Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Sådan nogenlunde var min oplevelse af at læse Chuck Palahniuks debutroman Fight Club fra 1996.
Palahniuk er helt vild! Og han styrer – det er en meget velkomponeret bog. >> Læs videre
At læse Proust er stadig en lise for sjælen, med virkning af en slags mental renselsesproces, også i dette fjerde af de i alt tretten bind, som udgør Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse.
Jeg har lige holdt en lille pause (på en 7-8 måneder….) fra Proust. For trods min usvækkede begejstring må jeg alligevel medgive, at det lige kræver en særlig mobilisering af klassikerinteressen at tage sig sammen til at kaste sig ind i endnu 400 siders handlingsløse refleksioner over tid, identitet og relationer i sidelange sætninger. >> Læs videre
Flot og særpræget fortalt historie om de mange japanske immigranter, der kom til USA i begyndelsen af 1900-tallet og knoklede i årevis i alle de underbetalte og hårde jobs, som amerikanerne ikke selv ville have, for så blot at blive udstødt og deporteret under 2. verdenskrig af et paranoidt, japanerforskrækket USA.
Julie Otsuka er amerikaner med japanske aner. Hun fortæller historien med udgangspunkt i kvinderne, hvoraf mange kom til USA som såkaldte postordrebrude – gift på forhånd på langdistance med en japansk mand i USA, lokket med løfter om rigdom og falske billeder af smukke, succesrige mænd, der i virkeligheden viste sig at være fattige landarbejdere. >> Læs videre
Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.
Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning. >> Læs videre
Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision – i en moderne udgave af Palle alene i verden, nu for voksne. I dén grad kun for voksne.
Nogenlunde sådan kan man måske opsummere den seneste pudseløjerlighed fra Peter Adolphsens hånd. Den bærer Adolphsens signatur: Semifiktiv naturvidenskab med et virkelig weird twist. >> Læs videre
To små hyggelige pauseindslag for elskere af bøger og boghandlere med sans for Monty Pythonsk bizar humor.
Jen Campbell har arbejdet i flere boghandlere over en årrække og begyndte på et tidspunkt at samle på sjove, mærkelige, fornærmende, foruroligende eller på anden vis bare pudseløjerlige ordvekslinger mellem boghandlere og kunder.
Det har hun fået et par helt underholdende små samlinger ud af: Weird Things Customers say in Bookshops (2012)og More Weird Things Customers say in Bookshops (2013). De to bøger hører qua citatsamlinger måske nok mest til i genren “lokumslitteratur”, men de er ret charmerende – båret, som de er, af en tydelig kærlighed til bøger, boghandlere og bogkunder. >> Læs videre
Velskrevet, men også lidt kedelig, ny dansk krimi står ikke helt distancen.
Politikeren er dansk-islandske Emma Brynja Svanes anden roman – en selvstændig fortsættelse til debutromanen Forviklinger fra 2012 (som jeg ikke har læst).
Handlingen er centreret omkring den midaldrende læge Torsten, som står i et kompliceret forhold til den smukke Nina, tidligere topmodel med en skjult fortid og forbindelser til en international forbryderorganisation. >> Læs videre
At læse Boris Vians gakkede, satiriske roman fra 1947 er som at træde ind i et levende surrealistisk maleri af Salvador Dali – tilsat en gang respektløs Monty Pythonsk humor og en knivspids Kafkask paranoia.
Trods mange spøjse og nogle endda ret sjove billeder, så er det meste dog for fjollet for min smag til at blive rigtigt vedkommende. Bogen nyder en vis klassikerstatus, men på mig virkede den noget bedaget og midt i al sin sproglige hittepåsomhed ikke desto mindre noget kedelig og trættende at læse. >> Læs videre
En usmagelig spandfuld socialdemokratiske sladderhistorier samlet op på Togas vinstue. Mere er der egentlig ikke nødigt at sige om dagens mest omtalte bogudgivelse i Danmark, “Den hemmelige socialdemokrat”, angiveligt forfattet af et anonymt medlem af den nuværende socialdemokratiske folketingsgruppe. >> Læs videre
Dyster, skæbnetung og virkelig god roman om blodhævn på den albanske højslette.
Fra Ismail Kadarés hånd har jeg tidligere læst Efterfølgeren og Agamemnons datter, begge fremragende små fortættede romaner om Albanien under kommunismen og det totalitære diktaturs ødelæggende virkninger på menneskesindet.
Den lidt ældre Ufuldendt april er næsten lige så god. Den udspiller sig historisk nogle tiår tidligere, i mellemkrigstidens Albanien. Hovedtemaet er en kritik af den 600 år gamle albanske sædvaneret og moralkodeks, Kanun, som i praksis har været den dominerende retsorden på Højsletten i det indre Albanien i århundreder. >> Læs videre
27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget og universet.
Jeg kom i tanker om Italo Calvino forleden, mens jeg læste J.J.Abrams & Doug Dorsts særprægede konceptbog S. Abrams & Dorst leger med forholdet mellem læser og forfatter, og det samme gjorde Calvino tilbage i 1979 i hans geniale roman Hvis en vinternat en rejsende – omend på en anden måde.
Calvino er sådan en slags Italiens svar på århusianske Svend Aage Madsen – ihvertfald deler de den underfundige humor, de filosofisk-tænksomme temaer og den eksperimenterende leg med sprog, tekst og fortællemæssige konventioner. Jeg læste Hvis en vinternat… engang lige i begyndelsen af 1990’erne, har jeg regnet mig frem til (gisp, det er længe siden…), og har egentlig gerne villet læse mere Calvino siden, det er af en eller anden grund bare ikke blevet til noget. Men så faldt jeg over denne lille hyggelige, filosofiske sag. >> Læs videre
En ikke helt ueffen selvbiografisk erindringsroman om at vokse op som barn og ung i 1970’ernes Danmark.
Fra dengang, hvor vi så kaninen Albert og Ingrid og Lillebror og Landet Rundt med Preben Heide i tv, og vi hørte trafikradio med Lars E. Christiansen. Og hvor man samlede på alt muligt og ingenting: sodavandskapsler, sten, klistermærker, mønter og frimærker (og hvor de bedste var “de store mærker fra Ungarn eller Magyar Posta med fugle, malerier og sportsmotiver på. Til trods for at de intet er værd”). Og hvor toiletpapiret hos ens bedsteforældre var dét der brune og hårde, som var ubehageligt at tørre sig med og mindede om pakkepostindpakningspapir.
For mig var store dele af bogen et nostalgitrip tilbage til min egen barndom og som sådan en fornøjelse at dykke ned i. >> Læs videre
Meget, meget fin lille bog om frygt, terror og mennesker i Afghanistan under den sovjetiske besættelse 1979-1989.
Atiq Rahimi (f.1962 i Kabul) mestrer den korte, intense romanform. Det gør han rigtig flot her, ligesom han gør det i den senere Den tålmodige sten (som i høj grad følger samme form som Drømmenes Labyrint)
Den korte handling i bogen udspiller sig omkring jeg-fortælleren, den unge mand Fahrad, der en aften efterlades i en grøftekant tævet halvt ihjel af en militærpatrulje for en ubetydelig forseelse. Her bliver han fundet af en ung enlig mor, som i stor fare for sit eget liv tager ham ind i sit hus, plejer ham og skjuler ham for soldaterne. >> Læs videre
Elsker du også den gode, gammeldags, stoflige bog, som man både kan mærke og lugte? Så skynd dig ned til din lokale bogpusher med virkelige mennesker bag disken og køb dette forrygende pragtværk af en bog. Gør det med det samme! Det er ikke sikkert, at du orker at læse den, og du går i så fald nok heller ikke glip af så meget. Men du MÅ eje den!
Jeg indrømmer med det samme, at denne anmeldelse er noget forudindtaget på den måde, at jeg allerede, da jeg stod med bogen mellem hænderne i min boghandler, havde besluttet mig for at være vild med denne bog, og at den ikke kunne få mindre end fem stjerner. Alene på grund af den lækre og originale udførelse, som er helt uden for kategori.
S. er en bog i en bog… i en bog. Eller rettere sagt: Den er mindre en bog i traditionel forstand, end den er en idé eller et projekt ført igennem som en bog. Dette er så også dens svaghed, men det kommer jeg tilbage til. >> Læs videre
Det går den forkerte vej for Andrew Kaufman. Hans debut, Alle mine venner er superhelte (All my Friends are Superheroes) fra 2003, er en af mine personlige favoritter – skæv, sjov, poetisk og helt og aldeles vidunderlig. The Tiny Wife (2011) havde ikke helt samme klasse, men stadig en del skægge og skæve ideer, mens hans første bog i egentlig romanlængde, The Waterproof Bible (2010) ikke rigtig stod distancen.
Seneste udgivelse fra Kaufmanns hånd er så den lille roman Born Weird fra 2013. Stilen er den samme som i de forrige – en naivistisk fortællerstemme og hovedpersoner med overnaturlige egenskaber som typisk er alment menneskelige karaktertræk, som blot er udartede i en ekstrem grad. Men det virker altså ikke. >> Læs videre
A Visit from the Goon Squad hører til i disciplinen patchwork-romaner på dén her Robert Altman-agtige måde, som mange er begejstrede for, men som jeg egentlig ofte finder lidt irriterende og kedsommeligt. Jeg anerkender mulighederne i formen i forhold til at tegne mere facetterede portrætter af personer og situationer, men det bliver bare tit lidt anstrengende med alle disse skift i perspektiver hele tiden.
Egan lykkes nu ganske godt med formen i A Visit from the Goon Squad. Eller rettere: jeg bærer over med formen, fordi hun skriver godt og letlæst med ganske meget humor, vid og menneskekundskab og fanger sin tid ind på underholdende vis. Der er mindelser om sen 1980’ernes postmodernistiske legesyge i litteraturen, men nu med langt mere substans. >> Læs videre
Senseis mappe er en lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman. Om den 38-årige, ensomme kvinde Tsukiko, som på en bar tilfældigt møder sin gamle, nu pensionerede gymnasielærer, som hun blot kalder sensei – i starten mest fordi, hun ikke husker hans navn. Langsomt, meget langsomt nærmer de to sig hinanden. De udvikler et forhold, som først især er baseret på en fælles passion for at drikke (især sake i store mængder) og for god japansk mad – og på den særlingeagtige ensomhed, de begge bærer rundt på. Men til deres begges overraskelse bliver det efterhånden til dyb og intens kærlighed. >> Læs videre
Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.
Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.
Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:
Pudsig, kompakt og kompleks og sært dragende lille argentisnk roman om…. ja, om præcis dét, titlen angiver: En episode i en landskabsmalers liv. Men også om en hel del mere.
Landskabsmaleren er tyskeren Johann Moritz Rugendas (1812-1858), en virkelig historisk figur og en af sin tids mest berømte landskabsmalere, især for sine skildringer af eksotiske scenerier bragt hjem fra lange rejser i Sydamerika. >> Læs videre
Sydafrikanske Coetzees prisvinder fra 1999 er overlegent velskrevet, frygtelig god og meget barsk – og på Coetzee-karakteristisk vis en smule foruroligende.
Ja, der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid, og det beklager vi. Men K & konen har været ved at flytte, og det har taget opmærksomheden og de fleste vågne timer. Men nu er bøgerne pakket ud af flyttekasserne og kommet op i reolerne igen, så huset er blevet til et rigtigt hjem – så mangler der bare opsætning af lys, persienner og garderobeskabe og udpakning af tøj og køkkensager og resten (man har vel prioriteterne i orden, ikke sandt?).
Og så har én jo fortjent at læse noget godt, og det kriterium må man sige, at Coetzees Disgrace opfylder. Romanen indbragte Coetzee The Man Booker Prize i 1999 og Nobelprisen i litteratur i 2004. Og det var ikke ufortjent. >> Læs videre
Lyder det som titlen på en fjollet bog? Ja, og det er det også. Men det er også en ret sjov bog – komplet gakket på en både begavet og poetisk måde, hvor den er bedst.
dyr med næb ordnet efter antal vinger: (og nej, det er ikke en slåfejl, kolonet hører med i titlen) er noget på denne bogblog så sjældent set som en digtsamling. Vi er ikke så meget for digte her, vi har aldrig rigtig forstået dem, men Birgitte Krogsbølls lille bog skiller sig ud på den glade måde. >> Læs videre
Det er en ganske vidunderlig bog, den svenske forfatter og biolog Frederik Sjöberg her har begået, og som nu er oversat til dansk. En underfundig hyldest til eftertanken, om at være tilstede i dét man gør, om at blive til menneske gennem dedikation og om alt muligt andet. Fyldt med stilfærdig og humoristisk livsklogskab om stort og småt, om kunst og politik, natur og kultur, ensomhed og kærlighed. Og den rene og skære fornøjelse af læse. >> Læs videre
Det er en seriøst mærkelig bog, den sydafrikanske nobelprisvinder, J. M. Coetzee denne gang har fået skruet sammen. Med en seriøst mærkelig titel. Titlen bør i øvrigt ikke hverken afskrække eller tiltrække nogen (alt efter tilbøjelighed) i den tro, at der er tale om en religiøs bog. Udover i titlen, så omtaler bogen på intet tidspunkt hverken Jesus, Gud eller kristendom. Ihvertfald ikke direkte, men det kommer vi tilbage til.
