K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Bloggen

George Saunders: The Very Persistent Gappers of Frip

Af ,
Skriv en kommentar

George Saunders kan faktisk også skrive børnebøger (for både børn og voksne), viser det sig. Her godt hjulpet på vej af Lane Smiths vidunderlige tegninger.

George Saunders kender vi her på bloggen fra hans dystopiske science fiction-noveller, herunder den fremragende Tenth of December og den heller ikke uefne CivilWarLand in Bad Decline. De er i allerhøjeste grad kun for voksne.

Men Saunders har altså også skrevet en børnebog, som jeg faldt tilfældigt over forleden og ikke kunne stå for – dels fordi det var Saunders, og dels på grund af de smukke, skæve og skægge (men også lidt uhyggelige) tegninger af Lane Smith i bogen om de meget vedholdende gappere i byen Frip. >> Læs videre

Juan Pablo Villalobos: Down the Rabbit Hole

Af ,
Skriv en kommentar

Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.

Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster. >> Læs videre

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Af ,
Skriv en kommentar

Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Maria Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre

Birgitte Krogsbøll: Funkelgnister. Rim, råb og remser

Af ,
Skriv en kommentar

“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje

bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”

Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.

Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj

Af ,
Skriv en kommentar

“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”

Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.

Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre

Bjørn Rasmussen: Ming

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Af ,
Skriv en kommentar

“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre

Udfordring: Verden rundt i bøger

Af ,
2 kommentarer

Man kan ikke erstatte rejser ud i verden med at læse bøger. Men når jeg nu realistisk set ikke kan nå at besøge alle lande i verden i min livstid, så er det ikke et ringe alternativ at forsøge at komme verden rundt i litteraturen i stedet.

Her i januar 2016 påbegynder jeg et nyt læseprojekt: Jeg skal læse mindst én bog fra hvert af de 196 FN-anerkendte lande i verden (inklusive Palæstina og Vatikanstaten, der ikke er officielt anerkendte, men har FN-observatørstatus).

Inspirationen kommer fra den britiske forfatter Ann Morgan, som i 2012 satte sig for at læse én bog fra hvert land i verden. Hun indsamlede en bruttolæseliste ved på sin blog at invitere andre læsere til at komme med forslag.

Hvis du har forslag til virkelig gode bøger fra rundt omkring i verden, så hører jeg meget gerne fra dig. Og måske har du ligefrem lyst til at tage udfordringen op og læse med verden rundt?

Læs mere om projektet og se min bruttoliste over lande og bøger på Verden i bøger-siden her.

Joachim Lykke: Om min søster

Af ,

Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.

Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.

Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre

William Maxwell: So Long, See You Tomorrow

Af ,
Skriv en kommentar

Stilfærdig, men indtrængende og meget, meget fin roman om erindring, venskab, kærlighed og tab. Fortalt i en tone og et tempo, der ikke ligger langt fra John Williams’ Stoner.

William Maxwells (1908-2000) korte roman starter med et skud i året 1921. Lloyd Wilson, forpagteren på en mindre gård i den lille by Lincoln i Illinois er blevet myrdet, mens han malkede køerne i laden. Mistanken falder hurtigt på hans nabo, Clarence Smith. De to plejede at være nære venner, men rygtet vil have, at Lloyd havde et forhold til Clarences kone, som førte til deres skilsmisse og Clarences’ ruin.

I romanen forsøger fortælleren – mere end 50 år efter – at rekonstruere de begivenheder, der førte frem til det ulykkelige mord. >> Læs videre

K anbefaler: De bedste bøger fra læseåret 2015

Af ,
Skriv en kommentar

Vi har passeret nytår, så det er tid til en slags status over læseåret 2015.

2015 var ligesom 2014 et godt læseår for K. Jeg fik ganske vist ikke læst helt så mange bøger som i 2014, men jeg nåede da op mod de 100 titler. Og der var rigtig mange gode imellem, selv om der i tilbageblik ikke var helt så mange som i 2014, der virkelig slog benene væk under mig. Der var dog nok til, at det ikke er svært at udvælge en 2-3 håndfulde anbefalelsesværdige bøger.

Så her er – efter samme skabelon som sidste år – tre gange fem virkeligt gode bøger fra mit læseår 2015, som jeg kan stå fuldt ud inde for – i al deres forskellighed:

  • Fem anbefalelsesværdige nyudgivelser i 2015
  • Fem mindst lige så gode bøger udgivet før 2015, men ikke så gamle, at de kan gå for klassikere
  • Fem klassikere af høj klasse

    •  
    Titlerne er inden for hver kategori anført i rangorden med min bedste læseoplevelse først. Klik på cover eller titel for at gå til den fulde anmeldelse. >> Læs videre

    Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

    Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

    Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

    George Saunders: CivilWarLand in Bad Decline

    Af ,
    Skriv en kommentar

    George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.

    CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.

    Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre

    Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA.

    Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.

    The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er kort sagt en god bog. En fabelagtig god bog. >> Læs videre

    Junot Díaz: Sådan mister du hende

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Dominikansk-amerikanske Junot Díaz’ Sådan mister du hende er en på én gang vulgært fandenivoldsk og følsomt raffineret samling af selvstændige, men sammenhængende noveller, der samlet set fremstår som en roman.

