Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Lyder det som titlen på en fjollet bog? Ja, og det er det også. Men det er også en ret sjov bog – komplet gakket på en både begavet og poetisk måde, hvor den er bedst.
dyr med næb ordnet efter antal vinger: (og nej, det er ikke en slåfejl, kolonet hører med i titlen) er noget på denne bogblog så sjældent set som en digtsamling. Vi er ikke så meget for digte her, vi har aldrig rigtig forstået dem, men Birgitte Krogsbølls lille bog skiller sig ud på den glade måde. >> Læs videre
Det er en ganske vidunderlig bog, den svenske forfatter og biolog Frederik Sjöberg her har begået, og som nu er oversat til dansk. En underfundig hyldest til eftertanken, om at være tilstede i dét man gør, om at blive til menneske gennem dedikation og om alt muligt andet. Fyldt med stilfærdig og humoristisk livsklogskab om stort og småt, om kunst og politik, natur og kultur, ensomhed og kærlighed. Og den rene og skære fornøjelse af læse. >> Læs videre
Det er en seriøst mærkelig bog, den sydafrikanske nobelprisvinder, J. M. Coetzee denne gang har fået skruet sammen. Med en seriøst mærkelig titel. Titlen bør i øvrigt ikke hverken afskrække eller tiltrække nogen (alt efter tilbøjelighed) i den tro, at der er tale om en religiøs bog. Udover i titlen, så omtaler bogen på intet tidspunkt hverken Jesus, Gud eller kristendom. Ihvertfald ikke direkte, men det kommer vi tilbage til.
Bogen er til gengæld skrevet i Coetzees vanlige, smukke, sprøde prosa – og det var dét, der fik mig til at læse videre, mere end det var idéen med romanen, som jeg efter endt læsning stadig har svært ved at finde, og som gør det svært for mig entydigt at anbefale denne bog til andre. >> Læs videre
Cormac McCarthys første filmmanuskript skuffer stygt som bogudgivelse.
McCarthy har før udgivet skuespil, som fungerede glimrende at læse som bøger: det udmærkede The Stonemason og det virkelig gode The Sunset Limited (der med rette bar undertitlen “A novel in dramatic form”). Så jeg kastede mig over The Counselor med en vis forventning. Men ak, skuffelse!
The Counselor er meget langt fra McCarthys tidligere mesterskab. >> Læs videre
Seneste roman fra den norske mester Lars Saabye er et ganske vellykket litterært eksperiment – hvis man da ellers kan kalde noget for et eksperiment, der er så sikkert gennemført som Blink.
Romanen falder i tre meget distinkte dele, alle fortalt i hver sin stil og tonart af romanens fiktive, omend meget Lars Saabye-agtige, ca. 60 årige forfatter, Christian Funder.
>> Læs videre
Robert Stones Dog Soldiers fra 1974 er på ét niveau en actionmættet thriller og fungerer glimrende som sådan. Men den er også en hel del mere. Først og fremmest en mørk og grum gravsten over sen-1960’ernes glade hippietid i Californien.
Romanen indledes handlingsmæssigt i Vietnam i krigens sidste år, men skifter hurtigt scene til det sydlige Californien. Vietnamkrigen er imidlertid til stede bogen igennem som et flimrende bagtæppe af desillusion.
>> Læs videre
Det er ikke så tit, at akademiske, religionshistoriske værker når toppen af amazon.com’s bestsellerliste. Det opnåede den amerikanske religionsforskerer og Ph.D. i Det Ny Testamente, Reza Aslan imidlertid denne sommer med sin bog Zealot om den historiske person Jesus af Nazareth og hans politiske samtid – godt hjulpet på vej af et nu herostratisk berømt interview på Fox News, som hurtigt blev et hit på Youtube. Studieværten på Fox News (som tydeligvis ikke havde så meget som åbnet bogen) var her mindre interesseret i bogens indhold og forskningsmæssige pointer end i spørgsmålet om, hvorvidt Aslans personlige religiøse tilhørsforhold (Aslan bekender sig som muslim) i sig selv og på forhånd diskvalificerer ham fra som akademisk forsker at skrive en bog om Jesus. >> Læs videre
Naja Marie Aidts romandebut fra 2012 er en ikke helt ueffen, men heller ikke entydigt vellykket, psykologisk thriller om en mand i dyb, grundlæggende personlig krise.
I centrum for romanen står den formentlig ca. 40-årige mand, Thomas, og hans psykologiske kamp for at få styr på sin jeg-identitet, sin kønidentitet, sit parforhold og sine familieforhold i øvrigt. >> Læs videre
Kim Leines meget roste roman Profeterne i Evighedsfjorden er fremragende som tidsbillede af København og den danske koloni i Grønland i slutningen af 1700-tallet.
Især de atmosfæremættede beskrivelser af livet i både København og den grønlandske koloni er i særklasse. Man kan næsten fysisk lugte, smage og høre de osende spæklamper, de sveddunstende nøgne kroppe og svuppende bryster, stanken fra rendestenene, den altid våde og beskidte uldpræstekjole, de fedtede, lusebefængte parykker og madrasser, kulden, regnen, mudderet og snavset.
Og i baggrunden flimrer et Europa i opbrud. Den franske revolution sender chokbølger over Europa, oplysningsfilosofien tager livtag med mørkereligionen. >> Læs videre
Kvinde bliver forladt af sin kæreste. Lejer halvdelen af sin lejlighed ud til forfatter med skriveproblemer. Hun falder og knuser sit knæ, og han overvåger hende hemmeligt, mens de begge to tænker meget på sex og er meget frustrerede.
Det er så nogenlunde dét, der sker i Kirsten Hammanns lange bog Se på mig. Og det er ikke nok. Især ikke fordi alle personerne i bogen er så irriterende, at man næsten ikke kan holde ud at være i bog med dem. >> Læs videre
Velskrevet, men ikke 100 pct. vellykket, amerikansk-jødisk noir-krimi – tilsat konspirationsteori og jødisk Messias-tema.
Michael Chabons Det Jiddische Politiforbund er et mærkeligt konstrukt. Kernehistorien er en noir krimi efter klassisk forskrift med en forhutlet, fordrukken kriminalbetjent med disciplinærproblemer og et forlist ægteskab bag sig. Med det utraditionelle tvist, at det foregår i et jødisk miljø.
Det for alvor utraditionelle er dog, at Chabon har rammet krimihistorien ind i et “hvad-nu-hvis…” alternativhistorisk univers. Handlingen foregår i nutiden, men er henlagt til en fiktiv udgave af distriktsbyen Sitka i Alaska, som i romanen har udviklet sig til en jødisk delstat med midlertidig politisk særstatus, der imidlertid er på nippet til at blive ophævet. >> Læs videre
Kurt Vonnegut møder Monty Python møder Wittgenstein møder Derrida….. -agtigt. David Foster Wallaces gakkede postmodernistiske roman The Broom of the System fra 1987 er i sine bedste passager en skarp og morsom satire med sans for det groteske, som fik mig til at grine højt for mig selv undervejs. Men den er også alt for lang og alt for studentikost optaget af sig selv, hvilket fik mig til at gabe irriteret gennem de sidste ihvertfald 200 sider. >> Læs videre
Foruroligende, postmodernistisk, ironisk kritik anno 1979 af samfundets evne til at håndtere sin traumatiske fortid og nutid.
How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (og ja, det er hele den originale amerikanske titel, og den er uden spørgsmålstegn – dem må man selv sætte) læses umiddelbart som en kritik af det moderne Vesttysklands manglende evne til at håndtere landets nazistiske fortid og en nutid præget af venstreorienteret terrorisme (anno 1979). Men den er ikke helt nem at få hold på. >> Læs videre
“For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Sådan starter Karl Ove Knausgårds mastodontiske selvbiografiske roman i seks bind, Min Kamp.
Jeg har længe vægret mig lidt ved at gå i gang med Knausgård. Nok mest på grund af den massive hype, romanværket har været ledsaget af. Måske også begrundet i en mere eller mindre instinktiv og irrationel uvilje mod en forfatter, der kan finde på at give sin selvbiografi samme titel, som en vis diktator og talentløs forfatter med storhedsvanvid gjorde så belastet i 1930’erne. Denne konnotation er formentlig en bevidst provokation fra Knausgårds side med flere mulige betydningslag og heller ikke ueffent. Men alligevel.
Men en sen eftermiddag, hvor hvor jeg dryssede planløst rundt i en boghandler som en lille gave til mig selv på vej hjem fra arbejde, blev jeg alligevel fanget af det elegante omslag i Lindhardt og Ringhofs nye paperbackudgave af romanen (som er langt mere indbydende end det grimme omslag på den danske hardcover-udgave). Nok til at jeg pillede bind 1 ud af boghandlerreolen og læste de første linjer citeret ovenfor. Og så var jeg solgt på stedet. Ihvertfald var bogen solgt, og hjem med mig kom den. >> Læs videre
Sluk for mobilen, slå emailopdateringen fra og lad dig synke ned i Prousts meditationer over følelsernes dynamik, den æstetiske erfaring og snobberiet som bedsteborgerlig kunstform.
Det forrige bind af Prousts opus magnum På sporet af den tabte tid, Swanns verden, 2. del, kredsede om Charles Swanns ulyksalige, skinsyge forelskelse i glædespigen Odette, som han først kunne gifte sig med, da han var holdt med at elske hende. I I skyggen af unge piger i blomst 1 får vi nu indblikket i den unge, endnu navnløse, fortællers egen forelskelse i ægteparret Swanns datter Gilberte >> Læs videre
Jeg læste Cormac McCarthys foruroligende, dystopiske antiwestern-epos Blood Meridian fra 1985 for første gang i den amerikanske originalversion for godt fire år siden – som én af de første McCarthy-bøger, jeg stiftede bekendtskab med. Jeg har siden haft intention om at genlæse den – nu på baggrund af McCarthys samlede forfatterskab. Med udgivelsen af den første danske oversættelse af romanen den 12. juni 2013 blev jeg samtidig nysgerrig efter, hvordan det er lykkedes at oversætte den til dansk. Det er lykkedes ganske godt. >> Læs videre
Jeg forlod tegneserieverdenen som barn og er aldrig rigtig blevet fanget af “tegneserier for voksne” som genre (hvis vi altså ser bort fra Asterix, som i dén grad også er for voksne – men den læste jeg ligesom alle andre også allerede som barn, så den tæller ikke rigtigt). Det er ikke et udtryk for manglende anerkendelse af, at tegneserier har udviklet sig til en seriøs litterær genre – det er bare ikke lykkedes mig at fatte nogen interesse for Corto Maltese og alle dem, der kom efter. Måske har jeg heller ikke gjort noget ordentligt forsøg.
Det prøver jeg nu at lave (lidt) om på med David Mazucchellis “grafiske roman” (som er et fint ord for en lang tegneserie), Asterios Polyp, som blev oversat til dansk i 2012 og modtaget med så overstrømmende anmeldelser, at min interesse alligevel blev lidt vakt. >> Læs videre
Jeg var i går ganske begejstret for Helle Helles Ned til hundene, så i dag fandt jeg Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand frem fra et hengemt sted i bogreolen. Den kan jeg dog ikke mobilisere samme entusiasme for.
Helle Helle skriver ganske vist også her i samme sikre minimalistiske stil. Og også her er der tale om moderne dansk hverdagsrealisme. Men i Forestillingen…. bliver det nok bare for meget hverdag for min smag. Det er et virkelig kedeligt, almindeligt liv, som hovedpersonen Susanne lever med sammen med sin kedelige, almindelige mand. Og for at det ikke skal være løgn, så drømmer hun om, at det skal blive endnu mere almindeligt og kedeligt…. >> Læs videre
Den her er mit første bekendtskab med Helle Helle, og det er jo slet ikke til at forstå. For hun er god, rigtig, rigtig god. Ned til hundene er moderne dansk realisme af den allerbedste slags.
Helle Helles enkle prosa i de korte sætninger er knivskarp. Den kryber ind under huden og lejrer sig mildt foruroligende ubestemmelige steder i kroppen. Læs bare de første sætninger: >> Læs videre
Af en krimi at være er Boris Akunins roman om den unge og romantisk-naive, men også intelligente og handlekraftige moskovitiske politiagent Erast Petrovitj Fandorin ganske finurlig.
Romanen – som er den første i en serie på tolv – udspiller sig i 1876 i Moskva og Skt. Petersborg (med udstikkere til London og andre dele af tidens Europa). Det er slags Sherlock Holmes agtig krimihistorie, som samtidig gerne vil give et historisk portræt af Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor moderniteten trænger sig på. Det gør Akunin sådan set udmærket og med et vist vid. Også den sproglige, litterære skrivestil fra den tid har Akunin ramt ganske godt (med ikke så få implicitte referencer til Dostojevskij). >> Læs videre
Meditation under aktiv læsning: Proust holder! Men kun for den tålmodige og langsomme læser.
Der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid. Det skyldes især, at redaktionen her på K’s bognoter dels har været optaget af et flytteprojekt i privaten, dels har været på ferie. Men så skyldes det faktisk også, at det seneste værk på listen har taget mig lidt længere tid at arbejde mig igennem end de fleste andre bøger.
Marcel Prousts kanoniserede kæmpeværk På sporet af den tabte tid har i den tidligere og noget bedagede danske oversættelse tronet og truet på min bogreol i efterhånden mange år, uden at jeg har fundet modet til at give mig i kast med det. Men den nye danske oversættelse, >> Læs videre
Hans Hauges lille pamflet Danmark er ottende udgivelse i Aarhus Universitetsforlags fine serie Tænkepauser, som har som ambition at formidle forskning til folket i et klart og letforståeligt sprog og uden tunge, videnskabelige fodnoter.
Hauge løfter opgaven på glimrende vis: På de 60 små sider, der udgør den faste ramme for udgivelserne i serien formidler Hauge en række vigtige pointer fra de seneste årtiers forskning i udviklingen af Danmark og danskhed som nation, national identitet og nationalisme. >> Læs videre
Fremragende canadisk roman om et både håbefuldt og fortvivlet teenagerliv i et forkvaklet sekterisk religiøst landsbysamfund i Montana, Canada i 1970’erne.
Romanen fortælles af den 16-årige pige Nomi, der er født og opvokset i et lille samfund af mennonitter (og det er ifølge hende selv, “så vidt jeg ved den mest pinlige sekt man overhovedet kan tilhøre, hvis man er teenager” (s.8)). >> Læs videre
K’s bognoter gør det normalt ikke så meget i børnebøger, men med Mark Twains mindre kendte Advice to little Girls gør vi en undtagelse.
Mark Twain skrev disse små opbyggelige råd til unge piger i 1865, da han selv var 30 år gammel. Om rådene også blev opfattet som decideret opbyggelige i Twains samtid, og om de fik nogen synderlig udbredelse, ved jeg ikke, men man kan nok tillade sig at tvivle: Lurendrejeren Twain giver naturligvis ikke råd fra artigpigeskolen – men snarere opfordringer til unge piger om at være mindre regelrette og mere selvstændige. Med råd som: “Prøv aldrig at stjæle din venindes porcelænsdukke – med mindre din samvittighed tillader det, og du er sikker på, at du kan gennemføre det.” >> Læs videre
Oscar K. har skrevet teksten og Dorte Karrebæk illustreret denne skønne moderne billedbibel “for de fattige i ånden”. Dorte Karrebæks tegninger er pragtfulde og visionære, og Oscar K.’s tekst er både sjov, underfundig, filosofisk og maner til eftertænksomhed på den gode måde.
I Biblia Pauperum Nova genopføres historien om Jesus – fra bebudelsen til opstandelsen – som et teaterstykke med “en flok åndssvage” i alle rollerne og med de fire evangelister (nogle skumle typer i lange frakker, mørke solbriller og flyverhjelme) som instruktører. >> Læs videre
En ikke rigtig forløst spændingsroman, som gerne vil være så meget mere end dét, og måske derfor ikke rigtig lykkes med nogen af delene.
Jeg er ikke storforbruger af bøger i krimi- eller thrillergenren, men jeg opfatter ikke mig selv som litterær kostfornægter, og jeg skal ikke være den, der underkender underholdningsværdien af en god krimiintrige eller et godt spændingsplot. Det kan faktisk være dejligt afslappende at læne sig tilbage og lade sig underholde ved at drøne en masser sider igennem i en let spændingsroman, hvor læseudbyttet ikke forudsætter, at man tager sig tid til at finsmage på hver sætning. Så længe sproget ikke er decideret tæerkrummende, og historien hænger nogenlunde sammen på egne præmisser.
Atkinsons Hvornår kommer er en god nyhed? opfylder kriteriet om at være okay skrevet (omend oversættelsen synes at halte lidt – ihvertfald i form af et par øjensynlige “undersættelser” ind i mellem). Det med sammenhængen kniber det lidt mere med. >> Læs videre
F. Scott Fitzgeralds lille, store roman om fatal kærlighed og dekandence blandt de obskønt rige i de “brølende tyvere” på Long Island, New York, hører til blandt de kanoniserede klassikere. Og det er ikke uden grund.
Temaerne i romanen er ligeså gyldige i dag som i 1925, og Fitzgeralds prosa virker på mig her i 2013 fortsat frisk og spændstig og på ingen måde bedaget, udover hvad der også i dag måtte være passende, hvis en forfatter ville portrættere 1920’ernes USA. >> Læs videre
Richard Fords Canada er solid amerikansk litteratur, når den er bedst. Et troværdigt psykologisk indlevet portræt af en 15-årig dreng, hvis liv og opfattelse af sig selv, sine forældre og verden i det hele taget ændres grundlæggende af en række udefrakommende drastiske begivenheder. Fortalt med en skarp iagttagelsesevne og den fine sans for beskrivelse af de konkrete detaljer, som er kendetegnende for den bedste del af den amerikanske litterære tradition.
Romanen er fortalt af den ca. 65 årige Dell Parsons og udgør hans forsøg på at skabe, om ikke en mening, så en sammenhæng, i en periode af hans liv som 15-årig i 1960, som på godt og især ondt bliver altafgørende for hans selvdannelse og verdenssyn. De ydre dramatiske nøglebegivenheder annonceres i bogens allerførste linjer: >> Læs videre
Siri Hustvedt skriver smukt, med humor og smerte, med indlevelse i sine skarpt skårne karakterer og med intellektuelt vid. Det sidste tager dog ind i mellem lidt for meget over, hvilket går ud over den sammenhængende historie.
Rammehistorien er enkel: Jeg-fortælleren Mia Frederickson, digter og litterær intellektuel i 50’erne og mor til en voksen datter, er ved romanens start blevet forladt af sin mand efter 30 års ægteskab. Ifølge manden har han blot brug for “en pause”, men det viser sig hurtigt, at: >> Læs videre
Bag den lidt fjollede titel gemmer der sig en særdeles ambitiøs og eksperimenterende arkæologisk stenalderroman. Og en rigtig god en af slagsen (hvis der ellers findes flere af slagsen, hvilket jeg tvivler på).
I romanens korte rammehistorie følger vi jeg-fortælleren Edith, der som arkæologistuderende medvirker til udgravningen af en boplads fra den yngre stenalder i det sydlige Jordan. Nogenlunde samtidig med, at holdet gør et sensationelt fund af en række begravede kranier bliver Edith stukket af en svært giftig skorpion, hun svæver i en periode mellem liv og død og opholder sig så ellers resten af romanen på sit hotelværelse under lægebehandling. Her går hun i gang med at skrive på sit arkæologispeciale om udgravningen. Stadig delvist i febervildelser bliver det imidlertid til en tekst, der kun i mindre grad indeholder arkæologiske fakta, og i større grad en indlevet fantasi over livet som kvinde i neolitisk tid – en kvinde også kaldet Edith, som jeg-fortælleren identificerer sig mere og mere med, et forhistorisk dobbeltgængermotiv. >> Læs videre