Bogen er til gengæld skrevet i Coetzees vanlige, smukke, sprøde prosa – og det var dét, der fik mig til at læse videre, mere end det var idéen med romanen, som jeg efter endt læsning stadig har svært ved at finde, og som gør det svært for mig entydigt at anbefale denne bog til andre. >> Læs videre
Cormac McCarthys første filmmanuskript skuffer stygt som bogudgivelse.
McCarthy har før udgivet skuespil, som fungerede glimrende at læse som bøger: det udmærkede The Stonemason og det virkelig gode The Sunset Limited (der med rette bar undertitlen “A novel in dramatic form”). Så jeg kastede mig over The Counselor med en vis forventning. Men ak, skuffelse!
The Counselor er meget langt fra McCarthys tidligere mesterskab. >> Læs videre
Seneste roman fra den norske mester Lars Saabye er et ganske vellykket litterært eksperiment – hvis man da ellers kan kalde noget for et eksperiment, der er så sikkert gennemført som Blink.
Romanen falder i tre meget distinkte dele, alle fortalt i hver sin stil og tonart af romanens fiktive, omend meget Lars Saabye-agtige, ca. 60 årige forfatter, Christian Funder.
>> Læs videre
Robert Stones Dog Soldiers fra 1974 er på ét niveau en actionmættet thriller og fungerer glimrende som sådan. Men den er også en hel del mere. Først og fremmest en mørk og grum gravsten over sen-1960’ernes glade hippietid i Californien.
Romanen indledes handlingsmæssigt i Vietnam i krigens sidste år, men skifter hurtigt scene til det sydlige Californien. Vietnamkrigen er imidlertid til stede bogen igennem som et flimrende bagtæppe af desillusion.
>> Læs videre
Det er ikke så tit, at akademiske, religionshistoriske værker når toppen af amazon.com’s bestsellerliste. Det opnåede den amerikanske religionsforskerer og Ph.D. i Det Ny Testamente, Reza Aslan imidlertid denne sommer med sin bog Zealot om den historiske person Jesus af Nazareth og hans politiske samtid – godt hjulpet på vej af et nu herostratisk berømt interview på Fox News, som hurtigt blev et hit på Youtube. Studieværten på Fox News (som tydeligvis ikke havde så meget som åbnet bogen) var her mindre interesseret i bogens indhold og forskningsmæssige pointer end i spørgsmålet om, hvorvidt Aslans personlige religiøse tilhørsforhold (Aslan bekender sig som muslim) i sig selv og på forhånd diskvalificerer ham fra som akademisk forsker at skrive en bog om Jesus. >> Læs videre
Naja Marie Aidts romandebut fra 2012 er en ikke helt ueffen, men heller ikke entydigt vellykket, psykologisk thriller om en mand i dyb, grundlæggende personlig krise.
I centrum for romanen står den formentlig ca. 40-årige mand, Thomas, og hans psykologiske kamp for at få styr på sin jeg-identitet, sin kønidentitet, sit parforhold og sine familieforhold i øvrigt. >> Læs videre
Kim Leines meget roste roman Profeterne i Evighedsfjorden er fremragende som tidsbillede af København og den danske koloni i Grønland i slutningen af 1700-tallet.
Især de atmosfæremættede beskrivelser af livet i både København og den grønlandske koloni er i særklasse. Man kan næsten fysisk lugte, smage og høre de osende spæklamper, de sveddunstende nøgne kroppe og svuppende bryster, stanken fra rendestenene, den altid våde og beskidte uldpræstekjole, de fedtede, lusebefængte parykker og madrasser, kulden, regnen, mudderet og snavset.
Og i baggrunden flimrer et Europa i opbrud. Den franske revolution sender chokbølger over Europa, oplysningsfilosofien tager livtag med mørkereligionen. >> Læs videre
Kvinde bliver forladt af sin kæreste. Lejer halvdelen af sin lejlighed ud til forfatter med skriveproblemer. Hun falder og knuser sit knæ, og han overvåger hende hemmeligt, mens de begge to tænker meget på sex og er meget frustrerede.
Det er så nogenlunde dét, der sker i Kirsten Hammanns lange bog Se på mig. Og det er ikke nok. Især ikke fordi alle personerne i bogen er så irriterende, at man næsten ikke kan holde ud at være i bog med dem. >> Læs videre