    Pullitzervinder Junot Díaz (f.1968) er født i Santo Domingo, Dominikanske Republik, men immigrerede som seksårig med sin familie til New Jersey, USA. Han underviser i dag i creative writing på MIT i Boston.

    Fortællingerne i Sådan mister du hende er centreret omkring karakteren Yunior, som er et slags alterego for Díaz – i det mindste deler de en del biografiske træk, hvis man ellers kan stole på Wikipedia. >> Læs videre

    Édouard Levé: Selvportræt

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

    Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

    Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre

    Jon Fosse: Morgen og aften

    Af ,
    1 kommentar

    Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

    Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

    Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre

    Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

    Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

    En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre

    Sadeq Hedayat: Levende begravet

    Af ,
    Skriv en kommentar

    “… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

    Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

    Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre

    Dario Fo: Der er en skør konge i Danmark

    Af ,
    2 kommentarer

    Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.

    Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.

    Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre

    Kenneth Krabat: >< DRAMATIS PERSONAE, Universal Storyline 1

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Kan man skrive en bog kun ved bruge af tegnene >< ? Ja, det har Kenneth Krabat ihvertfald gjort. Det er ikke for alle og enhver – herunder nok heller ikke ikke for mig. Men det er om ikke andet anderledes end det meste.

    På Kenneth Krabats hjemmeside kan man om udgivelsen læse, at Krabat og hans forlægger Morten E. Nørskov fra forlaget tab&nar (ja, det kalder forlaget sig) var enige om, “at bogen nok kun henvender sig til visuelle poeter med flair for selvbyggerhistorier og/eller dramatisk grundforskning. Man skal nok være lidt poetisk autistisk eller virkelig ønske at være med på nybyggervognen, når den bevæger sig over den poetisk-semantiske prærie mod solopgangen.”

    Den vogn ville jeg da gerne være med på, tænkte jeg, selv om jeg jo nok på forhånd var lidt nervøs for, om der virkelig var plads til mig dér. Så da jeg blev tilbudt et eksemplar til anmeldelse, takkede jeg ja til udfordringen af min vanelæsning. >> Læs videre

    Georg Trakl: Sebastian i drømme

    Af ,
    Skriv en kommentar

    “Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

    Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

    I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

    Lutz Seiler: Kruso

    Af ,
    2 kommentarer

    Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.

    Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.

    Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre

    María Luisa Bombal: Den sidste tåge & Ligklædt

    Af ,
    Skriv en kommentar

    “Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”

    Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt. >> Læs videre

    Elena Garro: Farvernes uge

    Af ,
    Skriv en kommentar

    “Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”

    Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre

    Miranda July: No one belongs here more than you

    Af ,
    Skriv en kommentar

    “All the lonely people, where do they all come from?” spørger The Beatles som bekendt i Eleanor Rigby. Det kan jeg ikke svare fuldt ud på, men jeg ved, at man kan finde sytten af dem i de sytten noveller, som udgør Miranda Julys på én gang charmerende, sjove og sørgmodige novellesamling No one belongs here more than you fra 2007.

    Miranda July (f.1974) er lidt af en multikunstner: Filminstruktør, skuespiller, dramatiker, performancekunstner og altså også forfatter. No one belongs here more than you er hendes debut som forfatter, og den er tæt på at være fremragende. >> Læs videre

    Proust mod hjertekvababbelser

    Af ,
    3 kommentarer

    K må indrømme, at man blev lidt overrasket, da DR Læseklubberne skrev for at bede om en anbefaling af bøger, der er gode at læse, hvis man har kærestesorg (“bøger der giver mulighed for at få tudet godt igennem eller komme hurtigt videre”).

    Men på foranledning kan man jo altid anbefale Proust:

    På sporet af den tabte tid handler om næsten alt og er medicin mod det meste. Blandt meget andet er Prousts monstrum af en roman således også en litterær undersøgelse af kærlighedens, jalousiens og kærlighedssorgens psykologi. Ikke til at tude, men til at tænke over.

    Dertil kommer, at hvis man får læst sig igennem alle 13 bind , så er der om ikke andet garanteret gået så lang tid, at kærestesorgen er drevet over. Jeg er selv midt i bind 9 og kan nærmest slet ikke huske, hvornår jeg sidst har lidt af sligt … >> Læs videre

    Bogforum 6. – 8. november 2015, København

    Af ,
    2 kommentarer

    Jeg har vist tidligere i disse noter udtalt mig rimelig kategorisk om, at store bogmesser som Bogforum ikke var noget for mig. I år lokkede et par fribilletter venligt doneret af Bogforum mig alligevel ud i Bella Center i København – mit første besøg på landets ellers mange år gamle bogmesse.

    Bogforum levede op til forventningerne – på godt og mindre godt.

    Det gode er selvfølgelig især alle bøgerne. Ikke ligefrem alle, men rigtig mange danske forlag var repræsenteret med en stand, og der var masser af bøger til salg – mange af dem til særligt nedsatte messepriser, så der var rig mulighed for at gøre gode kup. >> Læs videre

    Evgenij Vodolazkin: Laurus

    Af ,
    Skriv en kommentar

    Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.

    Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).

    Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre

    Monia Sander: Dominique

    Af ,

    Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.

    Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.

    Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre