ved jeg heller ikke, men jeg gætter på, at færre kender ham for hans litterære produktion end for de offentlige polemikker af politisk karakter, han har været omgærdet af. >> Læs videre
On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i romanform. Den vil gerne være et intenst psykologisk drama med livsfilosofiske overtoner turneret omkring at skæbnesvangert, overraskende plot – men den er egentlig mest lidt kedelig.
Plottet er enkelt. To mænd hinanden ubekendte mænd mødes tilfældigt på en restaurant i de schweiziske alper og falder i snak. Hovedparten af romanen udspiller sig over to aftener som en samtale mellem to mænd med et kort efterspil på den tredje dag. >> Læs videre
“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed”: Clemens J. Setz’ uhyre velskrevne og bizarre noveller rummer masser af fantasifulde ideer og sans for det poetisk groteske. Men de bliver mig også lidt for fortænkte.
Jeg har ikke haft helt let ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skal mene om tyske Clemens J. Setz’ novellesamling, Kærlighed på Mahlstädterbarnets tid (opr. 2011, da. 2014). >> Læs videre
Kongedatteren Leonora Christinas litterære hovedværk, den selvbiografiske skildring af hendes 22 år i fangenskab i det berygtede Blåtårn i perioden 1663-1685, er en kanoniseret klassiker. Interessant som historisk dokument (selv om hun er fuld af løgn), men bestemt også værd at læse for sine litterære kvaliteter. Og i Line Kroghs moderniserede udgave fra 2010 er den gamle tekst gjort tilgængelig på nudansk, uden at den har mistet sit præg af at være skrevet for 350 år siden.
Leonora Christina (1621-1698) er en legendarisk skikkelse i dansk historie. Datter af Christian IV og Kirsten Munk (som aldrig blev gift med kongen, men af ham selv blev betragtet som hans hustru). Hustru til adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som steg til højderne som Danmarks rigshofmester under Christian IV, men endte som den velsagtens mest berygtede landsforræder i Danmarkshistorien. Indespærret i fængselstårnet Blåtårn gennem 22 år for mistanke om medvirken til sin mands forrædderi. Og forfatter til det mest berømmede stykke dansk prosa fra barokken, fængselsberetningen Jammers Minde. >> Læs videre
Bruno Schulz er en mundfuld. Adskillige, faktisk. Hans billedrige, ekspressionistiske og surrealistiske prosa er en litterær keto-kur, uden tomme kulhydrater, men fyldt med kalorierige proteiner. Sanatoriet under timeglasset suger sin læser ind, men kræver også en læser med sindet stemt rigtigt. De litterære kvaliteter er uomtvistelige, men for mig blev den lidt for meget.
Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to bøger, inden han blev myrdet i 1942. Men disse to var rigeligt til at indskrive ham i den europæiske kanon. Jeg har tidligere skrevet om Schulz’ vilde og voldsomme, men også poetiske stil i min anmeldelse af hans første bog, Kanelbutikkerne (opr. 1934). Den karakteristik gælder også Sanatoriet under timeglasset (opr. 1937), og jeg skal derfor ikke gentage (alt for meget af den) her. >> Læs videre
Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den.
Buddenbrooks. En families forfald er Thomas Manns debutroman fra 1901, som han udgav som blot 25-årig. Romanen indtog hovedpladsen i begrundelsen for tildelingen af Nobels litteraturpris til Mann i 1929 og står stadig som et af hans hovedværker.
Buddenbrooks er historien om en rig købmandsfamilies økonomiske og moralske forfald i perioden 1835-1877. Samtidig er det historien om en epokes forfald, den klassiske borgerligheds forfald. >> Læs videre
Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet.
Jeg har aldrig rigtigt fået dyrket Per Petterson (f. 1952), som jo ellers er et stort navn både i Norge og internationalt, herunder i Danmark. Jeg læste for nogle år tilbage hans internationale gennembrudsroman Ud og stjæle heste. Jeg var ikke i tvivl om dens kvaliteter, men ramte mig ikke helt på det tidspunkt. >> Læs videre
Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.
Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre
